Smadret porcelæn

[Sylvester Buchanan]

Sylvester rystede langsomt på hovedet, men brynene trak sig alligevel lidt sammen “Det kan nok ikke undgåes, at det vil være en smule underligt, men ikke mere end jeg kan klare. Hvis du gerne vil have mig med, så vil jeg gerne tage med.” Han gav hendes side et let klem og lagde hovedet lidt på sned “Jeg vil gerne se hvor du bor. Nu har du set mit en del gange efterhånden.” Mundvigene trak lidt og de brune øjne spillede svagt.

[Abigail Bancroft]

Abbie rynkede brynene over svaret. Over, at en underlig stemning ikke kunne undgås, som kun fodrede og forstærkede følelsen af, at de gjorde noget, der var forkert. Noget, der truede et forhold, hun engang havde haft. Hun tøvede et øjeblik.

“Hvis vi ikke er klar, vil jeg ikke forcere noget, “ konstaterede hun endelig.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn trak sig lidt sammen igen og hans blik holdt hendes fast “Hvis du har brug for jeg tager med, så tager jeg med, Abbie. “ han så alvorligt på hende “Jeg har været klar i flere måneder.. jeg ventede bare på dig.” Fortsatte han med antydningen af et smil.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde ikke været klar i flere måneder. Hun vidste knapt, om hun var klar nu, men hun havde også en insisterende fornemmelse af, at hun ikke ville være i stand til at tage tilbage til lejligheden uden at have ham der.

Måske det var det, der fik sig til at lægge en hånd på hans kind med et blidt kærtegn, før hun bukkede sig ned og søgte hans læber i et blødt kys.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester havde med fulgt overlæg ikke søgt nogen nærkontakt hun ikke selv havde taget initiativ til, ud over en omfavnelse, selvom det var lidt en test på selvkontrol. Derfor løftede han også hovedet og tog imod hendes kys uden en eneste protest i verden, selvom det kun fyrede op under behovet for mere, for bare at kunne cementere hun var hans.

Det var hun dog ikke helt, endnu og han krummede fingrene svagt mod hendes ryg, mens han lod hende bestemme farten og ikke tog styringen.

[Abigail Bancroft]

Det blev ikke til mere end et enkelt, blødt kys, men Abbie dvælede i det og der gik flere sekunder, før hun rettede sig lidt op igen. Ikke, at hun ikke ønskede mere, men det var noget andet, der styrede det nu. Mere end begær.

Hun trak sig da heller ikke langt væk, men lagde panden mod hans med en udånding.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester åbnede ikke øjnene da hun trak sig lidt væk, men et tungt, let skælvende åndedrag gled over hans læber mens hun lænede panden mod hans. Der var ting der pressede sig på for at blive sagt højt, men det var hverken tiden eller stedet i skårene fra hendes forliste forhold.

[Abigail Bancroft]

De brune øjne forblev lukkede og nød fornemmelsen af nærheden; nød lyden af hans skælvende udånding. Hun lod hånden glide ned på siden af hans hals og kom til at smile lidt igen.

"Det er måske underligt, men jeg er glad lige nu," indrømmede hun lavmælt.

[Sylvester Buchanan]

Et svagt smil krusede sig på Sylvesters læber ved hendes ord, men han åbnede stadig ikke øjnene "Så virker kompromiset allerede." brummede han, uden reelt at forsøge at være morsom. Han åndede tungt ud igen og åbnede øjnene for at se på hende "Jeg er glad for du er her."

[Abigail Bancroft]

Smilet lå stadig om hendes læber og mundvigene sitrede igen, selvom Sylvester lød reel. Kun langsomt blinkede Abbie øjnene op igen og rettede sig lidt op, så hun kunne se på ham.

“Det er jeg også,” svarede hun mildt og lagde en hånd på hans kind. Hun tøvede lidt, men fortsatte så.

“Skal vi gå i seng?”

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede, men før han rejste sig, strakte han sig lidt og lod læberne strejfe hendes ene kind flygtigt "Lad os." brummede han og hjalp hende op at stå, før han selv rejste sig og førte hende med sig til sit soveværelse.

Han lod lyset brænde og overlod det til husalfen at lukke og slukke for natten, mens han faldt i søvn med den ene arm beskyttende omkring Abigail, lige så meget for sin egen skyld, som for hendes.

Lukket?