Hjem?

[Hamish Buchanan]

Hamish så tilbage, da Archie talte igen. Langsomt nikkede han. "Overvejende, ja. Vi taler om det, uanset hvor ubehageligt det er. Det hjælper at få det ud i det åbne."

Det var lidt følelsestungt, men Archie var den eneste, udover Alissa, som han for alvor ville bevæge sig ind på det område overfor.

"Og vi har en aftale om ikke at gå vrede i seng. Simpelt, men effektivt."

[Archie McCormack]

Det var mere, end Archie havde forventet, at Hamish ville dele med ham, men han påtalte det ikke. Han nikkede blot tankefuldt og overvejede det, der mest af alt lød som en eventyr-løsning.

"Og hun forstår altid?" spurgte han, kunne ikke for alvor tro det om den unge heks, der for ham stadig fremstod en kende overfladisk.

[Hamish Buchanan]

Hamish overvejede spørgsmålet, svarede ikke bare uden at tænke. Til sidst nikkede han dog, en eftertænksom rynke mellem brynene.

"Oftest, ja," svarede han ærligt.

[Archie McCormack]

Archie var skeptisk, men respekterede Hamish for meget til at vise det og vendte blot mundvigene lidt nedad med et anerkendende nik. Tavsheden faldt, mens han tog en tår mere.

"Hm," brummede han eftertænksomt og drak igen, værdsatte i sit stille sind, at Hamish havde afsat tiden til at vende dagens krise med ham. Den tanke lagde han selvfølgelig ikke ord på.

[Hamish Buchanan]

Hamish behøvede ikke mere reaktion end det og drak blot en tår mere. Han skulle hjem til Alissa, men tog gerne lidt tid ud af sin dag til sin ven. Omend de vist snart trængte til at se hinanden, uden at der var en krise involveret.

Personligt mente han, at Archies hustru måtte se at få sine prioriterer i orden, når det så ofte endte her. Men det sagde han naturligvis ikke højt. Drak bare i stilhed.

[Archie McCormack]

Archie skulle også hjem til Valerie og det var ikke uden et vist stik fra samvittigheden, at han var taget til Kimæren. Det tog ham resten af glassets indhold at forberede sig på samtalen og han brugte den i tavshed med Hamish, som han takkede for hjælpen med et alvorligt nik, før deres veje atter skiltes.

Og ikke længe efter trådte han ud ad pejsen i stuen i Godricdalen.

[Valerie McCormack]

Valerie havde været hjemme en del timer nu og fornemmede, at Archie ikke havde tænkt sig at komme direkte hjem fra kontoret. For en dag, der havde været sat af til at blive brugt i hinandens selskab var det ikke ligefrem imponerende, men hun forventede, at han på et eller andet tidspunkt ville indfinde sig.

Derfor havde hun lavet mad, en af hans favoritter, uanset hvordan hun så havde det efter episoden tidligere. Det havde været færdigt nogen tid, da det blussede op i kaminen.

Hendes blik gled op fra bogen fra sin placering i sofaen, men fandt snart tilbage til siden igen og hun talte roligt. "Der er mad i køkkenet."

[Archie McCormack]

Hvis Archie havde været i tvivl om, at Valerie var sur på ham, forsvandt den fuldkommen ved det forbeholdne blik og besked. Han nikkede en gang, men bevægede sig ikke derud.

I stedet krydsede han afstanden til hende og satte sig på kanten af stuebordet, halvdelen af det stadig mellem dem.

“Mine øjne,” lagde han ud efter et langt øjebliks tankefuld tavshed. “Har det aldrig gået dig på?”

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke decideret vred, men til gengæld både tilbageholdende og en anelse betænkelig. Hun forventede da også halvt, at Archie bare ville gå ud i køkkenet, men da han i stedet kom over og satte sig på bordet, gled hendes blik alligevel op mod ham. Brynene trak sig sammen over spørgsmålet og hun sænkede bogen til sine lår.

"Nej," svarede hun, uden den mindste tvivl, men også helt alvorligt i kontrast til indholdet af ordene. Måske gav det dem mere vægt, end hvis hun havde sagt dem i sit sædvanlige, bløde tonefald. "Jeg har altid været forelsket i dem. De er en af mine yndlingsting ved dig."

[Archie McCormack]

Kommunikation, havde Hamish sagt, og Archie troede da også til en vis grad på det, selvom han ikke var uden skepsis. Men det betød ikke, at han ikke ville give det et skud, uanset hvor unaturligt det så faldt ham.

"Folk har altid... reageret på dem," konstaterede han dæmpet, selvom det havde været langt værre, dengang han bare var en ranglet og temmelig tilbageholdende knægt.

[Valerie McCormack]

Valerie var en anelse overrasket over samtalen, der ikke var, hvad hun ville have forventet, når først han kom hjem. Hun lukkede bogen sammen om fingrene og rynkede lidt på brynene.

"Hvordan reageret?" spurgte hun dæmpet, reelt uvidende, men også alvorligt.

[Archie McCormack]

Archie skænkede ikke bogen et blik. For en gangs skyld slap han ikke hendes, før hun talte og selv da slog han det kun kortvarigt ned.

"Som var jeg vansiret," svarede han dæmpet, netop som han fandt lyse øjne med de forhadte tofarvede.

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke komplet uforstående. Hun huskede tydeligt den allerførste gang, hun havde set Archies øjne. Da de var stødt ind i hinanden på en af korridorerne og hun havde tabt sine besværgelsesnoter ud på hele gulvet. Hun huskede det uventede sug af overraskelse, det havde givet i hende, da hun havde set op og havde mødt det tofarvede blik.

Men følelsen var næsten med det samme blevet til fascination og siden havde den kun udviklet sig noget dybere og varmere. Brynene forblev let sammentrukne og hun nikkede en enkelt gang, signalerede sin forståelse og lagde bogen helt fra sig.

"De får dig til at skille dig ud," medgav hun og mødte hans blik, men var ikke færdig med at tale. "Jeg kan huske, at jeg var overrasket første gang jeg så dem, men det var også dem, der først fangede min opmærksomhed og tiltrak mig," fortsatte hun og smilede ganske svagt. Alvoren forlod dog ikke blikket.

[Archie McCormack]

Det var ikke, at Archie ikke ville skille sig ud, men det havde altid handlet om at udmærke sig og ikke for noget, han var født med. Det havde hans far gjort tydeligt, at han uanset ikke var værdig til. Så det eneste, han havde, var øjnene. En fejl.

Men nu sad han over for Valerie, konfronteret med, at det var netop den fejl, der havde ført til, at de sad der i dag. Han fugtede læberne og så ned på bogen i hendes hænder. Blikket hvilede der lidt, mens han sad i tavshed, før han så op på hende igen.

"Hvalpen..." Han tog en indånding. "Hvis den vil gøre dig glad... Lad os se, om det stadig er en mulighed. Hm?"

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke blind for, at Archie var villig til at gøre en del for at glæde hende - inklusiv noget, som ville genere ham selv. Af samme grund sprang hun ikke op i glæde, men betragtede ham fortsat med let sammentrukne bryn og en alvorlig mine, uanset hvordan hendes indre så føltes lidt blødt bare ved tanken om hvalpene.

"Det vil den ikke, hvis den gør dig ukomfortabel," konstaterede hun og mente det. Hun vidste med sig selv, at det ville blive siddende som en bekymring, hvis hun bare sagde ja. "Jeg vil ikke have ham, hvis han bliver en påmindelse om noget, du ikke kan lide ved dig selv."