Duften af kaffe [S]

[Ronan Thomas]

Det første overraskede ikke Ronan. Det havde han vidst, været frustreret over, fordi han selv var helt modsat. Men ved det sidste, gav hans mave et umiskendeligt sug og han kom til at smile lidt.

"Bedre sent end aldrig med den her samtale, hm?"

[Kala Patil-Fawley]

Det var lidt mere alvorligt, end Kala var komfortabel med. Generelt håndterede hun bedst de tungere emner med smil og store mængder selvironi. Men samtalen havde været undervejs længe og det var først nu, at hun slap en næsten forløsende latter.

"Jo, det..." Smilet lå der stadig, selvom det nu var begrænset til en trækning ved den ene mundvig. "Jeg er ikke så god med ord."

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs muntert over hendes ord og det trak op i et skævt smil, selvom tænderne ikke var blottet denne gang. Han rystede lidt på hovedet, mest af sig selv.

"Det mener jeg at være normalt, men tydeligvis ikke i det her tilfælde."

[Kala Patil-Fawley]

"Jeg synes nu, du gør det godt," forsikrede Kala ham og kastede lidt forsinket et blik ned ad ham, før hun fandt op til hans øjne og blinkede til ham, som for at understrege dobbeltbetydningen, som hun først dér selv havde opdaget.

Men hun kunne selvfølgelig ikke holde masken og kom snart til at grine.

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs muntert over hende, men var heller ikke for god til at himle med øjnene og han gjorde netop det, selvom det trak insisterende i mundvigene.

Og i stedet for at kaste sig ud i flere af de ord, som han netop havde konstateret, at han ikke havde styr på, lænede han sig frem og søgte hendes læber.

[Kala Patil-Fawley]

Det var nok meget godt, at de havde fået taget samtalen, men det betød ikke, at Kala ikke nød, at den var overstået. Det var da også tydeligt i måden, hun mødte hans kys på, ivrigt, men ikke hårdt eller besidderisk.

I stedet var det blødt, næsten ømt. En måde at understrege, at det ikke kun var den fysiske tiltrækning, der havde bragt hende tilbage. Ikke kun det konstante behov for bekræftelse af den form.

Hånden fandt snart siden af hans hals i et blidt kærtegn.

[Ronan Thomas]

Ronans kys modsvarede Kalas og han søgte ikke dybere i det nu, men nød blot bekræftelsen i det, selvom han også var meget bevidst om, at hun ikke var klar til at genoptage, hvad de havde været. Måske var det også for det bedste.

Det summede alt sammen lidt rundt i baghovedet, men blev lidt sekundært, som han kyssede hende ømt og lod tommelfingeren glide langs hendes hals.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde sagt, at hun gerne ville have alle døre åbne og lige da havde hun da også virkelig troet det. Men det føltes også bare så forbandet rigtigt at sidde med ham nu, at hun sagtens kunne bruge timevis der. Og det var dét, der i sidste ende fik hende til at trække sig lidt tilbage.

"Det passer ikke," mumlede hun med panden mod hans, før hun rettede sig lidt op, så hun igen kunne se ind i de mørke øjne, der altid tog pusten fra hende.

"Jeg vil vildt gerne være din kæreste." Hun lod fingrene følge hans kæbe. "Og ikke på en 'bare fortælle dig, hvis du ikke længere er én af dem, jeg vil være sammen med'-måde."

[Ronan Thomas]

Ronan var forvirret først over, hvad hun mente, men ved fortsættelse gled brynene lidt op og han kunne ikke lade være med at se lidt forbløffet på hende. I et sekund eller to sad han sådan, før et unægteligt drenget smil brød over hans læber.

"Yeah?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne forsøge at løbe fra det, alt hun ville, men sandheden var bare, at Ronan kun var vokset i hendes tanker, siden hun havde set ham tæmme en bold første gang og fået et glimt af tænder i et næsten fandenivoldsk smil.

"Ja," bekræftede hun. "Ærligt, der har ikke været et tidspunkt, hvor jeg ikke ville. I hvert fald ikke ud over et idiotisk øjeblik, som jeg så brugte en hel sommer på at sparke mig selv i røven over."

[Ronan Thomas]

Det var svært uimodståeligt og hans hjerte hamrede også, som han så på hende, selvom mange gennem tiden havde kaldt ham for en følelseskold satan. Det lignede han ikke nu, som han så på hende og smilede decideret drenget.

"Altså, hvis du har tænkt dig at give mig endnu en chance, så er jeg ikke idiot nok til at forsøge at standse dig."

[Kala Patil-Fawley]

Det føltes lidt som at gå planken ud, men Ronans ansigt gav hende ingen grund til at være nervøs. Og det var da heller ikke af nervøsitet, at hendes puls steg. Hans smil var så velkendt og alligevel så nyt og Kala kunne slet og ret ikke stå for det.

"Fuck ja," svarede hun med eftertryk, selvom der også var et smil om hendes læber. "Og kom så her."

Hun gav ham ikke tid til rent faktisk at gøre fra eller til, før hun greb fat om hans t-shirt og trak ham ind i et bestemt kys.

[Ronan Thomas]

Det drengede smil voksede kun over hendes ord og han lod sig trække frem, mødte hendes læber på vejen i et kys med fornyet styrke.

Til gengæld gik der ikke mange sekunder, før hænderne var i gang med at skovle hende op på skødet af ham, helt tæt på.

[Kala Patil-Fawley]

Kala lod sig villigt trække tættere og gjorde da også selv et lille vip med hofterne, der bragte hende derop. Han havde godt nok brokket sig over sin nakke, men det var for længst ude af tankerne - og det var trods alt ham selv, der havde hevet hende tilbage.

Der var intet mål med det, intet andet behov end at mærke ham, der fik hende til at søge ind under stoffet og lægge en varm hånd på hver af hans brændende sider. Og pulsen steg allerede støt.

[Ronan Thomas]

Ronan havde helt og holdent glemt alt om sin nakke, som i øvrigt også havde haft tid til at hvile. Det var komplet ligegyldigt ved siden af det, de lige havde erklæret og der gik ikke længe, før hans hænder vandrede over varm hud.

De fulgte ryggen ned, før de gled ind bag det bløde sweatpantstof, lukkede sig om hendes bagdel og trak hende insisterende tæt på.