Møl om en flamme

[Archie McCormack]

Archie havde ingen grund til at bryde tavsheden. Han havde det perfekt sådan. Ingen unødvendige ord, blot Valerie ved hans side og solen mod ansigtet.

Først ved spørgsmålet drejede han hovedet og så ned på hende igen. Brynene trak sig lidt sammen, overvejede om spørgsmålet var udtryk for en tøven fra hendes side. Men i sidste ende nikkede han en gang, ikke i tvivl om sine egne følelser omkring det.

“Ja.”

[Valerie McCormack]

Valerie mødte hans blik og ved svaret delte læberne sig i et varmt smil, som nåede helt op i de lyse øjne. Maven slog en lille, behagelig kolbøtte og fingrene strammede sig lidt om hans side.

"Godt," svarede hun. "Jeg har glædet mig til det."

[Archie McCormack]

Archie smilede ikke decideret, men hans mundvige buede let opad ved synet af hendes og han gengældte det blide klem om hendes side uden tøven.

"Godt," svarede han med en varme i tonen, der afslørede, at hun ikke var den eneste.

[Valerie McCormack]

Valerie havde en rar, varm fornemmelse i kroppen og med dét at se frem til, forblev smilet om hendes læber. Hun havde dog ikke travlt med at komme derover, men nød blot at gå sammen med ham og hun tog en indånding af den lidt for lune, skotske sommerluft. I nogle øjeblikke sank stilheden sig igen, før en eftertænksom tanke undslap hende.

"Savner du nogensinde Skotland?"

[Archie McCormack]

Spørgsmålet kom bag på ham og Archie måtte bruge et par minutter på at overveje sit svar. Skotland var, hvor han var vokset op. Det var hans forældre, som han altid havde følt sig så forkert ved siden af, men det var også, hvor han havde fundet sit ståsted. Det var, hvor han havde fundet kærligheden for at arbejde i det fri og dér, hvor han havde fundet Valerie.

“Ja,” indrømmede han. Godricdalen var et fint sted at bo, men det var småt og der var nysgerrige naboer til alle sider. “Jeg savner naturen.”

[Valerie McCormack]

Valerie lod sig ikke mærke af den længerevarende tavshed. Hun var vant til den og forventede, at der ville komme et svar. Hun tog en tår af saften og lænede sig lidt ind mod ham, da han svarede.

Blikket gled op mod ham og hun smilede svagt, selvom blikket var eftertænksomt. Fingrene strøg over hans side.

"Jeg ville ikke have noget imod at flytte hertil," konstaterede hun. "Et sted ude på landet med naturen tæt på..."

[Archie McCormack]

Archie så ganske vist ned mod hende, men ikke direkte på Valerie. I hvert fald ikke før hun talte og tofarvede øjne fandt lyse.

"Ja?" spurgte han og kom til at smile et af de smil, der normalt hørte til derhjemme og viste det meste af tandsættet.

[Valerie McCormack]

Maven slog altid en kolbøtte over dét smil og hendes egne tænder kom til syne, som hun nikkede blødt og trak blikket op til hans.

"Ja," bekræftede hun. "Hvis du også vil."

[Archie McCormack]

Der gik et par øjeblikke, før selvbevidstheden trådte til igen og Archie fik kvalt smilet. I hvert fald nogenlunde. En blød sitren lå stadig om den ene mundvig.

"Så modig, du er blevet. Først ørkenen og nu helt alene med mig i højlandet?" Det var lige så meget en drilsk bemærkning som det var et forslag.

[Valerie McCormack]

Valerie kom til at le lavmælt over ordene og var tydeligvis ikke specielt bekymret ved udsigten til at være alene med ham. Hun rødmede dog også bare en anelse, selvom et svagt selvtilfreds smil blev på læberne.

"Det er alt sammen en del af min onde plan om at få mit yndlingsmenneske helt for mig selv," svarede hun, let om hjertet og med tænderne blottet.

[Archie McCormack]

I virkeligheden havde Valerie altid været langt mere modig end ham og Archie gav hende blot et lille klem. Svaret fik ham da også til at smile lidt for sig selv og hans tag om hende blev bare en smule fastere.

"Diabolsk," bemærkede han og lød ualmindeligt tilfreds.

[Valerie McCormack]

Valerie var nok det mindst diabolske menneske, der fandtes, men hun smilede alligevel smørret over svaret og ikke mindst tonefaldet, mens maven summede behageligt ved tanken om at finde et hjem i den skotske natur.

"Du ved det," svarede hun tilfreds, mens de gik tæt sammenslynget. Og hun kunne da heller ikke lade være med at gå og smile lidt for sig selv.

[Archie McCormack]

Archie vidste det virkelig ikke. Faktisk vidste han, at Valerie var meget langt fra diabolsk, nok nærmere altruistisk. Men han nød den legende stemning og udsigten til at kunne vende tilbage til Skotland; en drøm, han ikke engang selv havde vidst, han gik rundt med.

Sagtnet fart eller ej, nåede de snart torvet og hans hånd faldt fra hendes side for i stedet at tage hendes.

[Valerie McCormack]

Valerie tog mod hånden og tøvede ikke for alvor, før hun lod sine fingre flette sig ind mellem hans. Der var masser af liv på torvet og flere par, der havde samlet sig omkring den flettede ring af korn.

Maven gav et lille sug, men hun smilede blot op til Archie og kastede et halvt spørgende, halvt opfordrende blik op på ham. Inviterende.

[Archie McCormack]

Det var alt sammen en temmelig uventet ramme, selvom Archie havde haft mulighed for at forberede sig hjemmefra. Men nu han stod der, tøvede han et øjeblik, før han førte hende med sig ind blandt menneskemængden. Her trak han hende tættere og bukkede nakken lidt mod hende.

"Jeg lover, at jeg aldrig forsvinder igen," erklærede han alvorligt og kun for hendes ører.