Man høster hvad man sår

[Ian Ogilvy]

Ian forstod ikke, hvad det var Cora prøvede på og det fik ham til at se lidt frustreret på hende, før han krydsede armene og hævede brynene lidt.

"Fint. Men det kan jeg ikke se, at vi behøver at gå for."

[Cora Greengrass]

Skuffelsen rev lidt i hende, selvom Cora forsøgte ikke at lade det træde for tydeligt frem i ansigtsudtrykket. Som altid afslørede blikket hende nok. Kunne hun trække Ian væk fra det her, kunne hun måske sige undskyld. Måske endda få ham tilbage, hvis en flig af ham stadig elskede hende.

"Det er min sidste chance for at snakke med dig før næste skoleår," begyndte hun derfor. "Jeg vil helst ikke have publikum på." Der var fyldt i Storsalen, men hun tvivlede på at kunne overbevise ham om noget som helst.

[Ian Ogilvy]

Ian kunne stadig ikke helt fatte, at Cora virkelig mente at det skulle være nu og han var ikke blind for, at det var jalousi, der talte. Men det havde da ikke hindret hende i ikke at tale til ham op til nu.

"Du har haft så lang tid til at gøre det," kunne han ikke lade være med at indvende. "Du kan finde mig ved toget i morgen. Eller er det et problem for din plan med at sabotere min aften?"

[Cora Greengrass]

Der var kun skrabet i overfladen på dén samtale Cora havde opfundet skulle finde sted. Det var tydeligt, at hun ikke havde planlagt det her: At synet af Ian og Erin havde fået hende til at bevæge sig mod sin ekskæreste som foragtede hende, uden nogle kort på hånden

"Tror du at det er dét jeg prøver på?" Hendes stemme blev lidt mere skinger, selvom hun stadig talte lidt dæmpet for ikke at tiltrække sig meget opmærksomhed. "Jeg er ikke hjerteløs, Ian."

[Ian Ogilvy]

Du kunne have narret mig, var den tanke, der gled gennem Ians hoved og var lige ved at ryge ud, men han fik kontrolleret sig. Nogenlunde i hvert fald. Han tog en indånding, der fik næsefløjene til at vibrere og en muskel i kæben til at sitre.

"Det ved jeg sgu da ikke," svarede han, så irriteret rundt og overgav sig så. Han tog hendes arm og ville trække hende med sig ud, hvor alle ikke kunne høre.

[Cora Greengrass]

Det var en evighed siden de havde udvekslet mere end en henkastet sætning her og der. Endnu længere føltes det, at de faktisk havde rørt ved hinanden. Cora mærkede dog anspændtheden i stemningen, såvel som i Ians hånd mod sin arm, da de fulgtes ud af Storsalen og ud i Indgangshallen, hvor de kom på afstand fra forbipasserende.

"Jeg skal nok gøre det hurtigt," Lovede hun ham, da de endelig stoppede op. Nok havde hun fortrudt hvad hun havde gjort dengang, men alt i hende improviserede nu. "Du må forstå, at jeg er ked af hvad jeg har gjort mod dig."

[Ian Ogilvy]

Ian kogte og var vred over, at han alligevel var bukket under, men gad samtidig heller ikke en scene midt i det hele. Han slap hende da også med det samme, da de var udenfor storsalen.

"Aha," blev hans indledende svar, som armene blev krydset.

[Cora Greengrass]

Cora behøvede ikke at være ekspert i kropssprog for at se hvordan Ian lukkede hende ude med krydsede arme. Ordet - eller nærmere den skeptiske lyd der forlod ham, var også en klar indikation. Læberne blev vædet igen, og af frygt for at noget kunne bruges mod hende, overvejede hun endda at trække i land.

Alligevel vedblev hun.

"Det var ikke min mening. Det var bare... dumt. Virkelig dumt."

[Ian Ogilvy]

Ians arme forblev krydsede, men skuldrene flyttede sig lidt, som hendes undskyldning sank ind. Han så tilbageholdende ud, som han prøvede at tøjle sine følelser.

"Ja, det var det," svarede han, men ikke helt så vredt nu. Konstaterende. "Hvorfor gjorde du det?"

[Cora Greengrass]

Cora havde ikke svaret. Derfor flakkede hendes blik mellem Ians øjne. Hun havde gjort det fordi hun havde haft lyst i dét sekund. Noget i hende - eller noget ved Freddie Day - havde været for fristende.

"Måske fordi jeg var usikker på dig...Eller, måske mere på mig selv," Gisnede hun, ikke helt klar til at acceptere sine egne svagheder.

[Ian Ogilvy]

Noget gnistrede farligt i Ians blik over hendes indledende ord og det gjorde intet for at formilde ham. Stoltheden blødte stadig, sammen med det knuste hjerte, som han ellers havde lagt bag sig.

"Du holdt mig for nar," konstaterede han. "Fik mig til at ligne en kæmpe idiot for at stole på dig og elske dig."

[Cora Greengrass]

Coras blik ramte skamfuldt gulvet - selv efter nogle sekunder hvor hun havde kæmpet ihærdigt for at vedholde øjenkontakten. Hun huskede tydeligt hvor såret Ian havde været, og hvad han havde sagt.

"Undskyld," Kvækkede hun frem. "Det var virkelig fælt af mig." Mere end én gang siden de slog op, havde Cora fortrudt at hun overhovedet havde fortalt Ian noget. Selvom det ville have været uromoralsk at lade være.

"Hvis jeg kunne gøre noget for at... gøre det OK igen?" Det var naivt, men hun kunne ikke rigtigt se det.

[Ian Ogilvy]

Ian måtte tage en dyb indånding for at berolige sig selv igen, ikke tilfreds med at få rippet op i gamle sår. Og uanset undskyldningerne, kunne han ikke glemme det faktum, at det var sket eller hvor dybt hun havde såret ham.

"Der er ikke noget at gøre," konstaterede han simpelt og mente det. Han vidste i hvert fald ikke hvad. "Jeg ved ikke, om jeg kan tilgive det, men selv hvis jeg kan, så er det slut mellem os, Cora."

[Cora Greengrass]

Hjertet sank, selvom det lykkedes Cora at løfte blikket fra gulvet og op mod Ians ansigt. Hun var rimelig målløs og halsen føltes tør. Pludselig anede hun ikke hvorfor i alverden hun havde undskyldt overfor ham og blottet sig på den måde igen. For én ting var dårlig samvittighed - en anden var slukket håb.

"Jamen, så må du hellere gå ind til Erin Morgaine igen," Tvang hun sig selv til at sige. Hun vidste at hun ikke kunne gå ind i Storsalen lige nu.

[Ian Ogilvy]

Ians ord virkede måske hårde, men der var noget ødelagt under dem; resterne af det knuste hjerte, som han virkelig prøvede at skjule for hende. Og selvom han virkelig stadig var rasende på hende, betød det ikke, at han ikke stadig havde en fjern impuls til at forsøge at ændre det ulykkelige udtryk på hendes ansigt. Men han fulgte den ikke, mindede sig selv om, at hun først havde opsøgt ham, da hun havde set ham med en anden.

"Det må jeg hellere," svarede han og rankede sig lidt, kastede et sidste blik på hende og vendte sig så for at gå tilbage. I væsentligt værre humør end han havde været før.