I egne tanker - ÅBEN TRÅD

[Stella Lewis]

Stella sad i opholdsstuen. Hun sukkede.
”Seriøst, der er mange lektier!” Hun vidste, at ingen kunne høre hende (der var ingen i stuen), så hvorfor ikke bare komme ud med det? Hvis hun stadig havde været i Brasilien ville hun have siddet sammen med Sann, Rakel og Mila lige nu. De ville sidde sludre, om de nye førsteårselever, de nye “minier”, om sommerferien og selvfølgelig Domiqie Dea... suk suk gange tusind.

Så dramatisk som muligt bøjede hun sig ned over den eliksirstil, de havde fået for. Hvad er måneurt, hvordan og til hvad anvendes den, og hvorfor? Milas yndlingsfag var eliksirer. Hvis hun bare havde været der...

En lang eftermiddag ventede hende. Hvad er irriterende forældre, hvad er deres formål, og hvorfor flytter de til England uden at spørge deres børn? Hun savnede virkelig Brasilien...

Pludselig lød der en stemme bag hende. Hun fik næsten et sæt af den bratte opvågning, forbløffet vendte hun sig om...

[Algernon McLaggen]

Algernon var på vej tilbage til sovesalen med sin taske efter sidste lektion. Som altid var han temmelig afslappet, da han trådte ind i opholdsstuen med hænderne i lommerne, og sendte et undersøgende blik rundt for at se om her var nogen han gad at tale med.

Men her var mere eller mindre tomt, bortset fra en eller anden der så ud til at være dybt begravet i lektier. Så Algernon besluttede sig for ikke at forstyrre, og satte næsen mod drengenes sovesal uden bekymringer.

Indtil hun pludselig kom med et udbrud, og Algernon stoppede op igen for at se i hendes retning. Var det ikke hende Stella Lewis, der lige var startet på femte årgang? De havde godt fået besked i vejledergruppen, men han havde faktisk ikke haft mulighed for at hilse på hende endnu.

"Det ser da ellers ud til, at du får gjort et indhug i det." Bemærkede han og gjorde således opmærksom på sin tilstedeværelse.

[Stella Lewis]

En høj, let ranglet dreng med mørkt, krøllet hår og et udtryk af venlighed så på hende. Der var et glimt af genkendelse i dem, og en slags forbarmelse over dem. Mon han vidste, hvem hun var? Hun anede ingenting.

“Ja, det skulle man tro. Jeg kan bare ikke finde ud af det her. Eliksirer.” Stella gabte teatralsk. “Det er svært at samle sig.”

Han så på hende med et udtryk af forståelse, sendte hende et smil. “Det kender jeg godt.” Puha, endelig én, der ikke så skolen som livets højdepunkt nr. 1. Hvor var hun dog træt af alle de kloge hoveder og deres udmattende iver efter succes i timerne!

Stella lod lektier være lektier og rakte hånden frem. Hun havde egentlig allerede for længst opgivet den presserende mænge skolearbejde.
Hendes nattesorte, rå neglelak virkede alt for tydelig i sammenligning til hans blege hud. Som dag og nat. Hun rømmede sig.

“Jeg er Stella, forresten. Og du..?”

[Algernon McLaggen]

Algernon hankede lidt op i tasken og besluttede sig for at være en god vejleder. Han kunne smide bøgerne på sovesalen senere.

"Algernon," svarede han imens han gik over til hende og sendte et hurtigt blik ud over lektierne, inden han rettede det mod hendes ansigt igen sammen med et imødekommende smil. "Er det cool hvis jeg sætter mig?" Han nikkede mod en tom lænestol. "Du ligner en der godt kunne bruge en pause fra at glo ned i... Alt det dér." Den ene hånd pegede lidt henkastet udover de bøger og pergamenter hun sad med.

[Stella Lewis]

Stella smilede tilbage og slog ud med en hånd. “Bare find dig til rette. Det er dejligt med lidt selvskab.” Måneurten måtte vente.

Hun ville have kastet sig om halsen på ham, men tog sig sammen. Altså, hallo, så naiv var hun da ikke. Alligevel mærkede hun en varme i maven, en følelse af glæde over at blive set og hørt. Hvor havde hun savnet én at snakke med... Hun bildte sig selv ind, at det kun var dét. En effekt efter et par døde sociale måneder i det stadig nye England.

[Algernon McLaggen]

Algernon blottede tænderne i et smil, imens han smed sig i lænestolen. "Det skal du ikke sige to gange," tilføjede han og lignede hurtigt en der for længst havde fundet sig til rette.

"Så... Var det Castelobruxo du havde gået på før?" Det var i hvert fald hvad han mindedes at have fået fortalt, til det dér vejledermøde.

[Stella Lewis]

Stellas smil blev lidt mat ved tanken om sin gamle skole og de venner, hun havde haft. Hendes stemme rystede en smule, da hun svarede:“Ja.” Med et suk faldt hun tilbage i sin stol. “Jeg savner det. Mine venner, skolen, naturen omkring. Det er et dejligt område, midt ude i Brasiliens regnskov - forestil dig lige botanik-timerne!”

Åh, hvor lød hun dog sentimental! En klump satte sig i halsen. “Det var mine forældres skyld. Vi flyttede for et par måneder siden.”

