Gylden vejviser

[Lucia Vixen]

15. september, kl. 19.45
Altinius Rier

De sidste par uger havde været hæsblæsende travle. Skolestart. Nyt job. Nye … mennesker. Lucia havde knap nået at se sig om før de første to uger af skolestarten var skudt afsted. Dermed havde hun ikke nået at få en rundvisning - i hvert fald ikke en mere dybdegående én.

Derfor befandt hun sig nu ude foran Storsalen, hvor hun ventede på en gylden vejviser, der efter sigende skulle komme og besvare hendes spørgsmål om skolen - og vise hende rundt.

Ikke at der var en hulens masse. Derudover glædede hun sig mest bare til at det forhåbentlig var et voksent menneske. Unge mennesker var så .. så livlige.

Lucia stod med krydsede ben, armene hvilende i siderne af den tætsiddende, sorte kjole. Stiletterne var ikke høje, en nok til at give hende holdning, som hun stod der og flagrede.

[Altinius Rier]

Skoleåret var i dén grad gået i gang igen. Gangene summede af liv, nu eleverne var vendt tilbage, og Tino havde allerede forvekslet tre elever. Alt var på rette spor, inklusiv ham, da han forlod storsalen og så sig om efter den ny professor, som han havde lovet at give en rundvisning.

Problemet var bare, at han allerede havde glemt, hvordan hun så ud, og han rettede derfor lidt på hatten, før han forsigtigt nærmede sig kvinden.

"Professor Vixen?"

[Lucia Vixen]

Endelig lød en stemme bag hende, som vinden tog fat i et par af de mørkebrune skulderlange lokker. En maskulin stemme, der afslørede viden, ro og modenhed. Naturligt tiltrak stemmen opmærksomhed og Lucia drejede hovedet for at kaste et blik over skulderen.

"Ja?", smilede hun mildt. De brune øjne kredsede kort rundt i ansigtet, inden hun drejede kroppen med rundt og rakte en indbydende hånd frem mod manden.

"Lucia Vixen, kan du kalde mig."

[Altinius Rier]

Tino havde nok tabt hatten, hvis han havde vidst, hvad kvinden tænkte om ham. Eller hvordan hun registrerede hans stemme i hvert fald. Men for nu smilede han bare venligt, blikket som altid en smule distræt, mens han trykkede hendes hånd.

"Tino," svarede han. "Eller Altinius Rier. Men, ja, bare Tino." Hånden slap hendes for i stedet at gestikulere mod gangen.

"Du er lige kommet hertil?"

[Lucia Vixen]

Tino eller Altinus Rier? Lucia studsede over den markante forskel, men valgte ikke at lade det komme til udtryk i hendes ansigt. "Alright, 'bare Tino'", hun rømmede sig drilsk og fortsatte "- tak for din hjælp her til aften."

Hun drejede mod gestikuleringen og satte gang i et roligt tempo. "Mm-hm.", lød der fra hende i en blød, feminin tone.

"Tidligere ansat på Profettidende. De internationale nyheder. Har du været her længe?"

[Altinius Rier]

Tino havde egentlig kun spurgt ind til geografisk placering, men fik hurtigt sat brikkerne på plads. Han trak på skuldrene og lod hånden falde ned i lommen.

“Nogle år,” svarede han roligt. “Jeg er vist ikke helt gammel nok til at have været her længe.”

[Lucia Vixen]

Hun modtag hans svar uden at lade det irettesætte hende. Det var hun for selvsikker til.
"Skønt. Så må du kunne lide det her?", spurgte hun yderligere ind. For hvad spurgte man lige om, når man var helt ny og ikke kendte mennesket?
"Eleverne virker til at være glade for dig, må jeg indrømme.", det havde hun hørt så sent som i går, hvilket var derfor hans præsentation ringede en klokke.

[Altinius Rier]

Altinius var ikke et sekund i tvivl om svaret og nikkede roligt. "Ja, jeg er mere end tilfreds her," svarede han mildt og mente hvert et ord. Slottet var mere hans hjem end noget andet sted, uanset hvor han så havde adresse.

"Ja?" Det kom bag på ham. Ikke, at han ikke bekymrede sig om sine elever, men det var de færreste navne, der rent faktisk blev siddende. Oftest kun på dem, der tog oldtidens runer. Eller i hvert fald de fleste af dem. Måske halvdelen.

[Lucia Vixen]

Det måtte betyde at det ikke var slemt, at arbejde som professor. En bekræftigelse der fik Lucias skuldre til at falde et par centimeter.

"Mm-hm.", mumlede hun og sende Altinius et par anerkendende nik. "Det er pudsigt ikke?", Lucia slog blikket ud over skolens arealer, som de forbipasserede. "At være tilbage hvor det hele startede. ", tænkte hun højt.

"Din tid som troldmand startede vel også her?", spurgte hun, næsten overbevist.

[Altinius Rier]

Tino var ikke utålmodig og ventede på uddybelsen, før han fulgte hendes blik mod udendørsarealerne. Selvom han var født og opvokset i England, havde den skotske natur altid trukket i ham og han var ikke for alvor ked af, at han tilbragte de fleste af årets dage der.

Han slap en bekræftende lyd og sænkede hagen en smule. "Tid er generelt et pudsigt koncept," konstaterede han. På nogle punkter virkede det som en evighed siden, men nogle gange fik han små glimt af minder, der virkede som gårsdagens, trods de lå årtier tilbage, efterhånden.