Uundgåelig

[Summer Maddox]

Summer gjorde store øjne. Spurgte han hende seriøst, hvad hun havde lyst til? Det huskede hun ikke, at Cailean havde gjort før. Brynene trak sig lidt sammen. Hvornår fingrene var fundet til læberne, anede hun ikke, men hun stoppede med nervøst at gnave i sine negle og tvang hånden ned igen.

"Jeg har lyst til, at du lader være med at følge efter mig og så leger med dine rigtige magikervenner i stedet," svarede hun, selvom det lød mere såret end hårdt.

[Cailean Morgaine]

Cailean syntes ikke rigtigt det var dét, han havde spurgt om. Og han syntes heller ikke, at Summer Maddox behøvede at tage det så personligt, at hun ikke var fuldblod. Det var jo ikke Caileans skyld. Alligevel var det også lidt træls at hun skulle stå der og lyde så ramt.

Det passede ham ikke rigtig, og alting skulle helst passe ham. Det var i hvert fald argumentationen da han himlede med øjnene og besluttede sig for at gøre noget ved situationen.

"Fint, whatever. Jeg stopper med at følge efter dig så, men ikke fordi du har sagt det! Og jeg fulgte kun efter fordi du spurgte om vi skulle følges, så prøv lige at finde ud af, hvad det er du vil have inden du bare... Be'r folk om alt muligt, Maddox!"

[Summer Maddox]

Svaret var så typisk Cailean, at Summer havde lyst til at himle med øjnene. Men hun gjorde det ikke. I stedet nikkede hun bare en enkelt gang i accept, før hun gav sig til at gå og snart nåede op på siden af ham igen med alle intentioner om at passere.

Men lige dér ombestemte hun sig og drejede sig alligevel mod ham, lidt overrasket over at have fejlbedømt afstanden en smule. Forbandet, at hun havde glemt brillerne på sovesalen og allerede pillet linserne ud.

"Jeg synes ikke, du har være det bekendt at være sur på mig. Jeg mener.. Synes du virkelig ikke, at jeg er en rigtig magiker, bare fordi min mor er muggler? Hvem er du egentlig?"

[Cailean Morgaine]

Okay. Hun gik. Fint. Hun var også møgforvirrende, og nu havde han efterhånden brugt så lang tid på at skændes og følge hende til den forbandede trappe, at han ligeså godt kunne skride tilbage til Gryffindor, hvis ha skulle nå det inden curfew. Og nu blev han nødt til at vente til hun var væk, før han selv kunne gå hen til trappen. Øv. Spild af tid. Hvorfor havde han overhovedet sagt ja til at følges i det hele taget? Bare fordi hendes shampoo duftede eller sådan noget, og hvorfor duftede den i øvrigt stadig så intenst?

Han nåede knapt at vend sig, før hun åbenbart gjorde. Og så stod hun pludselig meget tæt på, hvilket gjorde det en smule vanskeligt at koncentrere sig om hvad hun sagde.

"Hvad?" Han overvejede om hun mon vile bemærke det, hvis han stak næsen tættere på hendes hår. Det var præcis den samme duft som i tunnelen og skabet.

"Øh..." Noget med rigtige magikere og mugglere og nogen der var sure. Måske.

"Altså nej." Måske skulle han bare lade som om, at han havde hørt hvad hun sagde, og finde på et eller andet svar. "Mugglere er ikke magikere, jo?" Det var i hvert fald ikke løgn. Så det var sikkert et fint nok svar.

[Summer Maddox]

Summer blinkede en gang, da Cailean én gang for alle bekræftede, hvad hun burde have indset for længe siden. Alt havde peget på det. Og nu føklte hun sig helt uendeligt dum. Hun skubbede den synkende fornemmelse bagud.

"Hav et godt liv, Cailean." Tonen var afvisende og hun ventede ikke på svar, før hun vendte sig og gik mod trappen. Fuck ham.

[Cailean Morgaine]

Cailean så en smule forvirret ud, som han stod tilbage mens hun traskede afsted i sit nattøj, med det fugtige hår der efterlod spor af shampooens duft. Hvad fanden? Han kløede sig lidt bag øret, og prøvede at finde ud af, hvad i al verden han nu havde sagt forkert. Var hun sur over, at mugglere ikke var magikere? Det var jo ligeså dumt som at være sur over, at æbler ikke var pærer.

Summer Maddox var virkelig ikke til at forstå. Og Cailean var frustreret over, at han ikke var mere ligeglad.

//luk?