Saltvand og sukker

[Jemima Burke]

Normalvis var det kun til Ailis C. Finnigan hun for alvor lukkede op omkring sin familie. I hvert fald de sider af den, der ikke var ment til at blive luftet offentligt, men hun stolede på Elias os at det var hendes oldemor der sad med magten i familien, var ikke rigtigt en hemmelighed "Jaer.. men jeg har tænkt mig at gøre oprør." hun smilede skævt, selvom hun egentlig mente det ret alvorligt "Det er komplet forældet at andre end en selv skal vælge hvem man skal giftes med.. eller at man i det hele taget skal giftes." hun slap en opgivende lyd "Merlin, jeg er kun seksten. Jeg kan ikke tage stilling til hvilke sko jeg skal have på om morgenen, hvordan skal jeg så tage stilling til at skulle giftes." hun løftede hovedet fra hans skulder og drejede ansigtet mod ham, men blev ved at sidde lænet ind mod ham "Tak.. men det er det nok ikke.. Jeg vil stadig gerne være auror.. i hvert faldt lige for nu. Hvem ved om jeg har ændret plan om et år."

[Elias Oliver Wood]

Da Jemima vendte ansigtet mere op mod ham og talte om oprør, kunne han ikke undgå både at blive lidt fortumlet over nærheden, men også hendes beundringsværdige ambitioner. Det måtte være hårdt at vende familiens idealer ryggen, men endnu hårdere at være fastlåst i noget man ikke ønskede.

"Du behøver heldigvis ikke vide alt lige nu," Forsikrede han hende om. Et blødt smil foldede sig om hans læber. "Jeg støtter dig, uanset hvad du finder på. Verdensherredømme eller ej." Han blev lidt grebet af stemningen og den tætsiddende stilling. Hjertet gallopperede i hvert fald derudaf.

[Jemima Burke]

Jemima rystede på hovedet og et smil viste sig igen "Næh.. heldigvis ikke.." hun fnøs underholdt og puffede lidt til ham "Hvis du ender med at blive håndlanger for den nye verdenshersker, så viser jeg tilbage til nu for at bevise du støttede min agenda fra starten."

[Elias Oliver Wood]

"Selvfølgelig," Grinede Elias, der virkelig måtte holde sig selv i nakken lige nu. Han havde så meget lyst til at lukke den sidste afstand mellem dem og forsøge sig med et kys. Det der holdt ham tilbage var venskabet og frygten for at gøre det hele... underligt igen. "Jeg forventer skam ikke andet."

Og så kom blikket til at flakke lidt ned mod hendes mund. Han fangede sig selv i det, og trak armen til sig igen, i håb om at hun ikke havde bemærket noget usædvanligt. 

[Jemima Burke]

Jemima opfangede ikke rigtigt at de måske foregik mere bag ELias's velkendte smil end der plejede at gøre. Måske fordi hun havde lukket af for den mulighed i forhold til ham, for mange måneder siden. Derfor strejfede det heller ikke hendes tanker, da hun strakte hals og kyssede ham på kinden "Tak.." hun lagde kinden ned mod hans skulder igen "Det er rart at vide nogen har ens ryg."

[Elias Oliver Wood]

Kindkysset var vel uskyldigt nok, men det var samtidig nemt at overbevise sig selv om at hendes læbers aftryk stadig kunne mærkes dér, selv da hendes kind fandt hans skulder igen. Elias vidste ikke helt hvad han skulle tænke. Nok kyssede hun med Algernon McLaggen , men måske...

"Jem?" Han håbede at henvendelsen kunne få hende til at løfte ansigtet mod ham igen.

[Jemima Burke]

Jemimas blik fulgte en lille robåd, som en muggler med flagrende årer forsøgte at styre "Mhmm?" brummede hun spørgende, mens blikket stadig fulgte robåden "Hvad?" spurgte hun da han ikke fortsatte, løsrev blikket fra muggleren og lagde nakken lidt tilbage, så hun kunne skæve op til ham, uden reelt at løfte hovedet.

[Elias Oliver Wood]

Da øjnene kolliderede med hendes, kunne Elias knapt holde sig selv tilbage. Tankerne svirrede rundt på konsekvenserne det hele kunne medbringe, men han vidste ikke hvordan han kunne... lade være. Varmen fra eftermiddagssolen havde sat sig på den salte hud, men også fået temperaturen til at stige under den.

Derfor listede to fingre sig under hendes hage for at guide den forsigtigt opad. Snart efter lænede han ansigtet mod hendes, i en søgen efter at mærke hendes læber.

[Jemima Burke]

Jemimas bryn begyndte at krybe sammen over noget i måden Elias så på hende. Det mindede hende lidt for meget om noget andet, eller, nogen anden. Det var lidt sådan Algernon McLaggen nogen gange så på hende, men realisationen nåede ikke helt at bundfælde sig før han havde løftet hendes ansigt og hans var på vej tættere på hendes.

