Hej med dig [S]

[Ronan Thomas]

Ronan forventede ikke reaktionen, men trak sig ikke væk fra den. I stedet snoede hans arm sig blot om hende, som om det var det mest naturlige i verden.

Og selvom hendes duft så tæt på var lidt af en konfrontation, så føltes det ikke for alvor underligt. Tværtimod.

[Kala Patil-Fawley]

Det var sådan en situation, der burde komme bag på hende. Efterlade hende i gru over, at hun havde handlet så skødesløst. Men det var nok så langt fra det, der skete som muligt.

Det var helt sikkert ikke det meste sunde i verden, men Kala kunne ikke lade være og hun fyldte lungerne med hans duft, der lokkede endnu en indrømmelse fra hende. Ikke at den var langt fra dét, hun havde sagt tidligere. Men ordene havde været nøje udvalgt til ikke at give netop dén vægt, der var at finde i dem, som undslap hende nu.

"Jeg har savnet dig."

[Ronan Thomas]

Ronan havde virkelig ikke tænkt sig at påtvinge hende noget, men han havde heller ingen problemer med at tage imod dét her, som ærligt talt virkede forløsende for dem begge.

"I lige måde," svarede han da også og mente det. "Det er virkelig godt at tale med dig igen."

[Kala Patil-Fawley]

Kala tillod sig et øjeblik eller fire mere i hans arme, før hun alligevel trak sig fri igen. Selvom hun var genert, var smilet på hendes læber oprigtigt og gav en varme til de flerfarvede øjne, der var forbeholdt ganske få udvalgte.

Hun knyttede dog ikke mere til emnet. Fornemmede, at ord hurtigt kunne komme til at påvirke en skrøbelig tilstand, der virkede god for dem begge. Holdbar, i hvert fald.

"Viser du egentlig dit værelse?" spurgte hun, før det gik op for hende, at det måske ikke var den smarteste formulering. "Eller, altså, må jeg tage et kig ind?"

[Ronan Thomas]

Ronan holdt ikke fast i hende, men lod hende trække sig tilbage. Det havde dog på en eller anden måde taget broddet lidt af det, der havde hvilet mellem dem og ved hendes ord, fnøs han muntert, før han trak på skuldrene.

"For min skyld ingen alarm," svarede han og skyllede ned med en slurk øl mere. Værelset mindede nok mest af alt, om det barndomsværelse hun havde set, men en god del mere spartansk. Det primære inventar, udover enkelte møbler, bestod af stakke af bøger og et par enkelte West Ham-plakater.

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne selvfølgelig være skridtet uden om sofabordet, men hun havde ikke for vane at gøre det let for sig selv og tænkte ikke rigtigt over det, da hun i stedet besluttede sig for at tage et stort skridt hen over hans ben i den mest direkte rute til værelset.

Det bragte dem selvfølgelig lidt tættere, end hun lige kunne håndtere, men heldigvis var hun snart videre. Hun stoppede først i dørkarmen og gav døren et lille puf med foden, før hun kastede et nysgerrigt blik ind. Det skæve smil var tilbage, da hun rettede blikket mod ham igen.

"Tillykke, for resten. West Ham rykkede op i top ti igen, ikke?" Hun vidste måske ikke vildt meget om fodbold, men interessen for det var blevet, selv efter deres brud. Og hun havde tænkt på Ronan, da hun ved et tilfælde havde hørt, hvordan holdet for første gang i næsten tyve år havde placeret sig i den gode ende af deres liga.

[Ronan Thomas]

Det var virkelig ikke rimeligt, at hans magikereks stod dér og vidste alt om hans yndlingshold og det gav ham en del impulser, som han ikke handlede på. Han lukkede blot fingrene lidt tættere sammen om øllen, selvom tænderne kom svagt til syne.

"Jamen, det er jo det, jeg har sagt i årevis. Det skulle ske."

[Kala Patil-Fawley]

"Yeah." Det var måske ikke helt fair play, men Kala var ikke helt bevidst om, hvorfor hun greb emnet, der kunne få ham til at tale i timevis. Læberne gled tilbage over tænderne, blottede dem i et skævt smil.

Og i en impulsiv beslutning flyttede hun den ene fod, til hun kunne indfange fodbolden, der lå nær hans værelsesdør og trillede den hen til sig. Hun kastede et blik på ham og hævede brynene lidt.

"Der er stadig en times lys eller to. Hvis du vil?"

[Ronan Thomas]

Mens de havde været kærester, havde Kala beklaget sig over, at han ikke havde nok lyst til hende. I kontrast til, hvor evigt villig han var til at spille fodbold, var det måske rimeligt nok.

"Altid," svarede han dog og tøvede ikke med at skubbe sig op at stå.

[Kala Patil-Fawley]

Da de havde lært hinanden at kende, havde det været en konstant kamp for Vanya Patil-Fawley at få Kala med til festerne. Ja, hun brød sig faktisk ikke synderligt om hverken dét eller at drikke øl. Nu lagde hun nakken tilbage og tømte flasken, før hun stillede den fra sig på bordet.

Foden blev trukket en gang hen over læderet, fulgte det ned, før hun kunne vippede den ind under bolden og sende den sikkert i Ronans hænder. Hun hævede helt ubevidst det ene bryn, som blikket fandt tilbage til hans og fortænderne fik da også fat i underlæben, lige så bevidst om det som bevægelsen med brynet.

Snart fik han da også vist hende til det første og bedste stykke asfalt, hvor der var nok plads og hun nikkede opfordrende til ham.

[Ronan Thomas]

Det var helt sikkert en dårlig idé. I hvert fald gjorde det helt latterligt mange ting ved ham at se Kala med fodbolden. Heldigvis var han snart distraheret.

Det var overraskende naturligt at falde tilbage til den måde, det havde været mellem dem og han grinede lidt, som de snart efter kæmpede om bolden.

[Kala Patil-Fawley]

Det var meget bevidst, at Kala havde foreslået det. Fodbold virkede langt mere sikkert, end at sidde i den lille sofa og drikke øl. Men der tog hun selvfølgelig grueligt fejl.

Det gik da fint nok i starten, men da hun udnyttede en mulighed for at fange bolden ved at smutte ind foran ham, så hun var mellem ham og bolden. Hvilket rent fodboldmæssigt taktisk var et godt træk. Følelsesmæssigt, not so much.

[Ronan Thomas]

Ronan var ihærdig og Kala var kun blevet bedre over det seneste år. Han var lige så investeret som altid, så da hun smuttede ind foran ham, måtte han slå bremserne i for ikke at jorde hende.

I stedet greb armene lidt fat om hende i et instinktivt forsøg på at hindre dem begge i at falde.

[Kala Patil-Fawley]

Kala brugte da tid på fysisk træning, men hun var trods alt ikke startet op med et hold endnu og det meste foregik i luften. Balancen på jorden var en lidt anden og hun endte halvt snublende og helt tæt på ham.

Og det år, der var gået, betød tydeligvis intet, som hele hendes krop pludselig føltes elektrisk. Instinktivt lukkede hun armene over hans og lukkede fingrene om hans underarme, som hun snappede efter vejret.

Bolden rullede videre, ud af hendes bevidsthed.

[Ronan Thomas]

Ronan ville have grebet hvem som helst, for det var instinktivt og først et øjeblik efter, indhentede det ham, at han nu stod med Kala i armene.

Lettere stakåndet så han ned på hende, et sekund eller to, før han sikrede sig at hun stod og påpasseligt frigjorde sig af hende.