Begrænset udsyn

[Cailean Morgaine]

Hvad fanden var dét nu for et tvetydigt svar? Cailean så om muligt endnu mere forvirret ud end før.

"Altså vil du have at jeg sidder ved siden af dig eller ej?" Fløj det ud af ham, inden han nåede at minde sig selv om, at det var ham selv der var ukomfortabel med det hele.

[Summer Maddox]

Summer rynkede brynene. Igen havde Cailean taget en afkørsel, hun slet ikke var fulgt med på. Faktisk havde hun været i tvivl om, hvorvidt han overhovedet ville sidde med hende.

"Jo," svarede hun uden tøven, selvom hun måske burde have tøvet. Bare en smule. Måske bare have overvejet det.

[Cailean Morgaine]

Cailean blev stående et øjeblik, uden at hverken svare eller rykke på sig. Han havde uden tvivl fået rodet sig ud på dybt vand. Igen. Han fugtede tørre læber, sank og gjorde klar til at sætte sig igen.

Og måske var det fordi hun var så forbandet forvirrende, at han en smule distraheret fik sat en fod forkert og gled.

Naturligvis greb han ud efter hvad som helst, og mens røven ramte grenen de sad på, landede hånden på noget der var lidt blødere og varmere end en gren. Var det Summer Maddox' lår han havde fået fat i?

[Summer Maddox]

Det var, som altid, ekstremt forvirrende at være i nærheden af Cailean og han gjorde det ikke nemmere, når han havde strakt sig sådan, allerede klar til at rykke videre, men uden at gøre noget ved det. Og så skete alt meget hurtigt.

Instinktivt lænede hun sig mod Cailean og greb fat i ham, netop som en langfingret hånd lukkede sig om hendes lår. Ikke, at hun tænkte meget over det. Eller burde, selvfølgelig. Det kunne jo ske, når man sådan var ved at miste balancen.

[Cailean Morgaine]

Summer Maddox havde fat i ham. Og han havde fat i Summer Maddox. Måske var det fordi han havde været lige ved at falde ned, at hjertet pumpede blodet hurtigere rundt. Måske var det fordi han på en eller anden måde, ret ofte endte med at rode sammen med Summer Maddox. Og tanken om hvad den slags roderi, havde ført til tidligere.

Han burde nok bede hende om at give slip. Han burde nok fjerne sin egen hånd. Han burde nok i det hele taget bare sætte sig på pladsen ved siden af hende som før, og lade som ingen ting. Men hånden fik lov at blive liggende, alt imens han måske kom til at rykke lidt tættere på hendes ansigt.

[Summer Maddox]

Der var helt klart noget mellem hende og Ailis C. Finnigan, som var meget mere end bare venskab. Men Summer kunne heller ikke benægte, at hun følte sig blød i knæene og Cailean, hvor streng han så ellers kunne være over for hende.

Og lige nu følte hun sig også helt tør i munden over hånden på hendes lår. Et ansigt, der kom tættere på. Hun vendte sit eget væk og rykkede lidt på sit ben.

[Cailean Morgaine]

Cailean flyttede ikke hånden selvom hun rykkede på benet. Den fulgte ligesom bare med, alt imens han overvejede om han skulle stramme eller løsne grebet. Det eneste det blev til, var fingre der rykkede en smule på sig, og gjorde det temmelig tydeligt, at det var en lille smule bevidst at han ikke tog hånden til sig.

Det var farligt, selvfølgelig. Han vidste fra erfaring, at det ikke var alle piger der prøv sig om hænder på deres ben. Men nu var den der jo. Og det kunne ikke skade at teste en teori to gange.

Og lige nu, når ingen af dem sagde noget og solen var på vej ned bag horisonten, var det lidt for nemt at glemme, at han jo slet ikke var interesseret i alt det dér med piger og kysseri.

[Summer Maddox]

Hånden blev liggende og uanset hvordan den var endt der, kunne Summer ikke lade være at tænke, at han måske ikke havde meget imod at holde en hånd på hendes lår. Hun fugtede læberne og kastede et undersøgende blik på ham. Måske burde hun vide bedre, men...

"Kan du lide mig, Cailean?"

[Cailean Morgaine]

Cailean så mildest talt en smule forskrækket ud over spørgsmålet. Han måtte synke, inden han åbnede munden med en intention om at servere reflekssvaret nej. Det var det han burde sige. Konsekvenserne af alle andre svar var simpelthen for uforudsigelige og skræmmende til, at de var en mulighed. Måske. Det ved jeg ikke. Kan du lide mig? Lide hvordan? Nej. Nej var det mest fornuftige svar. Det mest velkendte og trygge svar.

