Perfektion (af fr. perfection), fuldendelse; fuldkommenh [S]

[Alissa Avery]

Alissa havde nok været tre, første gang hun og Fiona havde taget et pudebetræk i hvid silke over hovedet og leget bryllup. Siden da havde hun set frem til dagen, planlagt hver lille detalje. Med årene havde de forandret sig, var blevet mere eller mindre konkrete. Men især det sidste halve år, var alt faldet på plads omkring det.

Vejen dertil havde bestemt ikke været nem, men da Alissa den morgen vågnede op i sengen i hendes barndomshjem, var det med en sitrende fornemmelse helt indefra og ud. Den var blevet der det meste af dagen, selvom hun jo egentlig allerede var gift. Men dette var noget helt andet. En officiel start på deres liv.

Det havde taget nogle gode timer at blive klar, men det meste af det havde også været blot at hygge med Valerie, Fiona, Briony N. Baines og Cora Greengrass. Og så stod hun der. I Buchanan-familiens feriehus i Skotland, hvor hun utallige gange havde løbet rundt i undertøj og leget med sin bedste veninde. Det virkede som en evighed siden, men alligevel ikke så langt som den sidste time op til brylluppet, da først kjolen var på, håret sat og hver detalje dobbeltsikret.

Uanset hvor længe det var, forstod hun det alligevel ikke helt, da hun fik at vide, at det var tid. At alle gæster var placeret på sæder ude i græsset. At hendes liv ventede lige rundt om hjørnet. Usikkerheden kom aldrig op til overfladen. Ikke som andet end et let strammet greb om sin fars arm, da de fulgtes ud af huset. Hendes hjerte hamrede og for første gang nogensinde, frygtede hun i et splitsekund, at hun ville misse et skridt.

Det gjorde hun selvfølgelig ikke, men kom i stedet sikkert gennem haven og da først, hun trådte ind på de lyse blomsterblade, der var strøet ud på i den varme aftensol, forsvandt al tvivlen. Grønne øjne havde nemlig fundet mørke på den anden side af alle gæsterne og hun lyste helt instinktivt op, som alt andet i verden forsvandt.

Der var kun Hamish Buchanan. Lige dér, ventende på hende og hjertet slog så hårdt for ham, at det vel næsten kun kunne være en kamp for at komme ud af ribbenenes fængsel og smelte sammen med ham.

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke en mand, der blev nervøs og han ville da nok også snarere beskrive den følelse, der sad i kroppen, som forventningsfuld. Det kriblede i ham det meste af den dag og tog kun til i styrke, da han endelig iklædte sig det mørke jakkesæt og drak en enkelt whisky sammen med sin forlover under dæmpet samtale.

Og det føltes både som om, at der gik uendeligt lang tid og gik uendeligt kort, før han stod foran alle gæsterne og ventede på sin brud.

Stemningen var sitrende og Hamish udvekslede enkelte blikke med både sin far og forlover, for musikken startede og hans blik drev mod den anden ende af den blomsterdækkede gang. Og da Alissa kom til syne, gik verden totalt i stå.

Vejret sad fast i halsen på ham, mens resten af verden forsvandt. Der var kun hende og han så intet andet. Langsomt blinkede han og han formåede dårligt nok at se på hendes far, da han overtog hendes hånd. Til gengæld smilede han, da han gjorde, på en måde, som ellers normalt kun var for hendes øjne alene. Sådan føltes det da også nu.

[Alissa Avery]

Det var måske en underlig tradition at overgå fra sin fars hånd til en anden mands, kun i en alder af sytten og med et ego, der krævede både selvbestemmelse og selvstændighed. Men det føltes ikke desto mindre helt rigtigt, da hun trådte frem til ham og blinkede til ham med det ene af de grønne øjne.

