Na na na

[Jemima Burke]

De gik ikke så langt, men langt nok til at Jemima konkluderede, at tavsheden var værre end noget som helst andet.

Da Elias brød den, så hun op på ham, men der var stadig ingen tøven da hun rystede på hovedet "Nej.. bare.." brynene trak sig sammen igen "Han ville have vi skulle mødes engang i ferien og så fortalte jeg ham, at jeg havde mødt nogen og det ikke kom til at ske længere.. det vi havde gang i altså." hun så frem igen, stadig med en knugen i maven "Det er ikke ham jeg er forelsket i, vel."

[Elias Oliver Wood]

Det vi havde gang i var en sætning der sendte et smalt stik af misundelse gennem ham. Selvom det faktisk havde været dét at se Jemima rød i kinderne efter kyssen med MacLaggen da havde åbnet hans øjne for hende på den måde.

Misundelsen blev alligevel blødt grundigt op, da hun insinuerede at hun var forelsket i ham. Ligesom med tidligere erklæringer fra den kønne heks, fik det mellemgulvet til at tumle. En hånd forlod lommen for flygtigt at ramme hendes, for at få hende til at stoppe. De var dog ikke helt alene, så håndholdelsen kunne ikke vare evigt. Selvom pegefingeren stadig krummede sig diskret ind mod hendes.

"Jeg er også forelsket i dig," Han havde indrømmet følelserne før, men ordet havde stadig en oprigtig tyngde over sig. Han sendte hende et undskyldende smil.

[Jemima Burke]

Jemima havde ikke sat ord på dét de gange de havde set hinanden over sommeren. Det fik hende til at føle sig sårbar, afklædt selvom hun havde tøj på og det var nemmere ikke at se på ham. Selvom han havde været den første til at indrømme følelser der var mere end venskabelige, lå frygten for en afvisning latent et sted i hende.

Hun så først op, da hans hånd strejfede hendes og hun stoppede op med et tøvende, spørgende blik. Samme blik flakkede mellem hans øjne da han gengældte hendes erklæring og et forsigtigt smil krusede sig på hendes læber, mens hun diskret hægtede pegefingeren omkring hans "Vidste han det var dig, eller var det bare et heldigt gæt?" spurgte hun, stadig med et lille smil, men blikket var alvorligt.

[Elias Oliver Wood]

Blikkene mødtes og fik det behagelige sug frem i brystet på søgeren igen. Fingeren forlod ikke sin krogende position om hendes. Selvom samtaleemnet snart kredsede sig om den anden knægt igen, følte han sig ikke nær så anspændt ovenpå erklæringen. Toppen af usikkerheden var i hvert fald skrabet af.

"Jeg tror det var et temmelig målrettet gæt," Klarlagde han. "Jeg bekræftede ingenting, men... Jeg tror godt han ved at det er mig det drejer sig om." Han håbede bare ikke at Algernon McLaggen ville rable ud med det til andre og skade deres forhold.

"Han spurgte om vi havde..." Kinderne blussede lidt. "Været... så'n... intime."

[Jemima Burke]

Den lille bekræftelse der lå i deres sammenkrogede fingre, var nok til at fjerne lidt af den anspændte stemning. Brynene trak sig dog sammen igen, ved tanken om, hvad det kunne betyde, at Algernon McLaggen vidste, hvad der spirede mellem hende og søgeren. ELler i hvert fald havde en begrundet mistanke "Hmm.." mumlede hun og så ned uden at sætte ord på sine tanker.

Da Elias fortsatte, blev hun dog hurtigt revet ud af dem og så op, kinderne brændende over implikationen i konstateringen. Hendes blik flakkede og instinktivt krummede pegefingeren sig lidt fastere omkring hans "Det.. lyder som ham." konstaterede hun, en smule tørt og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv. Det ville være løgn hvis påstod hun ikke selv havde tænkt tanken. Det havde været svært andet, efter hans besøg i Irland og uden helt at kunne stoppe det, trak et forsigtigt smil i hendes mundvige "Har du.. tænkt på det?" det virkede en hel del mere vigtigt, end at Algernon havde.

