Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Alissa Avery]

Alissa havde selv brudt sig virkelig godt om det lyserøde. Men det havde ikke passet til Skt. Mungos sterile udtryk og selvom hun følte sig helt rigtig lige der med Hamish, var det ikke helt lyserødt. Der var stadig en rest af noget skrøbeligt, der ikke var helt forsvundet.

Det sev ind i kysset og hun mærkede det prikke bag øjnene, men formåede ikke at gøre noget ved det. Og hun prøvede ikke at skjule tårerne, der trillede ned over hendes tinding og ind i det lyse hår eller den lille sø, som dannedes lige over næsen ved det andet øjes krog.

[Hamish Buchanan]

Hamish forstod, virkelig forstod og da han mærkede hendes tårer, trak han hende blot instinktivt tættere ind mod sig, kyssede hende og lod frygten glide ud mellem dem.

Han var da heller ikke selv upåvirket, men han græd ikke. Stemmen var dog en anelse hæs, da han talte blødt ind mod hendes læber.

"Jeg forlader dig ikke."

[Alissa Avery]

Alissa havde forbudt sig selv at græde og havde klaret det hele hans hospitalsophold, men hun var også blot en syttenårig, der lige havde stået med udsigten til at blive enke, før hvedebrødsdagene overhovedet var gået i gang.

Det var da heller ikke, at hun bare gik i opløsning og det blev aldrig til mere end et par tårer fra hvert øje, før hun med et lille snøft tog imod forsikringen i hans ord.

"Det får du heller ikke lov til," mumlede hun uden at trække sig væk fra ham. Tværtimod krogede hun hånden om hans nakke og holtdt ham tæt.

[Hamish Buchanan]

Hamish' pande endte mod hendes, deres ansigter helt tæt og han slap en lavmælt lyd i bekræftelse, som armen strammede sig lidt om hende og holdt hende tæt.

Der var noget helende over det og han kom ikke med flere ord, men lod hendes nærvær trænge ind under huden, til han ikke længere følte sig så ru.

[Alissa Avery]

Endelig var han hjemme hos hende og hun hos ham. Det var sådan, det skulle være og Alissa knugede sig lidt ind til ham, lyttede til hans vejrtrækning og kunne mærke hans puls mod håndroden på siden af hans hals.

Hun havde, for en gangs skyld, ikke behov for at sige mere, men trak næsetippen op langs siden på hans, mens hun fyldte lungerne med hans duft.

[Hamish Buchanan]

Hamish lukkede øjnene og lå og indåndede hendes søde duft, mens han følte sig fuldt ud hel. I lang tid sagde han intet, men var bare tæt på hende.

Fingrene fulgte hendes rygrad og læberne kyssede hendes pande og han havde ikke den mindste lyst til at give slip. Nogensinde, måske.

[Alissa Avery]

De havde efterhånden været tætte længe, men den sidste uge havde kun knyttet dem tættere og Alissa kunne ikke længere forestille sig dét, der kunne splitte dem ad. Ikke engang luft kom der mellem deres kroppe og da hans fingre fulgte hendes rygrad, skælvede hun i velbehag.

“Tænk, at jeg ikke skal vågne før solopgang for at snige mig ud,” mumlede hun med en let sitren om mundvigene, der aldrig helt blev et smil.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke lade være med at smile let over hendes ord og slap en dyb lyd af tilfredshed, som læberne strejfede hendes pande igen.

"Nej. Du kan sove lige så længe, du vil," sagde han med tydelig tilfredshed. "Og jeg behøver ikke at give slip."

[Alissa Avery]

Alissa sov sjældent længe. Hun havde rigeligt med ting, hun gerne ville have ordnet og søvn gav mindre tid til det. Men lige nu kunne hun godt forestille sig, at hun ville nyde at kunne trække den, når der lå en nøgen Hamish ved hendes side.

“Aldrig,” hviskede hun og nægtede at tænke på, at hun ville være nødt til at tage tilbage til skolen til september. Ikke, når der stadig var tid, hvor hun kunne ligge helt tæt med ham og trække fingrene igennem hans nakkehår som nu.

[Hamish Buchanan]

Det var et beroligende løfte og Hamish tog imod det, som han slap en lavmælt, tilfreds lyd. Han tog en indånding og nød duften af hendes hår, der fik hans muskler til at slappe af. Han smilede svagt.

"Men jeg mener dog, at vi stadig har et bryllup at få på plads?"

[Alissa Avery]

Denne gang vandt smilet plads på hendes læber og Alissa slap en bekræftende lyd. Efter to måneders intens planlægning kom det ikke på tale, at de ikke fik det bryllup, hun havde drømt om hele livet.

“Nå, du mener ikke, det er ordnet?” spurgte hun drilsk, selvom der vist ikke var nogen tvivl om, at ingen af dem var tilfredse med at have natten på hospitalet som det eneste at mindes.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap et lille, påtaget fornærmet fnys over hendes ord, men det sitrede også i hans mundvige.

"Ikke tilnærmelsesvis," slog han fast og mente det. "Du kan umuligt tro, at du slipper så let."

[Alissa Avery]

Alissa var helt enig og slap en munter lyd over svaret. Et slank ben fandt ind mellem hans, som hun søgte et umuligt stykke tættere på ham. Et møde med varm hud, der fik hende til at tage en tilfreds indånding.

“Slippe? Åh nej, alle skal have at vide, at du er min,” konstaterede hun og lænede sig frem for at nappe ham kærligt i halsen.

[Hamish Buchanan]

Hamish tog en lavmælt, men skarp indånding over læberne mod sin hals og hans hånd gled ned til hendes lænd, holdt hende tæt på.

"Hvor besidderisk af dig, Mrs. Avery-Buchanan," svarede han drillende, men tydeligvis ikke utilfreds.

[Alissa Avery]

Det var blevet sagt i spøg, at hun ikke kunne finde ud af at stoppe, men der var en sandhed i det og Alissa førte næsetippen op langs siden på hans hals. Hun buede blødt ind mod ham og nød modstanden i hans krop mod sin.

“Åh ja,” svarede hun skamløst og nappede ham igen, udelukkende for at lægge et blødt kys mod samme hud øjeblikket efter.