Se min kjole, den er rød som rosen [S]

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke, at Dominique ikke ønskede flere piger i verden, men nærmere et spørgsmål om, at hun kunne sove lidt mere roligt om natten, nu hun vidste, at det var en dreng. Hun var da heller ikke overrasket over, at han til nogen udstrækning delte hendes holdning - eller som minimum utilfredshed med tingenes tilstand.

"Mere magtfulde, mindre magtfulde," svarede hun med et træk på skuldrene. "Den virkelige forskel er vel i bund og grund prisen."

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke så forventeligt, at det ville gå direkte fra at han havde fået at vide at de skulle have en søn, til at diskutere kvinders plads i verden, men Cal hæftede sig ikke for alvor ved det. Tværtimod så han undersøgende på kvinden foran sig og selvom han havde sine egne meninger, var han interesseret i at høre hendes.

"Prisen?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ikke helt sikker på, hvordan de var endt der, men hun var ikke for alvor overrasket. Det var åbenbart en evne, hun havde og hun havde aldrig været den bedste til at vælge sine kampe.

"For magt," svarede hun med et træk på skuldrene. "De forskellige valutaer, kønnene handler i."

[Cillian O'Callaghan]

Hun talte som en knækket kvinde og på mange måder kunne Cal ikke fortænke hende i det, selvom han ikke nødvendigvis var helt enig med hendes verdensanskuelse. Han tog et drag af cigaretten, lod røgen bølge ud og lagde nakken lidt tilbage, som han betragtede hende.

"Måske," svarede han, uden tydeligt at hælde mod det ene eller det andet. "Er det det, du vil lære vores søn?"

[Dominique O'Callaghan]

Ikke for første gang overvejede Dominique, hvad der foregik bag de klare øjne. Men tanken veg snart til side ved spørgsmålet, han introducerede hende for. Hun fugtede læberne og løftede den ene skulder.

"Nej," endte hun med at sige, selvom hun ikke helt var sikker på, hvorfor det var. Men hun tvivlede ikke på sin mavefornemmelse.

[Cillian O'Callaghan]

Han betragtede hende lidt, efter hun havde svaret og nikkede en enkelt gang, så interesseret på hende. Tommelfingeren strøg lidt over enden af filteret, mens håndleddet hvilede mod træarmlænet på stolen.

"Hvad så?"

[Dominique O'Callaghan]

Dét var et svært spørgsmål og Dominique faldt tavs lidt, mens hun tænkte. Fingrene fandt endda om glasset, som hun ganske vist trak til sig, men ikke hævede til læberne. Langsomt fandt blikket tilbage til Cals uden for alvor at være kommet frem til noget.

"Du får det til at lyde, som om vi alle render rundt med en stor, forkromet plan for alting," konstaterede hun ikke uden et let træk ved den ene mundvig.

[Cillian O'Callaghan]

Cal mål var reelt ikke at høre en konkret plan, men måske snarere blot at få hende til at reflektere over den kyniske opstilling, hun netop havde gjort. Han var ikke ubevidst om, at hun havde mere magt over ham end efterhånden nogen anden og han overvejede, hvad hun mente at prisen for det havde været.

Det trak let i hans mundvige og han trak let på den ene skulder, som en lille gnist af humor viste sig igen. "Kald det en arbejdsskade."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var unægteligt bedre til handling end refleksion og gik sommetider direkte til tale frem for tanke. Det var trods alt derfor, de sad der nu. Grunden til, at hun havde været på flugt så længe. Men nu gled blikket alligevel tankefuldt over ham.

"Og hvad vil du så lære ham?" spurgte hun nysgerrigt.

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke fordi, at Cal rent faktisk havde brugt megen tid på at sidde og overveje, hvad han specifikt ville give videre til en søn en dag, men han kendte sine egne holdninger og var ikke for alvor i tvivl om svaret.

"Respekt," lød det først og fremmest, simpelt, selvom det var alt andet. "Og at verden er, hvad man gør den til."

[Dominique O'Callaghan]

Sidstnævnte kunne Dominique sagtens stille sig bag. Det var også dét, hun var blevet lært derhjemme, selvom hun ikke altid formåede at leve efter det. Til det havde hun altid været en lille smule for kynisk.

"Og respekt er...?" fiskede hun og lænede hovedet lidt til den ene side.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var om noget det levende eksempel på, at man kunne, hvad man ville. Han var selv født ind i en familie uden midler og uden at få nogen fremtid foræret, så i stedet havde han skabt den fremtid, han ville have for sig selv. Cigaretten fandt til læberne og røgen bølgede ud igen, før han rakte ud og slukkede den.

"Mange ting," konstaterede han, fugtede læberne og lænede sig lidt tilbage igen. "Jeg har at gøre med mange mænd, der ikke forstår det," fortsatte han. Og selvom han vidste, hvad der underholdt sådanne mænd, så havde han aldrig selv haft det på samme måde eller betragtet sine dansere som handelsvarer.

"Respekt er kløgt."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde en fornemmelse af, hvilke mænd han talte om, men lagde ikke ord på dén tanke. Der var flere grund til, at hun var blevet på Kimæren i flere år, en én af dem var, at det aldrig var af hverken de ansatte eller ejeren, at hun var blevet betragtet som et objekt.

Og selvom hun ikke længere sin så tidligere arbejdsgiver, når hun så på manden over for sig, var hun ikke i tvivl om, at dét ikke havde forandret sig.

"Kløgt. Endnu et flydende ord," konstaterede hun. "Du skulle vel ikke have været på Slytherin, da du gik i skole, hm?"

[Cillian O'Callaghan]

Et fnys undslap Cillian og der skete det sjældne, at hans tænder kom helt til syne i et smil, som han kortvarigt drejede hovedet til siden. Læberne blev fugtet og han så tilbage på hende med bryn, der hævede sig lidt.

"Er jeg så nem at gennemskue?"

[Dominique O'Callaghan]

Der var ikke rigtig noget tvivl og Dominique huskede også, at tanken havde strejfet hende allerede ved deres første møde. Reaktionen var også nok til at bekræfte mistanken og hun lod sig smitte af et af de smil, hun kun havde set en håndfuld gange. Hvis det da var så meget.

"Nej," svarede hun ærligt. "Men det er ikke så svært, som du selv tror."