Har man sagt A

[Sylvester Buchanan]

31. juli 2027 - mandag efter Avery-Buchanan brylluppet

Sylvester så ikke ligefrem frem til at skulle sidde overfor Callistus S. Bancroft i det ærinde der nu engang var grunden til han havde bedt ham møde op på sit kontor, nogle dage efter mødet han havde haft med Dominique O'Callaghan .

WEekenden havde været optaget af bryllup og måske var det meget godt det havde haft første prioritet i hans tanker, selvom sagen ikke havde kunnet undgå at rumstere i hans bevidsthed.

Havde han ikke været involveret med Abigail Bancroft ville det stadig have været en speget affære, men netop fordi han var det, var det hele lidt blandet sammen med hans privatliv, end han brød sig om og han var allerede en smule anspændt, da det bankede på døren. Han rejste sig dog for at åbne selv, i stedet for blot at konstatere til personen på den anden side, at vedkommende skulle komme ind.

[Callistus S. Bancroft]

Callistus Bancroft og Sylvester Buchanan var begge vigtige mænd i ministeriet. De var overhoveder i hver deres afdeling og sad begge i Højmagiratet og nogen kunne således fristes til at sige, at de to herrer var ganske ligeværdige. Men Bancroft havde haft job i ministeriet siden før Buchanan blev født, og var derfor uofficielt over ham. I hvert fald ifølge gamle traditioner. Desuden havde Bancroft ganske bevidst valgt ikke at konfrontere den yngre troldmand, vedrørende forholdet til Bancrofts yndlings barnebarn. For Abbies skyld, selvfølgelig. Men Buchanan var et fjols hvis han troede, at han på nogen måde kunne intimidere Bancroft, og den ældre troldmand var således heller ikke på nogen måde bekymret for mødet.

Han bankede på døren. En formalitet. Og var ganske tilfreds med, at Buchanan selv kom og åbnede døren, så Bancroft kunne træde ind på kontoret der var ganske lig hans eget i størrelse. Hans ansigtsudtryk var venligt og imødekommende, alt i mens han betragtede kontorets indretning, og nåede til en tilfreds, mental konklusion om, at hans eget var bedre.

"Mr. Buchanan," hilste han endelig og stak hånden frem for at gribe den yngre troldmands i et solidt håndtryk. "Godt vi endelig fik tid til et lille møde." Bancroft lignede ikke en mand, der på nogen måde var bekymret for hvad det skulle handle om. Og det var nok fordi, han heller ikke var det.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester trådte høfligt til side for at lade den ældre troldmand træde ind på kontoret, omend hans egen mimik var en smule mere neutralt mens han lukkede døren. Han tøvede dog ikke før han tog den andens hånd og gav den et tilsvarende, solidt tryk tilbage "Mr. Bancroft." hilste han tilbage og ville måske i en anden situation have taget lidt lettere på det hele end han gjorde nu "Det var vist uundgåeligt, situationen taget i betragtning." han slog ud mod den ledige stol ved skrivebordet "Jeg ville foretrække grunden tilvores møde var en anden."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft satte sig i stolen som var det hans egen, alt imens han studsede over Buchanans ordvalg. Et bryn rykkede let på sig. "Uundgåeligt? Jeg håber da ikke at du helst så vi undgik dette møde? Jeg har ellers længe gerne ville tale med dig, Mr. Buchanan. Det er vist kun på sin plads, hvis retfærdighed skal ske fyldest." Bemærkede han med et venligt glimt i øjet der understregede, at han ikke for alvor anklagede den unge troldmand for ikke at ville mødes.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester så et øjeblik spørgende på den ældre mand, det ene bryn hævet lidt. Så nikkede han "Ja, uundgåeligt. Det er svært at lade nogen retfærdighed ske, uden at have hørt sagen fra alle parter." under normale omstændigheder, ville han nok have tilbudt den anden en drink, men for nu lod han være og satte sig i stedet i sin vante stol på den anden side af skrivebordet "Så på den bekostning ville jeg ønske grunden til vores møde var en anden, ja." han mødte den ældre mands blik uden selv at fremvise noget andet end alvor.

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft lod blikket falde vurderende på Buchanan, og lod sig ikke mærke af den momentere tavshed der faldt imens. Han tog en dyb og rolig vejrtrækning alt imens antydningen af et høfligt smil trak i mundvigen.

