Mod engen

[Gillian C. Fudge]

Det lød ikke vildt imponerende at have brugt det meste af ferien isoleret på sit værelse eller alene i de lange, tomme gange i Darrow-hjemmet, hvor hendes primære kontakt var med de mange portrætmaleriers beboere.

“Jeg har været i praktik i ministeriet,” svarede hun derfor.

[Willard Ollivander]

Willard hævede begge bryn let, men nikkede lidt med en gnist af interesse i blikket. Han brugte selv det meste af sommeren på at være i lære hos Osbert Ollivander, men det lød besnærende at være et andet sted i praktik.

"Hvordan var det? Hvor var du henne?"

[Gillian C. Fudge]

“På afdelingen for overvågning og regulering af magiske væsner,” svarede Gillian, ikke komplet uden tøven. Det var ikke et emne, hun uden omtanke diskuterede med andre.

“Det var interessant. Ér interessant. Jeg har stadig fjorten dage tilbage.”

[Willard Ollivander]

William nikkede. "Det lyder interessant," medgav han. Magiske Dyr var et af de eneste af hans fag han sådan rigtig synes var ægte sjovt.

"Valgte du det selv? Skal du arbejde med sådan noget?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde aldrig rigtigt brudt sig om Magiske Dyr. Med undtagelse af de få solskinsuger om året, var det ualmindeligt koldt udenfor. Koldt og beskidt. Nej, hun foretrak at være inde med sine bøger. Det kunne hun bare ikke fortælle ham, uden også at komme ind på, hvad der havde fået hende til så at hæve det til F.U.T.

"Ja, det tror jeg," bekræftede hun med et lille nik. "Jeg vil gerne forske. Inden for ministeriet."

[Willard Ollivander]

Willard smilede svagt. "Ja? Det lyder godt. Hvordan kommer man til det? Gode kontakter hjælper sikkert," foreslog han, uden at lyde bitter.

Det var virkelig ikke hendes skyld, at hans skæbne var låst.

[Gillian C. Fudge]

Forslaget fik Gillian til at spænde bare en smule op i skuldrene og hun blinkede et par gange. Det kunne næppe siges, at hendes familie havde formået at bane nogen vej for hende gennem det sidste år, men hun havde selvfølgelig ingen interesse i at dreje opmærksomheden mod skandalen.

"En sommerpraktik hjælper bestemt," konstaterede hun derfor i stedet. "Gode karakterer også."

[Willard Ollivander]

Willard kendte som sådan godt til skandalen, overfladisk, men han vidste også at fløden rejste til toppen uanset skandaler. Det virkede ikke til at have påvirket Gillians fremtidsudsigter synderligt.

Han nikkede lidt af det sikkert også rigtige svar og rankede sig en smule, som de kom til pladsen, hun på hans arm. Han stivnede dog lidt, da han fik øjenkontakt med Iris Burke.

[Iris Burke]

Iris havde haft det elendigt efter brylluppet få dage forinden, men selvom hun ikke vidste, hvorfor Will helt havde været, som han havde været, så regnede hun ikke for alvor med, at det var det. Af samme grund ledte hun efter ham, havde ærligt talt brugt det meste af aftenen på at strække hals efter ham.

Da hun endelig fik øje på ham, kom han gående arm i arm med en anden pige. Gillian Fudge eller hvad end, hun nu kaldte sig. Iris stivnede fuldkommen og al momentær glæde drænede fra hendes ansigt, som fingrene lukkede sig tættere om kruset med saft og blikket låste sig fast i Willards.

Pulsen steg, men hun prøvede at hindre tankerne i at løbe løbsk, som hun tvang sine ben frem og snart fandt sig foran de to andre. Smilet føltes stift og overdrevet høfligt, som hun nikkede let til Gillian og rettede blikket mod sin kæreste. "Jeg har ledt efter dig."

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde ingen anelse om, hvad der ventede hende lige rundt om hjørnet og nød derfor bare at gå arm i arm med Willard på en helt udramatisk aften. Hun så først, at Iris Burke havde kurs mod dem, da det var for sent og hun følte sig allerede klemt ved måden, grævlingen syntes at spænde lidt op ved hendes side. Følelsen blev kun understreget af det høflige nik.

"Jeg kan lige finde noget at drikke," foreslog hun, ude af stand til at ignorere følelsen af, at hun var endt i midten af noget, der ikke vedkom hende.

[Willard Ollivander]

Willard vidste ved gud ikke hvorfor Iris havde ledt efter ham, men hans hjerte hamrede over at se hende, have øjenkontakt med hende. Han lagde knapt mærke til Gillian, der kom med et forslag om at trække sig lidt. Han nikkede fjernt og klarede halsen. "Vi ses om lidt, Gillian," lovede han, uden at se på hende.

I stedet var hans opmærksomhed på Iris og brynene tæt rynkede. "Hvad vil du?"

[Iris Burke]

Vi ses om lidt. Ordene var som salt i såret og Iris kunne ikke hindre det i at flakke over sit ansigt. Al forhåbning om at få udglattet det, der var sket ved brylluppet, gled ud i sandet over det svar han mødte hende med og hun havde en umiskendelig følelse af lige at have fået al luften slået ud af sig.

"Jeg regnede med at tilbringe noget af aftenen med min kæreste," svarede hun, bare en anelse skingert på det sidste, selvom hun ellers formåede at holde stemmen nogenlunde rolig. "Men jeg kan da godt se, at du er travlt optaget."

[Gillian C. Fudge]

På et par sekunder var Gillian gået tilbage til at være komplet usynlig igen og hun mærkede hjertet synke i maven. Det var ellers ikke mere end øjeblikke siden, at de havde danset og Willard havde spurgt, om han måtte kysse hende.

Nu følte hun sig som luft og hun gled tavst væk fra hans arm, nåede lige at få brudstykker af deres udveksling med. Kæreste. Pludselig følte hun sig idiotisk. Måske hendes mor i virkeligheden havde ret. Der var åbenbart ingen drenge, man for alvor kunne regne med.

[Willard Ollivander]

Willard blinkede i chok over Iris' svar. Ikke så meget på grund af skingerheden, men fordi hun omtalte ham som sin kæreste. Han forstod ikke så meget af det og var efterladt med en let ringen mellem ørerne, som han rystede væk med et forundret udtryk i ansigtet.

"Hvad snakker du om? Du gik, efter at vi havde skændtes, fordi du havde ignoreret mig hele aftenen," svarede han. "Jeg troede slet ikke du ville være kærester mere..."

[Iris Burke]

Iris' øjne spærrede sig lidt op over hans ord og læberne faldt fra hinanden, før et lidt indigneret udtryk gled over hendes ansigt. "Ignoreret dig?" faldt det forurettet fra hende, mens maven vred sig ubehageligt.

"Jeg havde glædet mig til at se dig hele aftenen. Du var den eneste, jeg rigtigt ville se, men da jeg fandt dig, var det dig, der ikke ville tale med mig. Du var virkelig led, Will."