Han tog en indånding gennem den åbne mund, men der kom ingen ord med, da han pustede ud. Hans kinder og øre føltes varme, og de var sikkert også helt røde, så han tykkede sammen og trak endelig hånden og blikket til sig igen.

"Jeg har ikke..." Fuck. Nu var det både pinligt og dumt, at han overhovedet havde åbnet munden. "Hvorfor fanden spørger du mig om det?" Mumlede han en smule mere irsk end han plejede, fordi hun absolut skulle hyle ham sådan ud af den.

[Summer Maddox]

Tavsheden sagde i virkeligheden det hele og Summer kom til at måbe. Hun havde da tænkt sit, men også besluttet sig for, at det ikke var klogt at tænke videre over det. Bare stoppe med at opsøge dramaet. Men nu sad indsigten og stirrede hende ind i ansigtet.

"Fordi du rører ved mit ben. Og kysser mig. Men samtidig opfører du dig også, som om jeg har gjort noget for at gøre dig uret," svarede hun ærligt.

[Cailean Morgaine]

Cailean kunne høre sin kusine for sig. Er du bange for lidt kærlighed? At du måske kommer til at føle noget rigtigt? Stædigt havde han selvfølgelig påstået, at han ikke var bange for noget. Men nu blev han alligevel i tvivl. Summer Maddox var den første og eneste pige der havde vist ham den slags interesse og den første og eneste pige han havde prøvet at kysse. Det burde vel ikke være et problem, hvis han var så modig og cool som han prøvede at bilde alle ind? For fanden altså...

"Vil, øh... Vil du have jeg lader være?" Han løftede hagen lidt og undgik bevidst hendes blik, usikker på om han egentlig gerne ville kende svaret.

[Summer Maddox]

Svaret burde egentlig være nemt. Det var jo for helvede bare et ja. Ja, hun ville gerne have, at han lad være. At han lod hende være og stoppede med at være så pisse tarvelig over for hende. Men det virkede også som en løgn.

Så Summer trak i stedet på skuldrene og kastede et blik over ham. "Er det derfor, du tog mig med op i træet?"

[Cailean Morgaine]

Endnu engang kastede hun et spørgsmål efter ham, som han ikke anede hvad han skulle svare på. Og det var dråben der fik kedlen til at flyde over.

Han slog ud med hænderne. "Det ved jeg da ikke!" Han så på hende, "jeg ved det ikke, okay?" Gentagelsen var næsten bebrejdende.

"Hvorfor-" et frustreret suk og en lidt for hurtigt vejrtrækning skød ind. "Du spørger mig om alle de dér ting, og du- det var også dig der... Altså kyssede mig, og..." Blikket flyttede uroligt på sig, og han anede ikke hvor han skulle se hen. Frem, ned, til siden.

"Jeg ved det ikke! Og jeg gider ikke sidde her med dig mere, fordi... Fordi du gør altid det dér, og så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, okay? Så..." Han havde ikke tænkt sig at vente på svar, eller på den tid det ville tage at klatre sikkert ned. Istedet greb han lidt aggressivt fat i grenen de sad på, og firede sig ned i armene til han hang et stykke over jorden og kunne give slip.

Der var lidt langt. Og knæende gav efter, så han landede på røven igen. Men han var lidt for opkørt til at tage sig af det, mens han lettere handlingslammet stod og prøvede at beslutte sig for, hvor fanden han skulle gå hen nu.

[Summer Maddox]

Summer vidste godt, at det var dumt at presse ham. Hun havde gjort det før og var endt med blå mærker de fleste gange. Men nu var det i stedet ord, Cailean ramte hende med og overraskende nok gjorde det næsten lige så ondt.

Måbende så hun til, mens han flygtede fra træet og hun nåede ikke rigtigt at tage sig tiden til at tage en fornuftig beslutning, før hun gjorde ham kunsten efter. Det var ikke, at han havde været særlig elegant, men hun formåede alligevel at tage det hele et skridt op, som hun tumlede direkte ned over ham.

[Cailean Morgaine]

Det var ikke lang tid Cailean havde til at reagere, da Summer pludselig sprang ned fra træet i samme kluntede stil som han selv. “Unghf!”

Han havde strukket armene frem, ikke helt sikker på om det var et forsvar eller et forsøg på at gribe hende. Men det var ikke lykkedes særligt godt, og nu lå han dér i græsset med Summer halvt ovenpå sig og kunne næsten beskyldes for at holde om hende.

Han kunne dufte hendes hår. Og mærke at hendes krop var varm. Alt sammen medvirkende til, at han ikke rigtig fik skubbet hende væk, som han burde. Fuck. Hans hjerte hamrede så hårdt, at han ikke var et øjeblik i tvivl om, at hun ville bemærke det, når de lå så tæt. Selvom han næppe selv var i nogen mental tilstand til, at registrere nogen anden puls end hans egen.