Hvorfor bli'r det nat, mor, med kold og bitter vind?

[Alissa Avery]

Udefra kunne Alissa Avery-Buchanan sagtens ligne pigen, der altid havde haft det let - og på mange måder var det rigtigt. Men det sidste døgn havde alligevel været hårdere, end de fleste syttenårige måtte gå igennem og hun var udmattet, da hun lukkede døren til Hamish' værelse bag sig.

Hun var faldet i søvn i hans arme, liggende over ham på sygesengen, men til sidst var hun kravlet ned og da blikket gled afsøgende over sin husbonds afkræftede ydre, stod hun tilbage med en hul fornemmelse i sit indre. Hun så da også ualmindeligt træt ud nu og kunne ikke engang bekymre sig om, at håret var lidt filtret.

Grønne øjne søgte Francis Avery, men fandt kun Sylvester Buchanan siddende uden for lokalet og hun blinkede træt en enkelt gang.

3. juli

[Sylvester Buchanan]

Sylvester havde ikke været væk fra hospitalet ret længe ad gangen det sidste døgn og selvom han måske så rolig og fattet ud på overfladet, havde hans indre været i oprør. Havde han været komplet sikker på udfaldet, ville han nok ikke have endt med at støtte den pludseligt forhastede vielse. Uanset situationen, havde Hamish Buchanan dog været ganske klar lige omkring det og uanset hvad der skete fra nu, var hans førstefødte nu en gift mand.

Han så op da døren til stuen gik op og smilede mat til Alissa, hans svigerdatter. Han havde været inde og set dem sove og havde trukket sig til bænken udenfor lokalet, frem for en af stolene ved Hamish seng "Sover han?"

[Alissa Avery]

Det meste af tiden følte Alissa sig uovervindelig; en følelse, der kun var blevet stærkere, efter hun var blevet myndig. Men lige nu følte hun sig mat og vaklende og savnede at stå i et sæt arme, der rent faktisk kunne overbevise hende om, at alt nok skulle gå.

Hun nikkede. "I nogle timer, efterhånden," svarede hun og måtte klare halsen for at få det sidste af søvnen ud af stemmen. Hun trodsede behovet for at give efter for frygten og skridtede hen til sin svigerfar. Tavst sank hun ned på bænken ved hans side.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester havde siddet lænet tilbage mod væggen og havde småblundet meget af tiden væk. Han var stadig træt, men havde ingen intentioner om at tage hjem "Godt." konstaterede han kort til hendes svar og drejede hovedet, stadig med baghovedet mod væggen, da hun satte sig ved siden af ham på den bløde bænk.

Han betragtede hende tavst nogle lange øjeblikke uden helt at have vænnet sit til tanken om, at hun var mere end hans datters barndomsveninde. Han bøjede hovedet lidt fremover, løftede den ene arm om lagde den omkring hendes spinkle skuldre der fik et forsikrende klem "Han klarer den." konstaterede han, uden noget spor af den usikkerhed der måske gemte sig et sted "Han er for stædig til andet."

[Alissa Avery]

Alissa vidste ikke helt, hvad ved situationen, der kunne beskrives som godt. Hun havde tilbragt de første par timer af sin bryllupsnat oven på sin nær komatøse husbond og sad nu ved siden af sin svigerfar, stadig i den hvide kjole med gåsehuden bredt over den lyse hud på de blottede arme.

"Mh," svarede hun distræt og lod sig nærmest mekanisk trække ind til ham. Blikket var stift rettet mod døren og stemmen var lige så fast, da hun talte igen.

"Han får ikke lov til andet."

[Sylvester Buchanan]

Situationen til trods, fik hendes svar det til at trække lidt i hans mundvige, ganske momentært "Så vi er to mod én." han lod armen blive liggende omkring hendes skuldre og var tavs en stund før han talte igen "I er gode for hinanden, Alissa. Det ved du allerede, men jeg kan også se det."

[Alissa Avery]

Ved Hamish’ side havde Alissa knapt kunne holde tårerne på afstand, men nu var øjnene komplet tørre. Hvis noget var hun nok nærmere rasende på en verden, der vovede at true deres kærlighed. Men det blev dulmet lidt af svigerfarens ord og hun lænede sig lidt ind mod ham, selvom øjnene stadig var rettet mod værelsesdøren.