[Elias Oliver Wood]

Det var ikke ligefrem et nemt emne at trække op på den måde og Elias mærkede da også varmen stige i ansigtet. Skulle han snakke med Jemima om det her, havde han aldrig forestillet sig at det ville spire ud af en samtale om McLaggen, og da hun først bemærkede at det lød som om noget knægten kunne finde på at sige, var søgeren ret sikker på at samtaleemnet ville lægges til hvile dér. Men så kom spørgsmålet... stærkt opfulgt at et lidt dumt smil.

"Uhm... altså... ja," svarede han sandfærdigt og lidt forlegent. "Jeg havde faktisk... den her drøm om dig... og om dét... lige før afslutningsfesten." Det var egentlig noget af dét, der havde vækket både hormoner og stærkere fornemmelser for Jemima. Fornemmelser der kun var intensiveret i Portree, og senere i Irland.

[Jemima Burke]

Jemimas blik var opmærksomt mens hun ventede på et svar, selvom næsten fik det alene med den lette farve der viste sig på hans ansigt og smilet der fulgte den. Ordene fik kun hendes egne kinder til at brænde endnu mere, men også mundvigene til insisterende at trække opad, indtil hun til sidst måtte slå blikket ned "Oh.." mumlede hun og skævede op igen med fortænderne lukket let omkring underlæben. Hun havde virkelig meget lyst til at spørge, hvad den drøm havde handlet om, men kunne alligevel ikke helt få sig selv til det. Hun nåede så langt som til at skille læberne og tage en lille indånding, før hun i stedet kom til at fnise og så ned igen. Hvor pinligt var det lige? Selvom hun ikke rigtigt følte sig flov.

[Elias Oliver Wood]

Varmen havde nu også sat sig omkring ørene. Drømmen havde været lidt tåget, men havde bestemt gjort indtryk på ham. Indrømmelsen gjorde ham dog nok ligeså forlegen som Jemima så ud til at være, og da hun fnisede, anede han ikke om han skulle være glad for reaktionen, eller bare blusse mere op.

Efter nogle øjeblikke, valgte han dog at vende lidt tilbage til spørgsmålet der stadig meldte sig i baghovedet. "Så... øhm... egentlig rager det mig ikke, men... har I...?" Hun havde trods alt ikke benægtet at have gjort dét, som han tydeligvis ikke var i stand til at sætte ord på.

[Jemima Burke]

Igen løftede hun blikket og fandt en underlig ro i at se, hvor tydeligt han også var lidt beklemt. Spørgsmålet fik hende til at skære en grimasse og hun rystede på hovedet "Ad, nej." reaktionen var impulsiv, selvom det måske ikke burde være mere ad, end at hun havde kysset på den jævnaldrende slange en hel del gange "Det var bare.. kys, fordi, ja, han var der og der var ikke noget andet i det." hun strakte resten af fingrene lidt og lukkede dem om hans mens hun mødte hans blik lidt genert "Jeg har aldrig.. dét.. med nogen." indrømmede hun og strøg krøller om bag det ene øre, med den frie hånd.

[Elias Oliver Wood]

Elias var ufattelig lettet. Det handlede ikke så meget om dobbeltmoralskhed, nu hvor han selv havde gjort det én gang, men var nærmere resultatet af at han helst ikke ville forestille sig Jemima og MacLaggen. Især ikke efter hans grove opførsel tidligere eller dét faktum at han tydeligvis ikke ønskede at droppe ideen om Jemina.
Hendes ad var dog lidt dobbelttydigt, og han anede ikke om det var henvendt til selve ideen om intimitet eller om det specifikt galt den yngre knægt. Da hun fortsatte og tilmed greb lidt om hans fingre, var det nu en velkommen distraktion for overtækningen. Øjnene mødte hendes, før et forlegent smil strøg om læberne.

