Højt at kravle, dybt at...

[Peninnah Flint]

Det havde været lidt af en klatretur op mod tårnene for Penny, der kun kom så højt til spådom. For nu var det dog Gideon Flint , der havde bragt hende derop. Eller rettere, at hun var kommet til at tage begge deres bøger til oldtidens runer med sig i tasken. Hun havde egentlig tænkt sig bare at fange den første og den bedste til at hente ham, da et andet velkendt ansigt nærmede sig.

Hun sank en enkelt gang, noget besværet, ved tanken om deres ændrede relation, før hun tog et par skridt i hans retning og anlagde et klædeligt smil.

"Rupert."

Rupert Horatio Montague

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde lært Pennina at kende i løbet af den sidste tid på Hogwarts, men han ville aldrig have forudset, at han ville modtage sådan et brev fra Graham Montauge og hans mor med informationen om, at de nu havde arrangeret hans fremtidige ægteskab. De handlede hurtigt. Lidt for hurtigt til hans smag.

Han stoppede på sin vej mod trapperne, da han så hende. Et høfligt nik fulgte hendes ytring af hans navn. “Penny,” hilste han ligeledes, ikke så formelt. “Jeg går ud fra at du også har fået en ugle i dag.”

[Peninnah Flint]

Penny studsede ikke over kælenavnet. Faktisk ville hun nok nærmere være blevet fornærmet, hvis Rupert havde brugt hendes fulde navn, og hun mødte ham med et smil og et lille nik.

"Til morgenmaden," bekræftede hun og fejede en mørk lok bag øret. "Så, jeg tænkte, vi vel med fordel kan bruge lidt tid sammen."

Hun vidste udmærket godt, at Gideon Flint havde konstateret netop dette for at stikke til hende. Men det var ikke desto mindre en god idé.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var ikke vildt tilfreds med at der dukkede en forlovelse op så tidligt. Han havde oprindeligt planlagt at bruge @saoirse som et skjold imod rygter eller forestillinger omkring ham, men han troede mindst han kunne få lov til at få et par år ude af skolen, før en eller anden fuldblodstøs blev kastet hans vej. Han var dog heller ikke urimelig eller overdrevent følsom omkring det, så ved Pennys forslag om at bruge tid sammen, trak han slet og ret på skuldrene.

"Det kan vi sagtens," mente han. "Men vi kan hvile i tryg forvisning om, at der i hvert fald går et par år, før det rigtig bliver aktuelt." Han smilede antydningsvist, pænt. Han tænkte det også var en lettelse for hende.

[Peninnah Flint]

Uanset hvad Penny selv ville, vidste hun godt, hvad der var forventet af dem. Det ansvar, der fulgte med det rene blod og hun smilede over, at Rupert i det mindste ikke lod til at have en urimelig eller følelsesladet reaktion på det.

"Selvfølgelig," svarede hun med et nik. "Men jeg tænker ikke, vi kommer til at se meget til hinanden efter sommerferien, så det var måske et fint at få lært hinanden lidt at kende inden."

Hun kastede et blik ned over ham, før hun vendte tilbage til hans øjne. "Gå med mig lidt?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert medgav. Penny var en lidt mere bestemt pige end hvad han ærlig talt havde foretrukket i en forlovet. Han ville have valgt en mere submissiv pige, som han kunne forme til at være den uvidende lille størrelse der ville være mest fornuftig at have ved sin side til den slags begivenheder, hvor det havde betydning.

Men man måtte lave limonade, når man fik citroner, så han begyndte at gå ved siden af Penny. Det var ikke fordi hun havde forstyrret ham i nogen vilde planer.

"Hvad er Gideons holdning til alt det her?"

Hendes tvilling var fuld af holdninger, havde han opdaget. Lidt rigeligt til hans smag.

[Peninnah Flint]

Penny drejede hovedet for at se på ham, da han talte, men det blev hurtigt vendt frem igen med blikket. Hun vidste selvfølgelig godt, at Gideon Flint var utilfreds. Men ligesom det havde føltes underligt at diskutere Rupert med ham, var det lige så ubehageligt at høre tvillingens navn nu.

"Han er min bror. Burde han have en holdning?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert trak lidt på både smilebåndet og skuldrene. "Det ved jeg ikke om han burde. Mit gæt er at han har en," konstaterede han roligt.

"Jeg vil gerne vide hvilken. Og jeg vil også gerne høre din, selvfølgelig."

[Peninnah Flint]

Tungespidsen strøg over læberne, før Penny tog en dyb indånding og trak på skuldrene. "Så må du vist spørge ham," konstaterede hun roligt og uden tegn på den irritation, at han tydeligvis satte hendes brors mening før hendes.

"Jeg er lidt overrasket, hvis jeg skal være ærlig. Jeg troede ikke, det ville ske, før jeg blev myndig. Men jeg er egentlig fint tilfreds. Vi kender endda hinanden på forhånd."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var ikke helt tilfreds med svaret, men lod det fare for nu. Han lyttede til resten og nikkede let.

“Det er et glimrende match,” konstaterede han. “Et helt forståeligt et. Men jeg tænker også at vi begge to er ret afklarede med at det er en forretningsaftale, for nu. Jeg har i hvert fald ikke de store forventninger til dig.”

[Peninnah Flint]

Penny kendte nok til Montague-familien og nikkede. Det var tanker som dem, han ytrede nu, der havde fået hende til at nå samme konklusion. Hun rystede lidt på hovedet.

"Nej, jeg har heller ikke brug for noget andet i det," forsikrede hun ham. "Men jeg ville selvfølgelig foretrække diskretion, hvis nu du har en kæreste eller sådan." Hun mente ikke at have set ham med nogle af pigerne.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var mesteren af diskretion og trak kun ganske svagt på smilebåndet. “Naturligvis,” bekræftede han og tænkte kort på Saori Mikazuki igen. Men man skulle ikke græde over spildt mælk.

“Og ditto, hvis du har en kæreste.”

[Peninnah Flint]

"Mh," svarede Penny, uinvesteret i kæresteskonceptet, men høflig og stadig med det milde smil om læberne.

"Ved du, hvad du skal efter skolen?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert smilede svagt, men med lidt kant. “Lære at bestyre en formue,” konstaterede han helt roligt. “Vi arbejder ikke. Vi leder.”

Det lød temmelig royalt og selvfedt, men hans familie havde midlerne til at bakke det op.

[Peninnah Flint]

Det lød rædselsfuldt og Penny havde lyst til at påtale det, men hun var klog nok til at lade være og bare smile lidt for sig selv i stedet. Det var da heller ikke, fordi svaret gjorde hende meget klogere på, hvad han skulle lave.

"Så, hvad har du tænkt dig rent faktisk at bruge din tid på?"