Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Hamish Buchanan]

Alissa var verdensmester i ledende spørgsmål og havde allerede stillet adskillige af dem, men Hamish havde heller ikke noget imod det. Han havde selv spist lidt og rakte netop ud for at sætte glasset med vand fra sig.

"Uendeligt meget bedre end kun at kunne se dig gennem spejlet," konstaterede han, uden tøven. "Omend man kunne sige, at det koster på samtalen..."

[Alissa Avery]

Alissa slap en munter lyd og var ikke fortrydende over, at det var tilfældet. Hun var vant til, at de ikke kunne holde sig fra hinanden, når de rent faktisk var sammen og ikke var adskilt af glas.

“Og at jeg er flyttet ind?” spurgte hun. Han havde trods alt boet alene i et par måneder og hun havde tilføjet lyserøde detaljer. Selvom hun jo selv mente, at det både tilførte lejligheden et mere stilet udtryk. Ligesom hendes tilstedeværelse jo havde en tendens til at lyse et rum op. Men det var selvfølgelig bedre at høre Hamish sige det.

“Som du havde forventet det?” Og denne gang var det ikke kun et ledende spørgsmål, men også farvet af reel nysgerrighed.

[Hamish Buchanan]

Hamish lænede sig lidt mere tilbage, træt som han var og smilede lidt over hendes nysgerrighed. Ansigtet var drejet mod hende og han var ærlig, da han svarede.

"Det er svært at sige endnu," pointerede han. Det var kun timer siden, at han var kommet hjem fra hospitalet.

"Men indtil videre er det kun bedre end, hvad jeg havde forestillet mig."

[Alissa Avery]

Alissa mente ikke, at han behøvede mere end et par timer til at være overbevist af, at det var helt perfekt at have hende til at bo der. Men Hamish formåede selvfølgelig at blødgøre hende øjeblikket efter og læberne buede opad, selvom tænderne ikke længere var synlige.

Hun tog en tår vand, før hun fik hidkaldt husalfen og sørget for, at at bakken blev taget ud, da først deres vandglas var blevet forflyttet til natbordene.

Tilfreds gled hun på plads på den luftige pude og så ud på soveværelset, der var så anderledes fra det, hun havde forladt.

[Hamish Buchanan]

Hamish ventede med at sige mere til alfen var væk igen og han selv var gledet ned at ligge. En hånd havde løftet sig til hendes side og hvilede der, men gjorde ikke andet.

"Hvordan er det at være flyttet hjemmefra?" spurgte han i forlængelse af samtalen og der var en snert af omsorg i stemmen. Han var ikke blind for, at det var en forandring.

[Alissa Avery]

Alissa lod sig trille om på siden og smilede svagt over følelsen af hans hånd mod sin side. Instinktivt rykkede hun tættere på ham og rynkede brynene lidt i overvejelse. Det var ikke en tanke, hun havde brugt meget tid på.

“Jeg havde ikke forventet, at jeg ville gå direkte fra min fars hus til dit,” indrømmede hun. “Men jeg kan godt lide det indtil videre.”

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en lavmælt, forstående lyd og bevægede tommelfingeren lidt i bløde kærtegn.

"Nej, det havde ingen af os," medgav han. Det hele var også lidt en omvæltning for ham.

"Men en dag får vi et hjem, der har været lige så meget dit fra begyndelsen."

[Alissa Avery]

Smilet voksede lidt i varme, selvom tænderne stadig ikke var synlige. Det ændrede dog ikke på ømheden i hendes blik, der stadig var udtalt. Alissa lænede sig frem og strejfede hans læber i et kys.

“Det her er mit hjem nu,” konstaterede hun. “Så er jeg ligeglad med, om det var fra starten af.”

I hvert fald med visheden om, at hun var den eneste, han havde haft i sin seng der. De havde ikke altid været hinandens. Men det var de nu og hun tvivlede ikke på, at noget var gledet på plads for dem begge.

[Hamish Buchanan]

Hamish var tilfreds med dét svar og mente at ændringerne i lejligheden var en lille pris at betale for at have Alissa hos sig.

"Det er det," medgav han og lænede sig lidt frem, så han kunne strejfe hendes læber. "Lige her hos mig."

[Alissa Avery]

Det var virkelig ikke en simpel teenageromance længere og det var ikke så meget ægteskabet, som grunden til, at de var blevet gift på den lille stue på hospitalet, der havde tømret dem tættere sammen. Men hormonerne kunne mærkes og som magneter søgte de ind mod hinanden.

“Lige ud for dine læber,” hviskede hun mod dem og formede sine mod dem i et nyt kys.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en enig lyd og mødte hendes læber igen. Han gled tættere på hende og lod hånden søge op under det lyse hår. Han dvælede længe, før han trak sig lidt tilbage, strøg hende over kinden og betragtede hende.

"Du har ændret dit hår."

[Alissa Avery]

Det var ikke første gang, at de kunne dele seng, men alt ved det var anderledes, så anderledes. Vigtigst af forskellene var, at hun denne gang ikke skulle gå igen. Der var ikke noget sted at tage hjem til eller en anden seng, hun burde ligge i.

Visheden efterlod Alissa blød og varm, selvom smilet blegnede bare en smule ved hans ord. Blikket hvilede dog fortsat i hans.

"Ja," svarede hun, bekræftede den åbenlyse konstatering.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke for alvor registreret det, som han havde svævet mellem liv og død, men det slog ham nu. Fingrene fulgte den lys lok, der samtidig lod ham kærtegne en kind.

Smilet var blevet mere afdæmpet, selvom det stadig lå i alle hans træk, men der var også noget mere alvorligt i hans blik, affødt af hendes tone.

"Hvorfor?" spurgte han blødt.

[Alissa Avery]

Det var da ikke det mest bekræftende at vide, at hendes nu husbond havde gået en uge uden overhovedet at bemærke, at de lyserøde lokker var blevet platinblonde. Men Alissa kunne heller ikke for alvor bebrejde ham det; ikke nu, hun endelig havde fået ham hjem. Måske ikke stærk som før, men næsten. Og, vigtigst af alt, uden for livsfare.

Hun fugtede læberne og førte fingrene over hans brystkasse.

"Det var ikke rigtigt længere," svarede hun ærligt. Den lyserøde var sprudlende, fjerlet og bekymringsløs. Selv nu føltes det langt væk.

[Hamish Buchanan]

Hamish' blik gled over hendes ansigt, uden at hånden gled fra hendes kind eller fingrene standsede med at kærtegne den. En lavmælt, forstående lyd slap ham og selv han godt kunne lide det lyserøde hår, så var hun også smuk sådan her.

Det sagde han ikke med ord, men strakte sig dog og kyssede hende ømt.