Dagen til overraskelser

[Ronan Thomas]

Ronan blev siddende, hvor han var og betragtede Kala med et udpræget roligt udtryk. Der var dog klar alvor i de mørke øjne, som hvilede på hende og panden var rynket.

"Et eller andet. Indtil videre har du ikke rigtigt sagt noget," konstaterede han. "Du kan ikke bare kaste det i hovedet på mig igen og så ikke sige mere."

[Kala Patil-Fawley]

Kala følte sig helt og aldeles uduelig, som hun stod der i hans døråbning og ikke anede, hvad hun skulle gøre. Hun slap en punkteret lyd og gik et par skridt ind i lokalet.

"Jeg ved det ikke, Ronan," svarede hun klemt og trak på skuldrene, da hun stoppede op ved hans skrivebord. "Jeg... Du tror bare så meget på mig, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg nogensinde skal være... dét." Hun tog en indånding, rynkede brynene og så på ham.

"Jeg... Ronan, du forstår det ikke. Alle på holdet, de er bare så skide dygtige og du... du laver det her super seje og jeg... Jeg aner ikke, hvad jeg laver. Jeg snubler bare og alle de her journalister stiller mig hele tiden spørgsmål om, hvad min yndlingsfarve er og hvem min perfekte fyr er og hvad jeg spiser og hvad jeg kan lide at lave i min fritid og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige eller gøre. Og jeg er bange for, at de alle sammen ser det."

Hun slap endnu en punkteret lyd og øjnene flakkede lidt mellem hans. "... At du ser det. Så speciel er jeg virkelig ikke. Jeg er bare... Heldig. Somehow."

[Ronan Thomas]

Rynken på Ronans pande glattedes ikke helt ud, men den blev lidt mildere og han lyttede opmærksomt til hvert af hendes ord. Til sidst smilede han ganske, ganske svagt og kom på benene. Han krydsede den korte afstand over til hende og søgte at trække hende til sig.

"Hey," sagde han dæmpet, de mørke øjne formildet og en opmuntrende sitren omkring læberne. En hånd løftede sig til hendes kind. "Jeg har ikke brug for, at du er en eller anden forestilling om noget perfekt. Jeg elsker dig, ikke?"

Som han sagde det, blev han i tvivl om, hvorvidt han havde sagt ordene før. Men han stod ved dem og mente dem. "Jeg er ikke ude efter quidditchstjernen Kala, der har styr på det hele. Det eneste jeg vil have, er min Kala, som ikke er bange for en udfordring, ser pisse lækker ud i mine sweatpants og bare er sig selv."

[Kala Patil-Fawley]

Altid hvirvlende inde i orkanens øje, stod Kala sådan lidt håbløst med armene hængende langs siden, indtil Ronan kom hen til hende. Hun lod sig trække ind til ham og lod armene falde om hans sider.

Blikket flakkede stadig en smule mellem mørke øjne, men denne gang sugede hun ordene til sig. Mærkede, hvordan hendes hjerte slog hurtigere som respons. Hun kom endda til at smile og slog kun kortvarigt blikket ned, formåede ikke at holde det fra hans øjne mange sekunder.

"Du elsker mig?” gentog hun og mærkede mundvigene stryge opad. “Også, selvom jeg er en kæmpe rodebutik inde i hovedet?"

[Ronan Thomas]

Ronans skuldre faldt uvilkårligt og han kom til at smile, næsten afslappet. Impulsivt lænede han sig frem og plantede et enkelt, blødt kys mod hendes læber, men dvælede ikke, før han rettede sig lidt og så på hende igen.

"Ja," bekræftede han. "Jeg synes, at du er fucking spektakulær. Rod og det hele."

[Kala Patil-Fawley]

Ronan elskede hende. Kala forstod det stadig ikke helt og det var da også stadig en smule overvældende, hvordan hun nu igen var spektakulær. Men det gjorde heller ikke så meget, for hun havde stadig det bløde ekko af hans ord for sit indre øre og en varm summen helt ud i fingerspidserne, der fik hende til at smile bredt.

"Du er simpelthen ..." Hun færdiggjorde aldrig sætningen, i hvert fald ikke med ord. I stedet kyssede hun ham beslutsomt.

[Ronan Thomas]

Ronan nåede at hæve et spørgende øjenbryn, men da hun i stedet strakte sig, nåede snerten af et smil lige at stryge over hans læber, før hendes indtog dem. Smilet forblev dog ind mod dem og en stor hånd lagde sig bag hendes nakke, som han besvarede det.

Efter nogle sekunder brød han millimeter væk med sitrende mundvige. "Simpelthen...?"

[Kala Patil-Fawley]

Det var varmt og trygt og Kala følte sig veltilpas, som hun ikke rigtigt gjorde det noget andet sted. Hun slap en dæmpet lyd i værdsættelse mod hans læber og blinkede kun langsomt øjnene op igen.

“Simpelthen,” gentog hun og smilet havde allerede nu kruset sig over hendes læber.

[Ronan Thomas]

Det var alt det svar Ronan behøvede og han smilede, før han bøjede sig frem og fangede hendes læber igen.

Og med dét, lagde han uenigheden fra sig, selvom han da gjorde sit for at vise hende netop hvor meget, han reelt gerne ville hende.

Lukket