Ordene var allerede sagt; magien, der bandt dem sammen kastet. Men det forhindrede dem tydeligvis ikke at genskabe øjeblikket og det var både minderne fra dén aften og en taknemmelighed for, at de rent faktisk havde fået det bryllup, de skulle have haft, der indtrådte i hendes ømme blik, der normalt ikke havde nogen plads i offentligheden.

Men Hamish var hendes nu, ligesom hun var hans og det var med en inderlig, altopslugende kærlighed, at hun mødte hans læber i et kys, der besejlede de løfter, de havde aflagt hinanden. Løfter om ærlighed og kærlighed, der ville besejre alt andet. Og hun tvivlede ikke så meget som et sekund.

[Hamish Buchanan]

Hamish hørte næsten ikke ordene. De var uanset ikke så vigtige, som kvinden foran sig og han kunne ikke tilnærmelsesvis løsrive blikket. Der var da heller ingen tøven eller tvivl om hans hengivenhed, da han bøjede sig frem og kyssede hende.

I nogle lange sekunder så han også bare ind i hypnotiserende, grønne øjne, før han tog hendes arm. Sammen, som ægtefolk for alles øjne, trådte de ned ad midtergangen.

Det næste stykke tid gik med utallige lykønskninger, håndtryk og høflige samtaler, før der endelig blev nok luft til at Hamish kunne fange et glas boblende, pink champagne og tilbyde det til Alissa med en hånd mod hendes lænd.

"Du stråler," konstaterede han, kun for hendes ører, selvom hun utvivlsomt allerede vidste det.

[Alissa Avery]

Siden de var flyttet sammen, var det ikke meget, Alissa havde set andre mennesker. Faktisk havde hun prioriteret tid alene sammen med ham, liggende i deres seng uden en trevl på kroppen.

Ikke kun for det fysiske, men lige så meget for at være sammen i deres allermest naturlige. Lære hinanden at kende på en anden måde, end det havde været muligt til sociale arrangementer eller gennem spejlene.

Det betød dog ikke, at hun ikke nød det sociale og hun var som en fisk i vand, især med Hamish ved sin side. Da der var en ledig stund, tøvede hun dog ikke med at læne sig lidt ind mod ham, som hun tog imod champagneglasset med selvfølgelighed.

"Mh," svarede hun med et sitrende smil om læberne. "Jeg er lykkelig." Blikket gled over ham.

"Du ser også ganske tilfreds ud."

[Hamish Buchanan]

De var helt klart lavet til den slags, for det var tydeligt, at ingen af dem var det mindste ukomfortable med arrangementet. Tværtimod havde de en naturlig ånd omkring sig, som Hamish selv fangede et glas ikke-lyserød champagne og skålede tavst med hende. Hans læber trak opefter og det mørke blik funklede lidt.

"Hvordan skulle jeg kunne være andet?"

[Alissa Avery]

De var ikke barbarer, der lod glassene klinke, men hilste i stedet på hinanden og Alissa værdsatte i sit stille sind, hvordan de igen lod til at være på bølgelængde. Hvordan de lod til at passe lige så perfekt sammen som hendes fingre mellem hans.

"Det er et godt spørgsmål," svarede hun med et glimt i øjet og lod den ene hånd vandre op over hans overarm, til hun kunne stryge to fingre over siden på hans hals i en fjerlet berøring.

"Jeg har i hvert fald alle intentioner om at gøre dig meget mere end bare tilfreds."

[Hamish Buchanan]

Gåsehud rejste sig over hans hud under hendes fingre, men han gjorde ikke det mindste for at trække sig væk. Tværtimod lænede han sig blot lidt mere frem mod hende og lod blikket glide ned mod hendes skuldre.

"Jeg vil sige, at dig i den kjole, allerede har gjort en del mere end det..."

[Alissa Avery]

Alissa var mere end bevidst om den effekt, de nøgne skuldre og den blottede hals havde på Hamish. Bevidst om, hvordan ryggen buede fint indad på en måde, hun altid havde fundet tiltrækkende på kvinder. Og det var med ham i tankerne, lige så meget som sine egne ønsker, at hun havde været med til at designe brudekjolen.

