Slørede grænser

[Abigail Bancroft]

Fingrene mod den nøgne ryg sendte allerede nu hendes i forvejen afsporede tanker endnu mere på afveje. Men Abbie kunne ikke holde sin krop fra at reagere på nærheden, berøringerne eller samtaleemnet og hun var efterhånden holdt op med at forsøge.

"Der kommer i hvert fald ikke til at være behov for kjoler, hverken denne eller den, du har hængende."

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters pupiller udvidede sig lidt, kun for hendes blik, over de tanker og mentale billeder, den ellers uskyldige kommentar skabte i hans tanker. Fingrene lukkede sig lidt fastere omkring hendes. Det var så let at finde den sorgløse stemning sammen med hende. Fyldt med usagte løfter og måske var de ikke helt så diskrete, som de selv troede "Så længe jeg får lov at pille den af dig, så har jeg ingen klager." svarede han, stadig så dæmpet at kun hun ville kunne høre det, men også med hovedet bøjet mere konspiratorisk ned mod hendes, end der var helt passende.

[Abigail Bancroft]

Det gav et sug i maven, da Sylvesters hånd strammede sig om hendes. Abbie havde i forvejen svært ved ikke bare at læne sig ind mod ham og fange hans læber, især fordi tanken om, at Callistus S. Bancroft kunne se dem, var jaget langt væk af mørke, intense øjne.

“Der er ingen andre, der får lov til det, i hvert fald,” konstaterede hun dæmpet, kun for Sylvesters ører.

[Sylvester Buchanan]

Det allerede temmeligt sigende glimt i hans øjne, blev kun forstærket da han kneb øjnene lidt sammen "Jaså.." brummede han dæmpet og måtte virkelig tage et solidt greb om sin selvkontrol for ikke at trække hende krævende ind til sig "Hvis du bliver ved at sætte den slags billeder i hovedet på mig, kommer jeg til at behøve et koldt bad før vi kan være alene."

[Abigail Bancroft]

De burde virkelig vide bedre, men det var der tydeligvis ingen af dem, der kunne bekymre sig med nu. Det blev i hvert fald ikke aftenens sidste dans - eller flirtende bemærkning.

Og Abbie var mere end tilfreds, da hun endelig kunne få Sylvester helt for sig selv.

afsluttet