"Det er heller ikke noget jeg sådan... forventer... bare så du ved det," sagde han blødt med en trækning på skuldrene. Nok havde Jemima førhen talt om at gå sin egen vej frem for familiens, men han kendte til forventningerne der kunne følge med at være et medlem af en gammel slægt.

"Jeg har prøvet det," Indrømmede han så. "Én gang."

[Jemima Burke]

Jemima var ikke helt sikker på, om det var lettelse hun så glide over hans ansigt, men det var sådan hun tolkede det og det trak lidt i hendes mundvige, mens hun betragtede ham med et halvt spørgende blik.

Hun nikkede mens hans talte, et lille smil stadig på hendes læber. Det var svært ikke at føle sig lidt smigret over han overhovedet havde tænkt på hende i sådan en sammenhæng, selvom det på samme tid også fik maven til at tumle med nervøse sommerfugle. Måske allermest fordi hun ikke var sikker på hun havde så meget imod tanken.

Hans indrømmelse fik brynene til at krybe lidt sammen og efter et lille, eftertænksomt øjeblik, nikkede hun bare "Okay." smilet trak igen i hendes mundvige, uden at hun følte behov for at finde ud af med hvem. Hun havde en idé om det, troede hun selv.

[Elias Oliver Wood]

"Okay," Lød det medstemmende fra Elias med et blødt nik og et undersøgende udtryk i øjnene. Men Jemima smilede og det fortalte ham en hel del. Fingrende krummede sig tættere om hendes, selvom han vidste at han uundgåeligt måtte slippe dem på et tidspunkt før nogen skulle se dem og gøre sig tanker om dét forhold de endnu ikke selv havde sat ord på. Naturligvis ønskede han ikke at det her skulle være en hemmelighed - hvad end det var -, men det var deres tid til at lære hinanden at kende på en ny måde.

"Skal vi gå hen mod bålet? Jeg tror de tænder det snart," Foreslog han, uendelig fristet til at bøje nakken en anelse for at møde hendes læber for første gang i en lille evighed. Sådan føltes det virkelig.

[Jemima Burke]

Jemima nikkede og gav hans fingre et lille klem, uden at have travlt med at slippe hans hånd. For bare et år siden kunne hun ikke have forestillet sig hun nogensinde ville have sådan en snak med ham, men det føltes rigtigt nu og hun følte sig dejligt let når han smilede til hende "Mhm.." begyndte hun og nikkede igen, mens maven boblede lidt over udtrykket i hans øjne, som hun havde set flere gange efterhånden. Fortænderne fandt underlæben igen et øjeblik, som om hun overvejede noget. Hovedet gled lidt på skrå og hun måtte knibe det ene øje i mod solen "Vi kunne også lige gå en lille omvej derover.." foreslog hun med et skævt smil og et sigende blik før hun tilføjede "Mine forældre er ikke med i år."

[Elias Oliver Wood]

Selvom en sammenstykkende lyd havde forladt Jemima, havde de ikke bevæget sig ud af stedet. Overvejelsen kunne ses i hendes ansigt, allerede før forslaget gled over de bløde læber. Og der var noget over netop dét udtryk hos hende, der både gjorde ham spændt og blød i knæene.

"Hm?" Han fulgte hendes blik mod området hun hentydede til. Det var vitterligt i den modsatte retning af hvor alle andre syntes at bevæge sig hen. Der hvor der hverken var boder eller bål at begive sig i kast med. Men der var måske andet de kunne lave... Smilet krusede i hvert fald godt frem.

"God ide. Kom." Han fulgte hende væk fra bålet, væk fra mængden og forhåbentlig på god afstand af Algernon McLaggen.

[Jemima Burke]

Jemimas smil krøllede lidt mere op og gjorde tænderne synlige, mens hun betragtede hans ansigt og så knutten falde. Hun nikkede og gav hans hånd et klem før hun modvilligt slap den og begyndte at gå med en efterhånden velkendt kriblen i mellemgulvet "Bålet kan godt vente lidt." dømte hun og fortsatte "Jeg nåede aldrig at få fat i en krans fordi jeg ledte efter dig."