Hun var derfor også mere end tilfreds med bekræftelsen på, at hendes anstrengelser havde båret frugt. Ikke, at hun for alvor havde været i tvivl om, at de ville det.

"Det glæder jeg mig til, at du viser mig senere," svarede hun med et smil om læberne, der ikke engang var stuerent nok til at bevæge sig ind i Buchanan-familiens pæne sommerresidens.

[Hamish Buchanan]

En kuldegysning løb ned over Hamish' rygrad over hendes smil og det sitrede ved hans egne mundvige, som hånden løftede sig fra hendes lænd.

I stedet tegnede fingerspidserne et spor ned over hendes nakke og ned til hulningen ved hals og skulder. Han lænede sig lidt mere frem og talte dæmpet, men næsten henkastet.

"Jeg kan komme på flere, farverige måder."

[Alissa Avery]

Det var et temmelig uskyldigt kærtegn, men fik hårene til at rejse sig over den lyse hud. Alissa gøs svagt over fornemmelsen og sank besværet ved tanken om, hvad han mon kunne finde på.

Tungespidsen var flygtigt synlig, som den løb over læberne, både for at væde dem, men også for at trække hans opmærksomme blik dertil.

"Du har aldrig manglet kreativitet på det punkt," svarede hun og selvom hun prøvede at lyde upåvirket, var hendes åndedræt blevet en anelse tungere.

[Hamish Buchanan]

Hamish var hyperopmærksom på alle de små tegn på, at hun ikke var upåvirket; bevægelsen ved halsen, da hun sank, det lille gys og den lyserøde tungespids, der fugtede læberne.

Hans eget blik var mørkt, som det trak svagt ved hans ene mundvig og tydeligvis nød den effekt, han havde på hende. Ikke, at den ikke var der den anden vej.

"Du er en stor kilde til inspiration," svarede han dæmpet, næsten henkastet, som havde de en helt uskyldig samtale.

[Alissa Avery]

Alissa vidste da allerede, hvor exceptionel hun var og hvor heldig, han var, at han var blevet forlovet med hende. Men det gik begge veje. Og hun nød desuden, hvordan han strøg hendes ego med hårene uden at behøve at lyve eller foregive en interesse, der ikke var der.

"Så er det godt, jeg kan fortsætte med at inspirere dig resten af livet," svarede hun denne gang var det neglene, der rørte hans hud, som fingrene søgte op over hans hals igen.

[Hamish Buchanan]

Hamish' tænder kom til syne i et kort glimt, som også spejlede sig i de mørke øjne, næsten uvornt. "Jeg glæder mig allerede," svarede han, alt andet end uskyldigt, før han rettede sig bare lidt op. Uden for alvor at have noget imod, at alle så, hvor gode de var sammen.

Hånden fandt ned til hendes lænd igen, mærkede varmen fra hende gennem det florlette stof. Blikket blev mere varmt end uvornt.

"Så, hvad er dommen indtil videre? Som du havde forestillet dig det?"

[Alissa Avery]

Selv efter at have været klistret til hinanden, lige siden Hamish var kommet hjem fra hospitalet, havde Alissa tydeligvis stadig sine udfordringer med at trække blikket fra ham. Men bryllupsfesten, hun havde brugt måneder, i virkeligheden år, på at planlægge var et emne, der lidt lettere tog hendes opmærksomhed.

"Min bedstefars tale kunne godt have været kortere," bemærkede hun med et glimt i øjet, før hun lod blikket glide over omgivelserne. "Men det er vist også det eneste, jeg kan sætte en finger på."

Blikket dvælede ved hver detalje, før hun vendte tilbage til dén, der i virkeligheden betød mest. Og smilet brød naturligt frem ved mødet med hans øjne.

"Ned til mindste detalje."