"Nuvel. Hvis det er dét du vil kalde det. Jeg har personligt set frem til vores møde Mr. Buchanan. Misforstå mig ikke, jeg siger såmænd ikke nej til at mødes under andre omstændigheder heller, men dét her" en pegefinger prikkede bestemt til bordets overflade to gange for at understrege vigtigheden, "det er ikke et møde jeg har sagt ja til fordi det er uundgåeligt, som du kalder det. Jeg ønsker retfærdighed, ligeså meget som du gør. Ellers havde jeg så sandelig heller ikke brugt så mange år i Højmagiratet." Smilet var fuldt tilbage igen, men alvoren i blikket var tydelig.

"Så hvor starter vi, Mr. Buchanan? Jeg går ud fra, at du allerede har snakket med Miss Weasley?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvester sad roligt afventende, mens Bancroft vævede videre i hvorvidt grunden til at være der, var uundgåelig eller ej. Han havde ikke selv taget nogen side endnu. Det kunne han ikke, men at fremhæve de mange år i højmagiratet, klingede en smule hult uanset.

Han nikkede uden at komme nærmere ind på den samtale han havde haft med Dominique O'Callaghan "Jeg tænker vi starter ved begyndelsen. Du stiftede bekendtskab med Miss Weasley på Den Kælne Kimær. Hvordan udviklede det sig derfra?" kvikskribleren var igen klar, duvende let i luften over et stykke blankt pergament.

[Callistus S. Bancroft]

Der var ikke så meget udenomssnak med Buchanan, hvilket Bancroft fuldt ud respekterede. Han nikkede blot og satte sig mageligt tilbage i stolen.

"Jeg havde set hende på De Kælne Kimær, ja. Men jeg stiftede først nærmere bekendskab med Miss Weasley på en togtur til London," startede han og lod sig ikke forstyrre af den skrivende pen. Det var ikke første gang han havde været til møder hvor der blev taget referat med en sådan.

"Vi faldt i snak på stationen, faktisk. Hogsmeade. Og jeg havde en ekstra billet på første klasse, så jeg tilbød hende billetten og mit selskab, hvilket hun takkede ja til." Forklarede han roligt og ærligt. Han havde ingen intentioner om at binde Buchanan en historie på ærmet.

"Så vi dele kupe på turen til London, og... Ja jeg er sikker på at du vil give mig ret i, at Kimæren har nogle dygtige dansere, og Miss Weasley er ingen undtagelse," han gestikulerede roligt med hænderne. "Så jeg gav hende min adresse og tilbød at hun kunne komme og underholde samme aften, hvis hun havde lyst. Og mod betaling selvfølgelig. Jeg mener det er vigtig at vi støtter op om unge kunstnere, og ikke udnytter dem. Og det sagde hun ja til."

Han pausede kort. Mest af alt for at give Buchanan plads til at stille spørgsmål.

[Sylvester Buchanan]

Allerede fra begyndelsen af Bancrofts udlægning, var der betydelige ting til forskel mellem hans og Dominique O'Callaghan's forklaringer, men han lagrede bare forskellighederne mentalt, mens kvikskribler-pennen kradsede hen over pergamentet og fik alt det sagte med.

Sylvester nikkede, uden hverken at be- eller afkræfte, hvad han mente om danserne på Kimæren. Det var hans job at være neutral såvidt muligt "Og hvad fik dig til at give noget så personligt som din adresse til en person du reelt set ikke kendte? Hvorfor ikke holde underholdningen til Kimæren og støtte hende der?" at invitere en ung kvinde hjem til sin lejlighed for at danse mod betaling, gik i forvejen lidt mod Sylvesters egne principper, men han vidste det foregik på Kimæren. Det føltes dog anderledes at det foregik der, hvor kvinderne arbejdede i forvejen. At gøre det samme privat for en ældre, gift mand var en ganske anden sag.

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft var ikke helt tilfreds med Buchanans spørgsmål, men lod det ikke komme til udtryk. I stedet fortsatte han med at vare ærligt, trods han undlod visse detaljer.

"Det er, når jeg ser tilbage på det nu, nok også hvad jeg burde have gjort. Holdt det til Kimæren vel at mærke. Men du har selv mødt hende, Mr. Buchanan. Hun er behagelift selskab," på overfladen. "Og jeg gætter det vel var stemningen der greb mig. Det er en stor lejlighed, og man kan hurtigt komme til at savne nogen at tale med, forstår du. Miss Weasley var danser, så jeg tilbød hende arbejde som danser. Havde hun været portrætmaler eller skrædder havde jeg måske tilbudt hende et andet arbejde. Min pointe er, at vi snakkede godt sammen i toget og jeg ville gerne nyde hendes selskab lidt mere, hvis hun havde lyst."

Han så på Buchanan for at sikre sig, at det var svar nok inden han fortsatte.

