Dristig nok til at hviske

[Elias Oliver Wood]

Elias forsøgte ikke at være usympatisk. Han kunne bare se at hans bror hang med næbet, og forsøgte måske for meget at finde noget som helst halvpositivt over situationen. 

"Nej. Nej, det ved jeg selvfølgelig godt," sagde han så og flyttede hånden fra lillebrorens skulder. I stedet fandt den ned i lommens dyb. "Jeg er bare i eksamener til ørene, og det er sygt mærkeligt at være på en så tom sovesal... Man må finde måder at håndtere det på." Og en tvungen positiv vinkel havde været hans måde.

"Jeg ville ønske jeg havde mere at fortælle dig."

[Elliott Wood]

Det var ærligt en lettelse, da Elias flyttede sin hånd. Han var træt af eksamener og bekymret for Frankie Figg og havde ikke lyst til at græde midt i det hele. Så han kløede sig lidt på næsten i stedet for at snøfte og nikkede lidt.

"Det er okay," svarede han. "Jeg er bare... Jeg kan virkelig godt lide ham."

[Elias Oliver Wood]

Medlidenheden boblede i ham, selvom Elias måtte indrømme at det stadig føltes lidt mærkeligt at hans bror havde noget for en af hans kammerater. Men underlige følelser blev skubbet til side, nu hvor Otter virkede som om han havde brug for støtten.

"Det ved jeg," sagde han blødt. "Jeg er sikker på at helbrederne passer rigtig godt på ham."

[Elliott Wood]

Til hverdag prøvede Elliott at holde det meget adskilt. Han var godt klar over, at han og Frankie Figg ikke var kærester. Og at den ældre elev også så en anden. Det ændrede bare ikke på hans følelser. Til gengæld var det kun endnu en grund til, at han ikke diskuterede relationen med Elias.

"Mh," svarede han distræt og gravede hænderne dybere i lommerne. Han vidste ikke, hvorfor han fortsatte, fordi det gjorde ondt i maven bare ved tanken.

"Vi havde snakket om at bage blommetærte med blommer ude fra haven." Stemmen lød grødet og blikket var rettet fremad, selvom han snart stoppede op. "Hvor dårligt et menneske er jeg for at tænke den slags, mens han er indlagt og har det rædselsfuldt?"

[Elias Oliver Wood]

Elias gravede to fingre ind under remmen på skoletasken, så den ikke gnavede ned i skulderen. Han vidste at tyngden på Otter var meget større lige nu, og ikke ligefrem kunne løses, når han bebrejdede sig selv for at tænke på de positive ting.

"Du er virkelig ikke et dårligt menneske," Forsikrede han ham om, men en urokkelig tone i den ellers rolige stemme. "Langt fra. Jeg tror ikke Frankie kan være i tvivl om at du tænker på ham og dé ting I havde planlagt. Når man er syg, er der intet bedre end at vide at der venter noget godt på den anden side."

[Elliott Wood]

Elliott følte sig dårlig ind til kernen og super tarvelig over overhovedet at have den slags tanker. Men han anede ikke, hvad han skulle stille op med sig selv og kunne ikke lade være at have dårlig samvittighed over, at det ikke var ham, der var blevet syg i stedet.

Han nikkede, men følte sig ikke for alvor bedre tilpas. Til gengæld var det nok til, at han fik sparket benene i gang igen.

[Elias Oliver Wood]

Det var ikke den mest behagelige fornemmelse, ikke at ane hvordan i alverden han skulle trøste sin bror. Derfor fulgte Elias bare roligt med, som de gik ned ad korridoren. Tankerne svirrede lidt - såvel som bekymringerne for Frankie. Den anden årgangsfælle, havde han ikke ligefrem positive fornemmelser for.

"Jeg tænkte på om du vil med til udtagelsen til Puddlemere i sommerferien?" Han skiftede emne og, som så mange gange før, forsøgte han sig frem med Quidditch.

