Duften af kaffe [S]

[Kala Patil-Fawley]

Smilet havde sneget sig ind over hendes læber igen, men fik ikke lov at sidde der længe, før Ronans fortsættelse fik det til at falme og i stedet fik øjnene til at vokse. Selv tomlen standsede sine kærtegn.

"Hvad? Hvordan?" spurgte hun og havde på få sekunder glemt alt om dem, deres historie og hvad de ellers havde været på vej til at finde ud af.

[Ronan Thomas]

Ronans mål havde vitterligt bare været at understrege at han tænkte på hende og han så lidt overrasket ud over hendes udtryk, før han trak let på skuldrene.

"En af de andre udløste en fælde, så vi blev fanget derinde," konstaterede han, som om det var ingenting. Men det var da også en form for hverdag.

"Det er ikke første gang, men det var alligevel en af de værre, fordi taget var ved at falde ned og tre af de andre måtte holde det oppe, mens vi andre ledte efter en vej ud."

[Kala Patil-Fawley]

En muggler ville nok mene, at Kalas karrierevej var rimelig hasarderet. Konkurrencesport bød i forvejen på rigeligt med muligheder for skader, men med bat, smashere og i hvert fald ti meter over jorden. Men dét, Ronan fortalte nu, var af en helt anden kategori.

Hun måbede stadig lidt, da han nåede sit punktum. "- sagde han, som om det da var helt normalt," bemærkede hun, stadig lidt overrasket og med en helt ny respekt for hans fag. Eller nok nærmere en helt ny angst forbundet med det.

[Ronan Thomas]

Ronan slap et muntert fnys over ordene og trak ganske let på skuldrene. Han vidste udmærket, at det var et farligt arbejde, men han var også rimelig afklaret med det. Han havde haft alle muligheder for at trække sig efter det, der var sket med hans tidligere læremester.

"Det er ikke det værste, jeg har været ude for," konstaterede han derfor også bare, uden at det var for at være hellig.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke tænkt meget over, hvad han egentlig lavede, da han var i Egypten. Bare forholdt sig til, at han ikke lige var dér og det var nogenlunde dét. Nu blev hun dog konfronteret med det og hun var påfaldende tavs, da tomlen genoptog sine blide strøg over hans hånd.

"Vil jeg vide det?" spurgte hun til sidst og der havde sneget sig en linje mellem hendes bryn, mens blikket under det gled afsøgende over hans ansigt.

[Ronan Thomas]

Ronan var lidt en kontrast til Kala, for han så temmelig ubekymret ud. Han blottede endda tænderne i et halvt smil og trak på skuldrene.

"Nope," konstaterede han, slet ikke i tvivl om det. Han havde da heller ikke udpræget lyst til at tale om det.

[Kala Patil-Fawley]

Det var absurd at sidde og få de ting at vide over for en mand, der virkede både sorgløs og afslappet med det. Men Kala fik da til sidst samlet kæben op og glattet brynene igen. Hun tog en indånding og nikkede engang, før hun, sammen med fingrenes vandring gennem håret, slap den igen.

Brynene blev hævet lidt over et næsten mistænkeligt blik og det trak op i hendes mundvige. "Og du vil bilde mig ind, at selv midt i dét, tænkte du på mig?" spurgte hun og havde tydeligvis ingen indvendinger, hvis det ikke var tilfældet. Tværtimod så hun underholdt ud.

[Ronan Thomas]

Pointen havde ikke været at fortælle Kala om sit vanvittige job, men netop dét, hun kom frem til og han slap en lavmælt, bekræftende lyd, som den ene hånd løftede sig og gled over nakken.

"Ja," konstaterede han. Ikke meget, godt nok, men hun havde helt klart været der i glimt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala så ikke decideret overrasket ud, da han bekræftede, hvad han allerede havde sagt. Men hun var da til en vis grad næsten imponeret.

For et år siden havde hun siddet med knust hjerte og overvejet, om de mon nogensinde ville tale sammen igen. Nu sad hun og kærtegnede hans hånd, stadig med følelsen af hans læber mod sine i frisk erindring.

"Fortrød du det egentlig nogensinde?" slog det hende, ikke for første gang. "Sådan, at vi ikke var sammen mere?"

[Ronan Thomas]

Det var et godt spørgsmål, men Ronan var heller ikke for alvor i tvivl om svaret. Han tog en indånding, nikkede og strøg tomlen over hendes.

"Ja," begyndte han. "Det var bare som om, at det først lidt gik op for mig, hvad jeg havde haft, da du var væk. En fucking kliché, ikke?"

[Kala Patil-Fawley]

Det var måske skide upassende at sidde og muntre sig, men det var ikke desto mindre det, Kala gjorde. Hun slap en underholdt lyd og gav hans hånd et klem. Og det var da heller ikke med sidste sommers lidelse, men snarere denne sommers sorgløshed, at hun fortsatte.

"Jeg troede altid, du var ligeglad." Ærligt og uden filter.

[Ronan Thomas]

Det var lidt en kniv i brystet og hans bryn trak sig sammen, men det var ikke noget kæmpe chok for ham. Han vidste det egentlig godt. Til gengæld var der også en ny alvor i hans stemme, en ny dybde, som han talte dæmpet.

"Jeg var aldrig ligeglad. Du er den eneste, jeg aldrig har været ligeglad med."

[Kala Patil-Fawley]

Mens Kala var en åben bog, havde Ronan altid været lidt af et mysterium for hende. Men alt var så anderledes nu, tydeligst af alt var nok, at de havde forandret sig. Var blevet ældre, måske bare en smule mere afklarede.

"Det tror jeg også, jeg ved nu," svarede hun langsomt og havde instinktivt lænet sig lidt ind mod ham ved det dæmpede tonefald.

"Også lidt dengang, allerede." Hun hævede den ene skulder lidt. "Men din måde at... give mig plads på, tror jeg... Det virkede altid lidt som indifference."

[Ronan Thomas]

Ronan rynkede på brynene, men han forstod, hvad hun mente. Rynken forsvandt ikke, som han selv fortsatte, ærligt.

"Jeg kunne aldrig finde ud af, hvad du ville og hvad du bare gjorde, fordi du troede, at det var det, jeg ville have."

[Kala Patil-Fawley]

Kala rynkede på brynene. Det var ikke første gang, hun var blevet beskyldt for at please til en sådan grad, at hun selv forsvandt i det. Men med en tvilling som Vanya Patil-Fawley, var det blevet en håbløst indgroet vane. Nu nikkede hun dog.

"Ja, det... Det forstår jeg godt," svarede hun og kun fordi hun virkelig gjorde. Hun fugtede læberne. "Jeg ville bare ikke gøre mig uvenner med nogen eller træde nogen over tæerne." Hun trak på skuldrene igen og fandt tilbage til hans blik.

"Men ærligt? Jeg vil bare have dig." Og trods al tvivlen og alle forbeholdene, føltes det helt rigtigt.