Fremtiden.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var smerteligt bevidst om, at hun havde såret hende, men var samtidig også komplet blank omkring, hvad hun kunne gøre for at ændre det. Fanget i en konflikt, hun aldrig havde forudset, rykkede hun ukomfortabelt på sig i stolen.

"Jamen det behøver jo ikke at være sådan," indvendte hun klemt. "Vi kan jo altid besøge hinanden og ses og... Jeg mener, vil du ikke hellere bo sammen med én, hvor mor og far har lyst til at besøge dig?"

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya var ret glad for sine forældre, og havde modsat Kala et rigtig godt forhold til dem. Men nu var hun også det perfekte eksemplar, også selvom hun ikke altid selv kunne se det var det alligevel noget som forældrene nød at prale lidt om overfor de andre forældre.

Hvis Kala blev optaget på Quidditch holdet ville hun med sikkerhed få mere travlt end nogensinde, og Vanya vidste at hun selv ville have et så fyldt skema at hun allerede på forhånd havde opgivet at komme ud og møde nye mennesker. De havde altid været social på hver deres både, og Kala ville uden tvivl have nemmere og hurtigere ved at få en god omgangskreds end hende selv.

"Joeh men.." Hun tyggede lidt på det. "Vi bliver nødt til at have en fast og hellig dag hvor vi ses og spiser sammen."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde altid elsket sine forældre, selvom hun aldrig havde levet op til hverken Vanya eller Kiaans boglige præstationer eller de forveninger, der var sat til dem alle tre. Men det var ikke hende, der havde valgt, at de ikke skulle ses længere og hun kunne ikke gøre andet ved det end at forsøge at holde tvillingen ude af rodet.

Forslaget kunne hun dog sagtens nikke til og hun smilede mildt. "Selvfølgelig, Nya," forsikrede hun hende, lettet over udsigten til at finde en fredelig løsning.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya var stadig ikke tilfreds. Hun skulle stadig ud og finde en anden at bo med, eller komme op med pengene til indskud selv. Lige netop dén tid var ingen steder at finde, og hvor end meget hun nød at høre Kala være enig med hende så var der tusinde ting der nu havde festnet sig midt i hendes i forvejen store kaos af tankemylder.

Men der var intet at se på hendes ansigt. I stedet smilte hun blot og nikkede. "Godt.." Hun orkede ikke at sætte ild til lunten, selvom hun med sikkerhed godt kunne have gjort det. Men det krævede mere energi end hun lige nu besad.

"Har du så bare tænkt dig at rende rundt med en taske over ryggen?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala elskede Vanya, ingen tvivl om det. Men efter endelig at være brudt fri af hendes skygge, var hun ikke indstillet på at skulle tilbage dertil. Og hun var i virkeligheden ikke så sikker på, at hun ville kunne overskue alle kjolerne og den sødmefulde parfume. Så ville hun hellere have en fyr, man kunne sparke lidt bold med eller dele en kold øl med; et ønske, hun nok skulle komme til at fortryde.

For nu trak hun dog bare på skuldrene og kastede et blik over opholdsstuen. Undlod at pointere, at det trods alt ikke var hende, der havde valgt, at hun ikke både kunne bo hjemme og forfølge sin drøm.

"Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig endnu. Hvis jeg får nok ved kontraktunderskrivningen, vil jeg vel se, om jeg kan finde et værelse et sted."

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya ville med sikkerhed gå og være lidt småsur i et par dage endnu, men ville i sidste ende nå frem til en nogenlunde forståelse for sin søster og det dilemma hun sad med. Selvom hun aldrig selv kunne forestille at hun selv ville havne i samme situation; det skulle dog lige være den gang hun som femårig fremlagde for sine forældre at hun ville være ballerina i et cirkus. Men det var mest på grund af det flotte tøj.

"Et sted. Ville du flytte ind hos vildt fremmede mennesker?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala rynkede brynene lidt over hovedet og ignorerede første impuls om defensivt at spørge, om ikke hun troede, hun kunne klare det. Men de havde altid været meget forskellige, mindede hun sig selv om og trak på skuldrene.

“Ja,” svarede hun derfor og hævede det ene bryn.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya var ikke imponeret. Men det undlod hun at sige højt, selvom hendes ansigtstræk var den rene sandhed, lige i dette tilfælde. I stedet sendte hun søsteren et lille halvhjertet smil for i stedet at undgå flere konflikter, selvom de var uenige.

"Det er der jo nogen der kan" svarede hun i stedet. Hvis Vanya endte med at skulle dele lejlighed med en, så skulle det være en hun kendte godt. Ikke om hun ville dele toilet, køkken og stue med vildt fremmede mennesker. Bare tanken gav hende kvalme.

"Hvad skal jeg i grunden gøre hvis mor og far spørger indtil dig?"

[Kala Patil-Fawley]

Vanya behøvede ikke lægge ord på sine tanker, for at Kala vidste det. Hun var faktisk slet ikke i tvivl om tvillingens holdning, men var også tilpas ligeglad efterhånden og trak bare på skulderen.

