Hej?

[Ian Ogilvy]

Ordene var røget ud, uden at han helt kunne stoppe det og han fortrød det, så snart de var sagt. Hørte, hvor ynkelig han lød. Alt i ham hadede det og var tilpas fokuseret på det til at han ikke registrerede alle forandringerne, der gik over Annes ansigt.

Han hørte dog hendes ord og selvom knoerne var hvide omkring glasset, tøvede han ikke for alvor, før han nikkede og så til sig siden, sikrede sig at ingen havde overhørt dem.

Og selvom han ikke kunne møde hendes blik, slog han let med hovedet og gik udenfor i forventning om, at hun ville følge efter.

[Anne Greengrass]

Udtrykket, hendes ord havde fremkaldt hos ham, sad i hende hele vejen ud. Hun hadede at være grunden til de følelser, hun havde set så tydeligt i hans øjne. Anne slog blikket ned i jorden, da først de var ude. Lidt forvildet og uden helt at vide, hvad hun skulle sige eller gøre.

”Undskyld”, lød det pludseligt fra hende efter et længere minuts stilhed. Da hun mødte hans blik igen så hun helt forpint ud. ”Du havde ret i det du sagde før. Jeg svigtede dig, Ian.”

[Ian Ogilvy]

Ian vidste ikke helt, hvad han forventede, men det var ikke undskyldningen. Den fik ham dog til at se på hende, lidt overrasket først, men så fandt skuldrene uundgåeligt, som om adskillige kilo lige havde forladt dem.

"Anne..." sagde han, som brynene trak sig lidt sammen. "Selvfølgelig gjorde du ikke det. Hun er din søster," sukkede han og kløede sig lidt ved tindingen, selvom han i virkeligheden havde det lidt bedre efter undskyldningen.

"Men jeg er også ked af, at jeg ikke opsøgte dig. Det var ikke fordi, at jeg ikke ville se dig."

[Anne Greengrass]

Anne havde aldrig været god til undskyldninger, men i denne situation havde hun haft et behov for at få ordene over sine læber. De sårede følelser fra hele det sidste halve år og angsten for at have mistet en god ven blandede sig sammen med en følelse af pludselig lettelse, der næsten blev for meget for hende.

”Så hvorfor?”, spurgte hun lidt efter han havde talt færdigt. Lidt tøvende, men hun var nødt til at høre svaret.

[Ian Ogilvy]

Ian følte at svaret var åbenlyst, men det var det måske ikke. Han tog en indånding, rynkede lidt på brynene og så kort til siden, før han rettede blikket mod hende igen og svarede.

"Cora er din søster. Jeg ville ikke ende mellem jer."

[Anne Greengrass]

Det sidste halve år havde skabt en ændret stemning, der havde sneget sig ind mellem dem. Hun mærkede den nu, mens de stod og talte, og selvom hun hørte ham, så havde hun aldrig troet at det skulle være en årsag til at drive dem fra hinanden.

”Jeg har ikke lyst til at vælge mellem jer.”

[Ian Ogilvy]

Ian havde efterladt drinken og det tillod ham at begrave hænderne dybt i lommerne nu. Ordene skar sig lidt ind i ham, men det understregede også bare hele pointen og han rettede sig en anelse, stivede sig lidt af.

"Jeg ville ikke bede dig om det," konstaterede han simpelt og mente det. "Derfor blev jeg væk."

[Anne Greengrass]

Annes bryn trak sig lidt sammen. Hendes blik gled ned over det ansigt, som hun i flere år havde delt sine hemmeligheder med, og for en stund var den sidste kaotiske tid glemt.

”Det behøver du ikke længere”, svarede hun og fandt hans blik. ”Der er plads i mit liv til jer begge."

[Ian Ogilvy]

Ians blik gled over til hende og der var noget tøvende i hans, men også en gnist af noget håbefuldt, selvom han forsøgte at skjule dén følelse. Øjnene klemte sig lidt sammen, men han kunne ikke lade være at spørge.

"Er du sikker?"

[Anne Greengrass]

Det var en mere selvsikker Anne, der trådte et lille skridt frem mod Ian. De grønne øjne gled over hans ansigt en enkelt gang, som hun nikkede bestemt til hans spørgsmål.

”Jeg er helt sikker.” Anne var helt afklaret. Cora ville måske ikke være vildt glad for det, men det måtte de to finde en løsning på.

[Ian Ogilvy]

Måske var det synligt, hvordan Ians skuldre faldt ved hendes ord, men det føltes da også lidt som om, at en usynlig vægt blev fjernet. Han slap en udånding og på en eller anden måde var det som om, at hendes ord gav ham mulighed for at komme ud med det næste, som ellers var en lidt for følsom indrømmelse for ham:

"Jeg har savnet dig."