Duften af kaffe [S]

[Ronan Thomas]

Ronans ord var måske affødt af, at han ikke kunne læse Kala gennem forsøgene på at tage hensyn til ham, som fik en snert af gammel frustration til at røre på sig.

Den forduftede dog helt over den pludselige beslutsomhed og han nåede at smile overrasket, før han tog imod hende og mødte hendes kys med klar entusiasme.

[Kala Patil-Fawley]

En anden med større selvværd havde måske set på de sidste to gange, de havde været sammen, eller hans begejstringen ved kyssene, og tænkt, at han nok var mere end bare rimelig ok med, hvad der foregik. Men sådan var Kala ikke, trods den udvikling hun havde taget over det sidste år.

I det fysiske havde hun dog altid været mere beslutsom og det tog hende ikke mange sekunder at få ham trukket med sig ned igen.

[Ronan Thomas]

I virkeligheden vidste Ronan uden nogen tvivl, hvad han gerne ville have, men som altid var han uvillig til at tvinge det ned over Kala, aldrig sikker på, om hun blot ville følge ham for at please. Det var nok lidt forskruet, men han var ikke så bevidst om det.

I hvert fald ikke, før det begyndte at gnave lidt i baghovedet og til sidst trak hans bryn sammen. Hans læber gled fra hendes.

"Vent."

[Kala Patil-Fawley]

Kala var som oftest bare en lille smule i tvivl og selvom hun vidste, at hun ville have ham lige dér med læberne tæt mod hendes, var hun ikke helt sikker på, hvad der skulle følge efter.

Det var hun klar til at glemme alt om i nærheden, da han trak sig fra hende. Hun fik hurtigt blinket øjnene op med et blik, der flakkede lidt mellem hans øjne.

"Hvad?"

[Ronan Thomas]

Ronans bryn trak sig længere sammen, som han skubbede sig op igen og rystede lidt på hovedet. Hans ene hånd lukkede sig om hendes og trak hende med op efter sig.

"Det passer ikke," konstaterede han. "Jeg ved godt, hvad jeg vil."

[Kala Patil-Fawley]

Samtalen lå allerede lidt tilbage, som kyssene havde efterladt hendes åndedræt lidt tungere og nerveenderne sitrende. Men Ronan uddybede snart og fik glattet hendes bryn ud igen, selvom det var med en kriblende, næsten nervøs fornemmelse i maven.

"Ja?"

[Ronan Thomas]

Ronan tog en indånding, mødte hendes blik. Han overvejede et sekund eller to endnu, men var i virkeligheden ikke god til at gå om den varme grød. Så det gjorde han ikke.

"Jeg vil have dig, Kala," konstaterede han, simpelt. "Jeg ved, at der var en grund til, at du slog op med mig og jeg forventer ikke noget, men det ændrer ikke på det."

[Kala Patil-Fawley]

Kala forventede ikke nogen lang dans om emnet. Ingen angst eller udfordringer med at kommunikere sine følelser, som hun havde oplevet det hos alle andre, hun havde haft en romantisk tilknytning til. Og i virkeligheden kunne hun skide godt lide det, selvom det til tider kunne være en anelse udfordrende.

Lige nu var én af de gange og selvom Ronans ord gav et sug i mellemgulvet, kunne hun ikke ignorere de forbehold, der fik hende til at tøve.

"Jeg er lige blevet færdig på skolen," lagde hun derfor ud, uden videre omsvøb eller vælten rundt i ord, som hun så ofte havde gjort det. "Og jeg kan godt lide tanken om, at alle døre er åbne nu." Hun tog en indånding og lod blikket glide over hans ansigt. Og det kom alligevel til at trække ved hendes mundvige.

"Men jeg var aldrig færdig. Med det her, med dig." Hun tog en indånding mere og slap den, mens tankerne tydeligt arbejdede på højtryk bag de flerfarvede øjne. "Og jeg stoppede aldrig med at" elske dig "have følelserne."

[Ronan Thomas]

Ronan så på hende med alvor i blikket, lyttede med reel interesse til hende og da han nikkede, var det ikke uden overvejelse.

"Det forstår jeg," svarede han og mente det. Han så overvejende på hende, mens tommelfingeren gled lidt over hendes hånd.

"Jeg har ikke travlt."

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke første gang, Ronan havde sagt præcis de ord til hende og det gjorde bestemt ting ved hende. Det var dét, der fik Kala til at flette fingrene mellem hans. Hun kom til at smile, da hun gjorde det.

"Jeg kan stadig huske, første gang du sagde det til mig," svarede hun. "At du ville være der." Hun gengældte kærtegnet, som hun trak sin egen tommel over hans.

[Ronan Thomas]

Ronan så på hende med mild overraskelse, før hans træk gled ud i et svagt, men oprigtigt smil og blikket på hende var mildt. Han trak ganske svagt på skuldrene, men nød fornemmelsen af hendes fingre mellem sine.

"Jeg mener det lige så meget nu, som dengang."

[Kala Patil-Fawley]

Udvekslingen efterlod Kala med en varm fornemmelse i kroppen og selvom smilet ikke var bredt eller fremviste tænderne, var det varmt, næsten ømt. Hun hævede hans hånd til læberne og plantede et blødt kys mod håndryggen.

"Må jeg spørge dig om noget?" spurgte hun og ventede, til hun havde fået en eller anden form for bekræftelse, før hun fortsatte.

"Hvorfor havde du egentlig aldrig lyst til... dét her, dengang?"

[Ronan Thomas]

Som med så meget andet, tog Ronan spørgsmålet alvorligt og overvejede det grundigt, før han svarede. Selv da var der ikke sikkerhed i hans stemme.

"Det var ikke fordi, at jeg ikke havde lyst," slog han dog fast, men fortsatte.

"Jeg var så optaget af, hvad der skete i ministeriet, den politiske situation, fodbold... Vi var ikke en del af planen og jeg var for god til at glemme os, når du ikke var der."

[Kala Patil-Fawley]

Det var et kringlet svar, som Kala ikke helt kunne forholde sig til. Jo, hun var blevet optaget af quidditch og sin kritiske situation i mugglerstudier, men hun havde altid haft lyst til at dele det med ham først. Altid søgt hans nærvær over så meget andet.

Hun slap en udånding, mens hun prøvede at tage det ind og behandle det, selvom det som altid ikke gik skide hurtigt. Tomlen strøg dog stadig over hans i en næsten åndsfraværende berøring.

"Og nu?" spurgte hun efter noget tid. Hun kunne have stillet så mange andre spørgsmål, men i sidste ende var det vel det eneste, der rigtigt betød noget.

[Ronan Thomas]

Det var svært for Ronan at reflektere over, fordi det ikke havde været et bevidst valg, men han prøvede. Det betød dog ikke, at det var nemt at forklare, at han lidt havde glemt hende, når hun ikke havde været der, uden at det som sådan havde ændret på følelserne for hende. Til gengæld var han ikke i tvivl om svaret på det næste og det kom uden dramatik, trods ordene.

"Vi havde travlt i Egypten, men du blev alligevel ved med at dukke op i mine tanker. Selv da vi var fanget i et halvt døgn og kæmpede for at komme ud."