Hun gik lidt i baglås et sekund eller to, men snoede sig så ud under hans arm med et "Woah!" hun krabbede sig lidt baglæns, tættere på kanten af bådebroen "Woah, woah, woah!" hun rystede på hovedet og den trygge stemning var pludselig noget helt andet "Hvad laver du?" det var rimelig tydeligt hvad han lavede og for et halvt år siden, ville det have fået benene til at blive til grød under hende. Nu vidste hun ikke rigtigt.

[Elias Oliver Wood]

Både Kala  og Ailis C. Finnigan havde, ad omgange, fortalt Elias at han burde være mere ung og slippe tøjlerne. Nu hvor han rent faktisk havde forsøgt at handle dumdristigt, indså han hvorfor løverne måske også var dem der ofte fik problemer for at kaste sig ud på det dybe.
Reaktionen var ikke en han havde forventet, om så det var fordi han bare ikke havde tænkt det til enden, eller fordi han vidste at hun engang havde haft lyst til at kysse ham. Overrasket og rimelig flovt, sad han tilbage mens hun krabbede sig væk fra ham, og ud af armen der havde lagt sig om hendes skuldre.

"Undskyld," Kom det hastigt fra ham. "Jeg troede bare... Jeg blev lige grebet af... Stemningen."

[Jemima Burke]

Jemima var overrumplet mest af alt. At Elias skulle prøve på at kysse hende, var nogenlunde det sidste i verden hun havde forestillet sig ville ske - i sær deres historie det sidste år taget i betragtning "Troede..hvad?" hendes blik flakkede over hans ansigt "At jeg brugte flere måneder på at komme over dig og så finder du ud af nu, at måske kunne det være sjovt alligevel? Seriøst?" hun følte sig pludselig helt levende over det hele og kom lidt kluntet på benene, ude af stand til at sidde stille "Det er måske verdens fucking dårligste timing." erklærede hun og vidste ikke rigtigt om hun skulle gå eller sætte sig igen. Hvor skulle hun også gå hende? Hun skulle hjem til Elias for at kunne bruge susenetværket og med en punkteret lyd og en knude i maven, dumpede hun tungt ned at sidde igen.

[Elias Oliver Wood]

Skyldigt smækkede Elias blikket ned. Han forstod hvordan det så ud, men noget i ham havde bare... handlet. Han burde have spurgt først. Nej, han burde hverken have sagt eller gjort noget. "Undskyld," sagde han igen, og mente det. Han var begyndt at få visse fornemmelser for Jemima, men timingen var virkelig elendig.

Han var stille for en stund, som de sad side om side på badebroen. Han vædede læberne lidt, mens han betragtede det salte havvand. "Jeg ville ikke kysse dig bare fordi det var sjovt," Følte han dog at han måtte understrege. "Jeg er bare blevet småvarm på dig, og det... er selvfølgelig ikke noget der retfærdiggører det hele." Indrømmelsen var ikke nødvendig, men han ville ikke lyve for hende.

[Jemima Burke]

Jemima havde igen trukket benene op mod sig selv og havde armene beskyttende omkring sine egne knæ "Hendes bryn trak sig sammen mens han talte, men hun så ikke på ham igen før han tav helt "Men det var dig der ikke var det.. på mig.. hvorfor så nu?" hun så reelt forvirret på ham og følte sig lidt til grin, men på samme tid var det på en måde lidt fedt, at vide nogen var lun på en.. selvom det virkelig ikke burde være Elias. De var jo bare venner, ikke?

[Elias Oliver Wood]

Al den snak om timing, bekræftede for Elias at Jemima måske virkelig var kommet videre. For uger siden, havde han været så glad for det faktum: at de kunne fortsætte som venner uden problemer og hensyn til andre følelser, men nu var han skuffet. Mest over sig selv, og måden han behandlede hende på.

"Det ved jeg ikke," svarede han ærligt, mens han pilede lidt ved en af snørene på sine sko, der stod ved hans side på badebroen. "Jeg så dig med Algernon McLaggen og så slog noget... klik."

[Jemima Burke]

Jemimas blik fandt ham med et glimt at overraskelse "Oh.." brynene trak sig sammen uden at hun så væk. Hun kunne ret nemt følge den tanke og kunne sagtens genkalde sig, hvordan hun selv havde haft det, da hun så ham kysse Kala Patil-Fawley til en fest "Men.. måske er det bare.." hun slog lidt akavet ud med den ene hånd "Jeg mener.. hvad nu hvis du kysser mig og finder ud af det slet ikke var det du ville alligevel.. Så er vi tilbage ved at skulle finde ud af at være venner igen." prøvede hun, lidt famlende efter ordene og meget bevidst om hun ikke selv havde nægtet det kom til at ske.