Over forventning

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs, men formåede ikke at lyde andet end underholdt, som hun himlede med øjnene over fremhævelsen. En formulering, der virkelig ikke var gennemtænkt. Men nu var den der og Ailis så da heller ikke for alvor beklagende ud.

Derfor havde Kala heller ikke nogen skrupler med at læne sig ind til et nyt kys.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis vidste selvfølgelig godt, at det ikke kun var derfor, men det føltes ikke nødvendigt at sige. Hun klagede sig da heller ikke, som Kala lænede sig frem mod hende igen.

Læberne var bløde mod hendes, ikke helt velkendte, men heller ikke fremmede og alkoholdet i hendes blod var nok til at få hende til at læne sig lidt mere frem og instinktivt søge lidt dybere i kysset.

[Kala Patil-Fawley]

Der var ingen plan, kun nostalgi og et behov for at søge lidt mere af den søde, uforpligtende frihed, hun fandt ved Ailis’ læber. Ingen komplicerede følelser, ingen mulighed for knuste hjerter for nogen af dem.

Og det fik Kala til at lægge en hånd på siden af holdkammeratens hals, trak hende lidt dybere endnu.

[Ailis C. Finnigan]

Modsat både Alissa og Summer, så var Kala ukompliceret. Ailis tog det i hvert fald ikke for mere end det var, hvilket var behageligt og hun havde ikke nogen protester i sig.

Hendes egen hånd lå også mod Kalas hals, modsat af den mod hendes egen og hun fik viklet benene lidt rundt og kom tættere på hende, så hun i stedet for skrædderstilling, sad på sine lægge.

Og kysset vandt uundgåeligt lidt nysgerrighed, instinktivt tiltrukket af den fysiske nærhed fra et andet menneske.

[Kala Patil-Fawley]

Kala værdsatte forsøget på at komme tættere på hende, men så hurtigt begrænsningerne i måden at sidde på. Impulsivt lænede hun sig frem og trykkede Ailis tilbage, indtil vægten var nok væk fra benene, så hun kunne plante en hånd i hver af hendes knæhaser og tække benene over sine.

Det gjorde, at hun måtte slippe hendes læber lidt, men det var dét værd, da de endte tættere på hinanden.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis havde ikke nogen langsigtet plan, mens et var et held at Kala var mere forudsigende. Eller i hvert fald så havde Ailis absolut ingen protester, som hun blev flyttet rundt på (ikke for første gang) af anføreren.

Det var stadig uvant med den slags beslutsomhed, men hun reagerede helt instinktivt på det, som hun slap en tilfreds lyd og lod hænderne finde ind under mørkt hår og plads mod hver side af hendes hals.

Et smil strejfede hendes læber, men hun tøvede ikke, før hun lænede sig frem og søgte endnu et kys.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde heller ikke nogen plan, men lyst til at være tættere på Ailis og hun rettede selv benene lidt under hende, stadig med hendes ben over sine, guidede dem om sine hofter.

Og mens den ene hånd gled ned på hendes hofte, søgte den anden op i det mørke hår.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis blev mindet om deres sidste eskapade, hvor Kala også havde flyttet rundt på hende og hun var endnu engang en villig deltager i det. Benene gled omkring Kala og lukkede sig sammen, mens hun rettede overkroppen lidt op og bøjede nakken ned mod kysset.

Hendes egne fingre krummede sig lidt sammen i mørkt hår og hun smilede lidt ind mod kysset, men var snart helt opslugt af det igen og kunne ikke lade være med at intensivere det.

[Kala Patil-Fawley]

Ailis sad stadig mellem hendes ben, men da smidige ben snoede sig om hende, kunne Kala ikke dy sig for at lægge begge hænder på hendes hofter og impulsivt trække hende op på sit skød. Snart var hendes læber atter mod Ailis'.

Og hun havde ingen indvendinger mod kyssets udvikling. Tværtimod søgte hun ind mod det, indtil hun endelig fik revet sig fri, kun for at søge ned over hendes hals.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis hadede ikke at sidde så tæt på Kala eller fornemmelsen af hendes læber mod sine, slet ikke med bevidstheden om, at muligheden snart ville forsvinde helt. Det var nogle af de sidste timer i omklædningsrummet, hvor de havde lært hinanden at kende over det seneste år.

Det her var på en lidt anden måde, men kun god og Ailis slap et veltilpas suk, som hun lod nakken falde lidt tilbage og gav plads til anføreren.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde alle intentionerne om, at de skulle ses efter skolen, men var samtidig bevidst om, at Ailis skulle tilbage efter sommerferien. Selv ville hun ikke komme tilbage til skolen igen.

Tanken var underlig og hun druknede den flygtige indskydelse med Ailis' tydelige velbehag. En hånd fandt op og fandt et blødt fremspring. Et fund, der trak en tilfreds lyd fra hende og fik fingrene til at krumme sig hårdere sammen om hendes hofte.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis var kun positivt overrasket over påmindelsen om Kalas handlekraft, selvom hun knapt forstod, hvordan det havde udviklet sig så hurtigt. Det var dog virkelig ikke et problem og hun svajede lidt ind mod hånden, mens hun spejlede den lyd, der lød fra Kala.

Og selvom hun nød læberne mod sin hals, kunne hun heller ikke hindre behovet for selv at gøre noget og derfor lod hun nakken falde frem igen og søgte ned mod Kalas læber igen.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var beruset og længtedes efter noget til at fjerne den underlige fornemmelse, der var dukket op, da sejrsrusen fra pokalen havde lagt sig og eksamenerne trukket over skolen. Frygten for samtalen med forældrene, der ventede på den anden side gjorde heller ikke meget for at fjerne bekymringerne.

Hun mødte læberne i et næsten åndeløst kys og blev der længe, før hun brød lidt fri og lod hånden finde ned til hendes side.

"Undskyld, jeg- Det er altså ikke nødvendigvis dét her, jeg havde planer om, da Wood gik," mumlede hun, dog uden at slippe hende eller rykke helt uden for rækkevidde af bløde læber.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis brokkede sig ikke, da Kala brød kysset, men trak sig til gengæld heller ikke væk. Tværtimod slap en munter lyd hende og læberne gled langsomt tilbage over tænderne i et smil, uden at hun åbnede øjnene eller trak sig længere tilbage end at hun stadig kunne mærke varm ånde mod sine læber.

"Ikke nødvendigvis?" spurgte hun drillende, næsten præcis, som hun havde spurgt tidligere.

[Kala Patil-Fawley]

Det var så indgroet en del af hende, at Kala ikke helt fangede, hvordan hendes ord kunne fortolkes eller hvad præcis hun ønskede at få ud af dem, før de lå der. Og hun kom til at grine dæmpet af Ailis' spørgsmål. Lyden var lidt åndeløs.

Det forhindrede hende dog ikke i at nive hende lidt i siden. "Ikke nødvendigvis," gentog hun med humøren hørlig under den tydelige påvirkning fra blandingen af beruselse og intimitet.