[Elliott Wood]

Elliott var ret så bekymret for Frankie og sommeren og en milliard andre ting. Og Quidditch havde aldrig været lige så meget hans ting, som det var Elias og deres fars. Men det havde han selvfølgelig aldrig sagt, så han smilede i stedet bare svagt og nikkede taknemmeligt.

“Jo, meget gerne,” svarede han og mente det. “Hvis du virkelig gerne vil have mig med, altså.” Han ville ikke trænge sig på, i det tilfælde at Elias kun inviterede ham med, fordi han fornemmede, at Elliott behøvede en opmuntring.

[Elias Oliver Wood]

Det handlede om mere end opmuntring for Elias, så man bort fra timingen af forslaget. Han havde tænkt sig at tilbyde Otter muligheden alligevel. "Selvfølgelig vil jeg have dig med," sagde han så med et bekræftende nik. "Meget hellere have dig med en far. Han giver mig nok bare nerver på." Han smilede lidt.

"Det er i jo i Dorset, så jeg tænkte at vi måske kunne lave en weekend ud af det." Nu var han jo myndig, så måske kunne han bortføre sin bror væk fra de gamle et par dage.

[Elliott Wood]

Elliott slap en forstående lyd og var slet ikke i tvivl om, hvad han mente. De færreste var mere intense omkring Quidditch end deres far. Selvom Elias var godt på vej i den retning.

“Ja?” spurgte han, lidt forvirret og ret uforberedt på ideen om at tilbringe en nat eller flere uden for hjemmet.

“Altså, hvordan?”

[Elias Oliver Wood]

"Det... ved jeg ikke," Kom det ligeledes uforberedt fra Elias. Tanken havde slået ham, men han havde ikke ligefrem snakket med deres mor om muligheden for lige at låne lidt penge til et af de der mugglerske bed and breakfast steder. "Vi kan tage det gamle telt, far har liggende."

Teltet var af magisk kaliber, men havde set bedre dage. De havde vist brugt det engang for mange år tilbage, og Elias syntes at huske noget med nogle hængekøjer. "Er det en dum ide?" spurgte han så. 

[Elliott Wood]

Elliott var en temmelig tryghedssøgende person og det var først inden for de sidste to år, at han var stoppet med at have hjemve, når han var på skolen. Men noget ved forslaget var alligevel tiltalende og han rystede på hovedet.

“Nej, det er en god ide,” forsikrede han ham med et lille smil. “Undskyld, jeg er så distræt.”

[Elias Oliver Wood]

"Nej, det skal du virkelig ikke undskylde," Elias rystede på hovedet af sin lillebror, mens et smil hang i begge mundviger. "For første gang i mit liv, har jeg vist bare ikke planlagt noget som helst." Og ærligt, føltes det ikke helt ubehageligt, selvom han da ville ønske at han kunne være helt sikker på Puddlemere.

"Men det kunne bare være fedt at lave noget sammen." Mens han stadig boede hjemme.

[Elliott Wood]

Elliott havde en tendens til at undskylde. Det var bare sådan, han var skruet sammen. Men han smilede da, som sædvanligt, lidt af forsikringen. Emnet smagte dog stadig lidt for meget af den blommetærte, han aldrig ville spise, og de kys, han og Frankie Figg ikke ville kunne dele.

"Mh, helt sikkert," svarede han og mente det. Han nød i orvejen altid at tilbringe til med sin storebror og distraktionen ville nok være meget godt. Påpasseligt nærmede han sig et emne, der var lidt længere fra hans egen hjertesmerte. Men også lidt tættere på Elias'.

"Såehm. Du tager ikke med mor og far til brylluppet?" Han behøvede vist ikke at udpensle, hvilket der var tale om.

[Elias Oliver Wood]

Smilet falmede en lille smule, men Elias fangede sig selv i det. Henkastet fik han trukket på skuldrene, hvoraf én var mere besværet på grund af den bogtunge skoletaske. Han huskede tydeligt hvordan det havde slået et knæk indeni, da han opdagede at den lyserødhårede slange havde fremrykket brylluppet.

"Det virker ikke helt rigtigt at mig at tage med." svarede han.