[Algernon McLaggen]

Algernon lyttede med hovedet en smule på skrå, imens han selv sad mageligt i stolen og hvilede blikket på den nye pige. Hun var køn. Men hun var tydeligvis også lidt ked af, at have skiftet skole, så Algernon så det på sin plads, at prøve at muntre hende lidt op.

Han blottede tænderne i et smil ved kommentaren om botanik-timerne, men lukkede læberne igen ved hendes sidste bemærkning.

"Det er typisk forældre, er det ikke? Jeg mener, ikke at mine forældre nogensinde kunne finde på at flytte til Brasilien eller sådan, men du ved... At man ikke bliver inddraget." Selv var Algernons far begyndt snakke om forlovelser og den slags, og ærligt kunne Algernon virkelig godt være foruden.

"Men hey, jeg lover Hogwarts er cool nok. Når du lige er faldet til, selvfølgelig. Men det skal nok komme," han kunne ikke lade være med at blinke selvsikkert til hende. "Og hvis alt andet fejler, kan du altid adopterer en fra Hufflepuff. Jeg ved ikke hvad de laver i det hus, men jeg lover de er nemme at blive venner med." En venligt grin bredte sig over hans læber, men med et lidt drillende glimt i øjet.

[Stella Lewis]

Stella fnisede lidt over Algernons kommentar. “Det får mig til at tænke på dyr - At man sådan lige kan ‘adoptere’ en Hufflepuff.”

Hun lavede en påtaget alvorlig grimasse og gjorde sin stemme fornem. “Hvad ønsker den herre? En krølhåret pige eller en ruhåret dreng? De skal bare fodres med lidt tørfoder og vand, så er de glade.”

For sent tænkte hun på, hvor skørt det lød. Hun rødmede en smule per automatik og håbede at Algernon bar over med hende. Hun kunne have bidt sin tunge af! 

[Algernon McLaggen]

Algernon løftede et bryn, men så dog på hende med et underholdt blik. Dén havde han ikke lige set komme. Men måske var hun ikke ligeså stille og genert som han først havde antaget.

Han slap en underholdt lyd, "fair pointe. Men jeg tror faktisk ikke det er langt fra sandheden. Jeg mener, har du set dem? Hvis man slår dem på det dér refleks sted på knæet, lover jeg at de siger tak og giver dig et kram, før de sparker med benet."

[Stella Lewis]

Stella rystede let på hovedet, med et smil. Naive, godtroende fjolser fandtes der alle steder - og så specielt på det kollegie, Hufflepuff. Hvad drev dem? Hvorfor var de så søde mod ALT der bevægede sig? Hun kunne blive ved med at undre sig.

“Okay, Hufflepuf er de søde... nemme, godtroende mennesker. Hvad så med Slytherin, hvad går vi for at være?” Bare han nu ikke sagde noget med “de kloge”...

[Algernon McLaggen]

Algernon kunne ikke klandres for at være en af dem, der gik vildt meget op i kollegier og hvem der passede ind hvor og hvorfor. Der var søde piger på alle kollegierne, og virkeligheden var det dét han gik mest op i.

Alligevel tøvede han ikke med at svare: "De bedste. Selvfølgelig." Han havde et glimt i øjet, og sendte hende et smil.

[Stella Lewis]

Selvfølgelig svarede Algernon dét. Stella huskede selv det sammenhold, der havde været på hendes gamle skole. Det var kollegierne mod hinanden, og det var fedt at holde kollegie-fest, når man kollegie-holdet vandt i quidditch. Hun savnede helt den tid, hun havde været på holdet.

“Klart.” Hun besvarede hans smil og nikkede.

Måske skulle hun melde sig på quidditchholdet? Det ville være en god anledning til at få nye venner og samtidig sætte sig i respekt hos de fleste. Så ville hun ikke bare være “hende den nye”, men i stedet... “en fra quidditch-holdet”. Gad vide, om Algernon vidste noget om det?

“Hvad så med quidditch? Er også I de bedste dér?” Bare det lød beskedent...

[Algernon McLaggen]

Algernon kunne ikke lade være med at grine lidt, men det var ganske velment. Quidditch var virkelig en verdensomspændende sport, og nok det nemmeste at tale om, næstefter vejret.

"Ja, det er i hvert fald ikke noget dårligt hold vi har. Ailis C. Finnigan er lige blevet holdkaptajn. Hun er ret dygtig, så... Altså resten af holdet er også nice. Min room mate, Kiaan Patil-Fawley, er søger." Og så var der selvfølgelig også Jemima Burke, som Algernon generelt var temmelig optaget af for tiden, og ikke fordi hun var angriber på quidditch holdet.

"Spillede du quiddtich på Castelbruxo?"

[Stella Lewis]

Stella følte sig helt overvældet. Måske var planen om at starte på holdet ikke helt så god alligevel... hvis de var så dygtige alle sammen. Hun havde højest spillet en to-tre år, og det var helt sikkert ikke seriøst. Dengang var hun jo stoppet for at få mere tid til sin sang, men Hvor savnede hun det dig tit.

“Altså, jeg spillede for et par år siden. En af mine venner har også en bane i haven, det er ret cool. Vi hænger tit ud dér, når vi er nok til det.” Erkendelsen af virkeligheden ramte hende: Nu var det fortid. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at tale som om, at det var slut. Hun nægtede.