Afslutningen

[Erin Morgaine]

Erin var ret direkte, men hun kunne også blive forfjamsket og Ians egen direkte kompliment fik hende til at rødme til op over begge ører og næsten have lyst til at krydse armene foran brystkassen. Hun drejede i stedet hovedet og gemte det halvt ved hans skulder. Var det lidt intimt til hvad der vel essentielt var en første date? Ja. Men han var jo ikke en eller anden ukendt dreng. Det var jo Ian.

"Mmh," brummede hun. "Flabet og charmerende... Jeg sagde det jo."

Hun trak sig lidt væk og glattede sit skørt lidt ned, en kende selvbevidst. "Du behøver ikke holde fingrene helt for dig selv."

[Ian Ogilvy]

Ian lo lavmælt over hendes ord og smilet blev mere varmt end drenget, selvom han ikke var specielt fortrydende. Særligt ikke, når Erin blev ved med at komme tæt på ham og han havde da også reelt lyst til at række ud og kærtegne hende. Han opførte sig dog ordentligt. De sad jo trods alt stadig ved bordet.

"Det vil jeg notere mig," svarede han og i forlængelse af det, spurgte han nysgerrigt: "Hvordan har du det med at danse?"

[Erin Morgaine]

Erin hævede begge bryn lidt over Ians spørgsmål, men svarede helt seriøst og med kun et svagt lille, temmelig tilfreds smil.

"Jeg prøvede i hvert fald at overtale dig til at vi skulle danse, sidst vi snakkede om det," mindede hun ham drillende om. "Så jeg kan godt lide det."

[Ian Ogilvy]

Ian havde reelt glemt det, men havde ikke noget imod påmindelsen. Desuden lå spørgsmålet helt op ad samtalen om ikke at holde fingrene helt for sig selv. Han slap en munter lyd.

"Det er nok derfor, det har sneget sig ind i min underbevidsthed, så," svarede han og gav hendes arm et lille, drillende klem. Han ville være gået efter hendes side, men han ville ikke overraske hende for meget, når hun kun kunne føle hans bevægelser og ikke se dem på forhånd.

"Men så behøver jeg jo slet ikke spørge, om vi skal danse senere. Det er perfekt."

[Erin Morgaine]

Erin kunne godt lide den fysiske nærhed med Ian. Den var kommet hurtigt, men passede med at de kendte hinanden og at det var den nemmeste måde at kommunikere på. Alle de små ting hun ikke kunne registrere. Når de var så tætte kunne hun i stedet mærke hvordan han nogen gange rykkede lidt på sig eller tog en hurtig indånding.

Hun smilede over hans konstatering og nikkede let. "Jeg glæder mig," svarede hun. "Er du god til det?"

[Ian Ogilvy]

Ian var virkelig ikke den store danser og det var noget særligt, at han selv opsøgte det, men det var også den bedste undskyldning for at være tæt på Erin og han trøstede sig med, at hun ikke ville kunne se ham. Ved det næste spørgsmål huskede han da også pludselig, at hun også havde stillet ham det, da de havde talt om det sidst.

"Jeg klarer mig," forsikrede han, men mest fordi stoltheden ikke tillod ham at indrømme, at han måske ikke var den allermest elegante på den front. "Og jeg er sikker på, at det er indsatsen værd."

[Erin Morgaine]

Erin sneg sin hånd ned langs Ians arm, så hun kunne finde hans hånd i ly af bordet og lukke sin egen om den.

"Bare du ikke har noget imod at føre," konstaterede hun. Hun var ligeglad med elegance. Så længe han ikke væltede. "Tror du at der bliver et rigtigt dansegulv?"

[Ian Ogilvy]

Ian var lidt overrasket over at mærke hendes hånd i sin, men det trak et svagt, men reelt varmt smil frem over hans læber og han tøvede ikke med at folde fingrene om hendes.

Det var en selvfølge at han hørte og det undlod han at kommentere på. Til gengæld trak han lidt på skuldrene. "Det er et godt spørgsmål," svarede han lavmælt. "Måske, hvis der kommer musik ligesom sidste år."

[Erin Morgaine]

Erin smilede svagt drømmende. Hun ville meget gerne høre musik der var levende. Det gjorde en kæmpe forskel på hvordan det lød og føltes.

"Det håber jeg," svarede hun derfor. Hun gav hans hånd et lille klem. "Jeg er glad for at vi fulgtes, Ian. Det er rart."

[Ian Ogilvy]

Ian var ikke helt sikker på, hvordan han havde det med at hun mente, at det var rart. For ham var Erin i hvert fald mere end bare et komfortabelt valg, selvom de havde været venner længe. Ingen tvivl om, at hans egne følelser havde udviklet sig på den front.

"Jeg er glad for, at du ville følges med mig."

[Erin Morgaine]

Erin vidste ikke hvad Ian tænkte på. Hun kærtegnede hans tommel og smilede varmt og smigret over konstateringen.

"Det var meget nemt at sige ja til dig," forsikrede hun. "Charmetrold."

[Ian Ogilvy]

Ian fnøs lavmælt over hendes ord og flyttede lidt på skuldrene, men var mand nok til at bære kælenavnet. Og Erin kunne slippe afsted med en god del mere, fordi hun selv var så fin og charmerende, men samtidig ikke skrøbelig som glas.

"Ikke desto mindre," konstaterede han og sneg sig i en pludselig impuls til at løfte hendes hånd lidt og strejfe den med sine læber.

[Erin Morgaine]

Erin fik lidt hjertebanken. Han var virkelig ret charmerende og hun smilede lidt dumt, som hun sad tilbage med en følelse af at svæve lidt.

"Jeg tror jeg skal passe lidt på at jeg ikke falder pladask for dig," mumlede hun.