Spørgsmålet fik hende dog til at rynke på brynene. "Hvad mener du?"

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya vidste ikke hvordan hun selv skulle beskrive følelsen hendes ansigtstræk efterhånden tog. Søsteren havde jo heller ikke ligefrem sat resten af familiens i en belejlig situation.

Løvinden klarede halsen. "Hvis de gerne vil vide hvordan du har det. Fortjener de den information. Skal jeg lyve, eller skal jeg tvære det ud i deres ansigt når det går dig godt?"

[Kala Patil-Fawley]

Søsteren kunne lige såg godt have stukket hende en flad. Kala havde i forvejen sine problemer med at håndtere det forestående brud med forældrene, når hun kom til bekendelse med, at hun havde tænkt sig at underskrive kontrakten med Montrose.

Hun svarede da heller ikke med det samme, men stirrede på søsteren et langt øjeblik, før hun genfaldt mælet.

"Hvor er du fucking urimelig," svarede hun hårdt og rejste sig uden tøven for at trampe væk. Som det så ofte gik mellem dem, når Vanya tog fløjlshandskerne af.

[Vanya Patil-Fawley]

"Det kan du simpelhent ikke mene Kala." Lød det fra Vanya der allerede havde rejst sig og var på vej efter hende.

"Det er dig selv da har sat dig i den her situation, og måske er du ikke klar over det, men dén beslutning påvirker både Kiaan Patil-Fawley og jeg" svarede hun med de mørke bryn trukket ned.

"Så du bliver sandelig nødt til at finde ud af hvad du gerne vil have at vi formidler videre." Det var nok kommet en smule hårdere ud end beregnet. Men Vanya nægtede at se tåbelig ud overfor forældrene, skulle de begynde at spørge ind til Kalas liv og velvære. Hun kunne så nemt komme til at sige noget forkert eller træde nogen over tæerne; og det nægtede hun.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde virkelig brug for at køle af, så hun kunne se det velmenende i søsterens ord. Den mulighed forsvandt dog som dog for solen, da Vanya gav sig til at følge efter hende. En førsteårs måtte bakke hastigt væk fra døren for ikke at blive trampet ned, men slangen kunne ikke for alvor tage sig af det.

Brat stoppede hun op og snurrede om på hælen, så de stod ansigt til ansigt. "Jeg har sat mig i den her situation? Mor og far siger, at jeg ikke må komme hjem, medmindre jeg dropper dét, der får mit hjerte til at slå lidt hårdere. Det eneste, hvor jeg ikke er snublende og famlende og uduelig. Og du siger, at jeg har sat mig sådan her?" Hun holdt kun en pause for at hive vejret ind og gav hende ikke mulighed for at afbryde.

"Tror du ikke, jeg ville ønske, at de kunne acceptere, at det er dét, jeg vil? Og hvis du bekymrer dig så fucking meget, så kan du da også bare holde dig væk. Så er du fri for dén bekymring."

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya stirrede på sin søster. Op til flere gange løftede hun en finger for at tilkendegive sin afbrydelse, men Kala kom hende i forkøbet med endnu en strøm af ord.

Selvom måtte hun tage en dyb indånding for ikke at reagerer instinktivt. "Prøv da lige og slå koldt vand i blodet Kala og lyt til hvad jeg egentlig siger i stedet for straks at tro at jeg vil være din værste fjende" forsvarede Vanya sig, og kunne ikke undgå at krydse sine arme.

"Det eneste jeg vil vide er hvordan du gerne vil have at vi adresserer elefanten i rummet." sukkede hun. "Jeg er på din side, og hvis du vil have at vores forældre intet nyt skal have om dit liv, så er min mund lukket med syv sejl. Jeg gider bare ikke have skæld ud af dig for at fortælle om hvordan du har det, hvis du helst er fri"

"Og så prøv lige selv at være rimelig. For du har sat dig i den situation, men hører du mig sige at det var forkert af dig?" Det eneste Vanya ville have var at hun tog noget ansvar.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ondt i maven af bekymring og havde haft det, lige siden Montrose havde opsøgt hende efter kampen mod Ravenclaw. Valget havde været hendes, men hun havde ikke tænkt sig at tage hovedansvaret over, at valg kostede hende forældrene og pladsen i barndomshjemmet.

“Fuck dig, Vanya. Du kan fortælle dem, lige hvad du føler for. Men kom ikke her og fortæl mig, hvad jeg selv har sat mig i, når du tilfældigvis er alles idé om den perfekte søster, mens jeg bare er en giga skuffelse,” lød det dirrende fra hende. Ord, hun aldrig for alvor havde været i stand til, men nu væltede de ud.

Hun ventede ikke på svar, men gjorde som hun altid gjorde, når konfrontationen nåede en højde, hun ikke kunne overskue; hun flygtede. Vendte sig om og genoptog sin trampen væk derfra.