En helt perfekt dag

[Sylvester Buchanan]

Sylvester slap en kort, men veltilpas latter og lignede ikke en der havde så meget imod at blive sammenlignet med sin søn, eller omvendt "Så jeg har smittet bare en smule af på ham? Det er godt at vide jeg ikke har fejlet helt." det havde han nu aldrig været i tvivl om ikke at have når det kom til sønnen. Uanset forholdet han havde haft, eller ikke haft, til sin afdøde hustru, havde de været rimelig enige når det kom til opdragelse.

[Alissa Avery]

Alissa var ikke et øjeblik i tvivl om, at Sylvester godt var klar over, at hans søn tog efter ham. Der var dog punkter, hvor hun var mere end tilfreds med, at Hamish Buchanan lignede den mor, hun kun havde hørt historier om.

"Jeg tror vist, både du og min far kan være ganske rolige på det punkt," konstaterede hun, ikke ligefrem beskedent, men meget typisk for Alissa. Også selvom Imrah havde efterladt en stor, fed ugleklat på søskendeflokkens præstationer.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester gav hendes hånd et lille, familiært forsikrende klem "Jeg er ikke bare rolig.." begyndte han mens blikket et kort øjeblik forlod hende igen og søgte parret der dansede tæt forbi dem, for så at vende tilbage til Alissa "Jeg er stolt af jer allesammen." fortsatte han faderligt og måske var det whiskyen der havde smurt talebåndet lidt ekstra.

[Alissa Avery]

Dét var noget af en udmelding, her blandt andre mennesker, men Alissa kunne ikke andet end at smile af det. Det var dét, hende og Hamish’ kærlighed til hinanden kunne gøre. De havde ikke kun blødgjort hinanden, men også dem omkring. Og hun gav sin svigerfars arm et blødt klem.

“Jeg troede ellers ikke, at her kunne blive smukkere,” fortsatte hun i et blødt emneskift. Hun havde ellers aldrig forestillet sig at blive gift andre steder end England. Men sådan gjorde hun så meget for Hamish Buchanan.

“Men det er som taget ud af et eventyr.” Og hun havde allerede fundet manden, der hørte til den lykkelige slutning.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters smil blegnede ikke, men var mere eller mindre konstant mens de gled ubesværet rundt på gulvet "Jeg er glad for du kan lide det her. En del af det er også dit nu." svarede han med stolthed i stemmen over stedet, der havde været en stor del af både hans eget liv og hans børns "I er altid velkomne heroppe når I trænger til en pause fra London."

[Alissa Avery]

Blikket gled over grunden, som en ganske ny tanke slog hende. I Alissas verden havde det hele tiden været Hamish Buchanan, der havde giftet sig ind i hendes familie, men nu indså hun for alvor, hvad hun ville opnå gennem hans. Og hun var bestemt ikke utilfreds.

Grønne øjne fandt tilbage til mørke, et oprigtigt smil om hendes læber. "Jeg ser allerede frem til mit næste besøg," svarede hun og fandt, at hun rent faktisk mente det. "Selvom jeg nok kommer til at trænge til et afbræk fra det skotske i mine ferier."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester slap en dyb latter og nikkede "Det kan jeg nok ikke fortænke dig i." indrømmede han, selvom han ikke selv var sikker på han nogensinde for alvor fik brug for en pause fra Skotland "Men husk nu også at nyde dit sidste år."

[Alissa Avery]

Alissa var ret sikker på, at hverken han eller Hamish Buchanan nogensinde blev trætte af Skotland. Men accenten havde en tendens til at ramme hendes sarte ører helt forkert, når altså ikke ordene var formet af hendes elskede.

"Selvfølgelig," svarede hun med en næsten overbærende latter. "At jeg har noget at se frem til kommer ikke til at fjerne mit fokus fra mit bedste år."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede en enkelt gang, som for at understrege hendes svar "Godt. Og jeg kan høre du har fået en ny titel til det nye år også?" han så spørgende på hende, søgende bekræftelse.

[Alissa Avery]

Det var først et par uger før skoleårets begyndelse, at emblemerne kom med posten, men Alissa kendte heldigvis et par stykker i forældrebestyrelsen og kunne smile ved den tidlige vished.

"Det burde jeg jo ikke vide," svarede hun med et glimt i øjet. "Men det kunne vel ikke være andre."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var klar over, han ikke burde tale om det så tidligt, men Alissa var familie nu og alting var lidt noget andet "Nej, det er sandt." smilet sitrede i hans mundvige mens han sænkede stemmen konspiratorisk "Men nej.. hvem ellers." medgav han med et glimt i øjnene "Du kan roligt være stolt."

[Alissa Avery]

Det var måske en temmelig indbildsk ting at sige, især nu det var Alissa og ikke Sylvesters egen datter, der havde fået titlen, både som vejleder og nu præfekt. Men hun var ikke for alvor bevidst om sine privilegier og brugte ikke sin tid på falsk beskedenhed.

"Skolen kan også være stolt af, rent faktisk at have valgt to kompetente præfekter denne gang og ikke give den ene plads til et forsøg på at fremstå mere inkluderende," konstaterede hun. Det var den eneste grund til, at både Vanya Patil-Fawley og den mugglerfødte før hende, var blevet valgt.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede, stadig med et lille smil i mundvigen over selvsikkerheden der altid havde havde været fremtrædende hos han, nu, svigerdatter "Hårdt arbejde bør belønnes. Det tror jeg vi alle i bestyrelsen er enige om." konstaterede han med et sigen de blik.

[Alissa Avery]

Det eneste i sit liv, Alissa havde nærmet sig at arbejde hårdt på, var brylluppet, men hun smilede bare, ikke tilnærmelsesvist bevidst om sit privilegerede udgangspunkt.

De dansede lidt endnu, før hun ønskede ham en skøn aften. Og hun kunne ikke undgå at bide mærke i, at han endte derude med højmagiratets assistent igen senere, da hun var tilbage ved Hamish' side.

afsluttet