“Vi har så meget mere, vi skal, sir,” mumlede hun, unægteligt lidt blødgjort af at være i favnen på en mand, hun havde kendt hele livet.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester fandt selv en smule trøst og ro i at sidde der med armen omkring hende og slap en bekræftende brummen til hendes konstatering "Buchanans er hårdføre. Han kommer til hægterne igen, så I kan begynde jeres liv sammen. Og få et ordentligt bryllup." validiteten i den vielse der var foregået var ikke til at sætte spørgsmålstegn ved, men der havde ikke været noget at fejre alligevel.

[Alissa Avery]

Alissa havde planlagt sit bryllup lige så længe, hun kunne huske og tanken om, at hun aldrig ville få mulighed for at få bryllupskjole brugt, gav hende fugtige øjne. Men det var ingenting ved siden af tanken om, at Hamish ville forlade hende.

Hun nikkede mekanisk, men følelserne var tydelig i hendes vaklende stemme, da hun talte. “Vores bryllup skulle starte om otte timer.”

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede og gav hendes spinkle skulder et fast klem "Ja." der var ikke så meget andet at sige. Alting havde været klar, men var nu sat på hold "Det kommer til at ske, Alissa. Så snart Hamish er frisk igen. Jeg ved godt det ikke var det du havde ønsket, men det kommer til at ske." forsikrede han hende, uden tvivl i stemmen og talte måske igen ligeså meget til sig selv som hende.

[Alissa Avery]

Den nat kunne hun og Hamish Buchanan have ligget sammen i hans seng. Dagen efter skulle de til Frankrig. Nu var alt rodet og forskudt og slet ikke så perfekt, som det skulle have været. Alissa tog en indånding. Hun ville aldrig tilgive ham, hvis det endte anderledes.

Langsomt formåede hun at slippe døren med blikket og i stedet vende det mod Sylvester.

“Har du nogensinde set noget lignende?”

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn trak sig sammen og han var tavs en stund før han nikkede langsomt "Lignende, ja..med kollegaer.." han tav et øjeblik før han tilføjede "Eller det har været mig selv der lå i sengen." han havde ikke været auror i næsten tyve år, uden skader eller uheld, selvom de mere alvorlige heldigvis ikke havde været de mest hyppige "Men der var en betydelig forskel," igen en lille pause, mens han holdt hendes blik fast med antydningen af et smil, selvom blikket var alvorligt "Jeg havde ikke en som dig der ville vende verden på hovedet for mig."

[Alissa Avery]

Alissa huskede ikke for alvor Hamish’ mor, men hun kendte alt til arrangerede ægteskaber uden skyggen af kærlighed. Faktisk var der i virkeligheden direkte afsky og kulde mellem hendes forældre og hun forstod meningen bag. Selvom hun lige nu ville ønske, hun kunne være indifferent omkring sin nu husbonds liv eller død.

“Hvis jeg kunne,” svarede hun i en sjælden indrømmelse af, at selv hun havde sine begrænsninger.

[Sylvester Buchanan]

Forholdet til sin, nu afdøde kone, var ikke noget han ofte talte om. De havde ikke været unikke i et samfund hvor ægteskaber ligeså ofte blev indgået for forbindelser og penge, som for kærlighed, men det havde føltes rigtigt lige nu. At Hamish Buchanan havde været en af de få, der lod til at få begge dele, gjorde ham kun glad, også på Alissas vegne "Hvis du kunne.." gentog han bekræftende og trak hende lidt tættere i trøstende gestus "Men du giver ham noget at kæmpe for bare ved at være her."

[Alissa Avery]

Alissa var allerede ved at gå lidt op i syningerne og det blev ikke nemmere at holde fast på sig selv, især ikke da Mr. Buchanan velmenende trak hende tættere. Hun snøftede en enkelt gang uden at lade tårerne tage form som andet end en blank hinde over de grønne øjne.

Hun nikkede en gang. “Han er stærk,” gentog hun, lige så meget for sig selv som for sin svigerfar.