[Sylvester Buchanan]

Igen undlod Sylvester at tage side og kommenterede ikke på, hvorvidt Dominique O'Callaghan var behageligt selskab eller ej. Han kendte alt til at gå alene i en alt for stor lejlighed og savne selskab, men de havde tydeligvis forskellige måder at finde selskabet på "Mhmm." nøjedes han med at brumme og fastholdt den neutrale mine, over den ældre troldmands argumentation "Så Miss Weasley sagde ja til dette.. private arbejds-arrangement. Hvad så derfra?"

[Callistus S. Bancroft]

Han nikkede og bar stadig et venligt udtryk.

"Miss Weasley var interesseret i at forlænge aftalen. Jeg forstod på hende, at det handlede om, at jeg kunne tilbyde bedre forhold og bedre løn en Den Kælne Kimær, men jeg har siden hen haft mine spekulationer om hendes egentlige motiv." Bæstet havde trods alt forsøgt at slå ham ihjel.

"Hvorom alting er, så tilbød jeg en fast aftale. Jeg er ikke en mand der kan nænne at sige nej til en ung kvinde si nød, hvis jeg kan hjælpe. Hun har været lærling i min afdeling en gang, vidste du det? Det var en skam hun sagde op, for jeg sætter virkelig pris på ansatte med den slags gåpåmod som Miss Weasley besidder." Musede han kortvarigt, men vendte hurtigt tilbage til emnet igen. Han var ikke ude på at snakke uden om. Ikke helt, i hvert fald.

"Men vi fik en god relation, Miss Weasley og jeg. Et næsten venskabeligt forhold, så meget som det nu engang kan lade sig gøre mellem en ansat og en arbejdsgiver. Og jeg må da indrømme at det overraskede mig lidt, da hun gerne ville... Mere." Han undlod at skæve til den skrivende fjerpen.

"Jeg sagde selvfølgelig nej, både første gang hun insinuerede sådan en udvidelse af vores aftale og også de næste." Det var ikke helt løgn. En sådan aftale indgik han kun med kvinder, som han kunne stole på. Og af gode grunde. Men Dominique O'Callaghan var ingen kvinde. Hun var et bæst med willie blod i årene, så det halve kunne være nok.

"Men hun var insisterende. Jeg ser nu at hendes motiv var et andet end det jeg troede. Forstår du hende og flere af hendes familiemedlemmer har været forbi min afdeling i forbindelse med de nye tiltage vedrørende tryllestavsbevis for alle magikere med mere... Eksotiske familiebaggrunde. Der er jo absolut intet i vejen med williblod i årene. Overhovedet. Men det er min opfattelse at flere i familien tog initiativet om tryllestavsbeviser særlig pænt. Hvilket selvfølgelig er fuldt forståeligt, men regler er regler Mr. Buchanan, og uden regler og retningslinjer kan vi ikke have et moderne samfund. Det ved jeg, at du er enig med mig i."

"Min pointe er, at Miss Weasley og hendes familie igennem det sidste års tid, desværre har haft et uheldigt syn på min afdeling. Og ikke mindst min person. Jeg vil derfor ikke afskrive, at hendes forsøg på at dræbe mig, ikke har været planlagt siden vi mødtes første gang."

[Dominique O'Callaghan]

[Sylvester Buchanan]

Sylvester sad tavs, men opmærksomt lyttende, men Bancroft forsatte med sin side af sagen. Udtrykket var stadig neutralt, selvom flere og flere forskelle mellem de to sider af sagen dukkede op.

Mere end det, var der noget i den ældre troldmands overbærende attitude omkring det hele, der strøg ham mod hårene. Som om den anden ikke tog det mere alvorligt, end en svirrende flue.

Han nikkede afmålt flere gange, uden at afbryde før Bancrofts sidste påstand "Så du mener hele Miss Weasleys familie, skulle have været medvirkende?" det var en lidt stor mundfuld og han kunne ikke holde en snert af skepsis ude af stemmen.

[Callistus S. Bancroft]

Han bemærkede skepsissen, og det behagede ham ikke. Men han fortsatte alligevel i en rolig tone. "Det har jeg absolut intet belæg for at kunne påstå. Jeg nævner det blot for at påpege, at individer påvirkes af hinanden og det er vel ingen hemmelighed, at Weasley klanen altid har haft..." Han vejede ordene kort. "Lad os kalde det stærke holdninger til måden ministeriet fungerer på. Miss Weasley kan sagtens have planlagt og handlet på egen hånd, men det er ikke første gang vi ser sabotage blive udøvet af medlemmerne i den familie. Jeg mener blot at det bør tages til overvejelse, og jeg stoler på at din afdeling vil undersøge alle sider af sagen grundigt."