En lille samtale

[Vera M. Selwyn]

Padraig Ogden

Det havde aldrig været særlig nemt at være Vera, men lige i øjeblikket, var det værre end det plejede. Det var ikke sjovt at være fem måneder gravid og gå rundt og forsøge at gemme det under en kappe, når det efterhånden var ved at blive varmt. Derudover, havde Vera det ubehageligt på skolen efter episoden med Montague, som hun stadig ikke havde rystet af sig. Derfor havde hun trukket sig en del fra Forvandlingstimen og selvom hun egentlig plejede at være ret deltagende, sad hun nu mest bagi og gemte sig, så Montague ikke ville lægge mærke til hende. Hun kunne dog godt lide Professor Ogden og havde efterhånden lidt dårlig samvittighed, så efter timen fredag eftermiddag, stod hun og kiggede overvejende på ham. Hun var ikke helt sikker på om hun skulle sige noget, eller hvad hun skulle sige, men hun ventede i hvert fald tålmodigt på at alle eleverne forlod lokalet. Hun havde stadig lidt tid at beslutte sig i.

[Padraig Ogden]

Det var altid lidt specielt at undervise syvende årgang tæt på eksamenstiden. De repeterede det sidste, lærte intet nyt, men kæmpede hårdt for at forfine deres evner, så de kunne komme bedst muligt gennem den hårde prøve. Det var vigtigt. Resultaterne kunne bestemme ens fremtid.

Padraig var svagt distraheret af sit privatliv, men formåede at lægge det på hylden, når han trådte ind i lokalet og i dag var ingen undtagelse. Det havde været en god time, følte han. Produktiv. Han begyndte at føle at de nok skulle klare sig godt igennem.

[Vera M. Selwyn]

Vera trak kappen lidt tættere omkring sig og gik forsigtig op mod Professor Ogden. Han så travl ud, men hun havde lovet Elias Oliver Wood og Kala Patil-Fawley at hun ville tale med nogen om det der var sket. Nu hun stod i situationen, følte hun sig dog stadig usikker på om det var den bedste ide.
"Undskyld, Professor Ogden, må jeg tale med Dem? Eller har De travlt?" Spurgte hun og hankede lidt op i sin skuldertaske, mens hun betragtede ham undersøgende. Hun var ikke sikker på om han var den rigtige at snakke med, men hun havde ikke lyst til at snakke med nogle af de andre overhoveder om dette.

[Padraig Ogden]

Padraig var ved at gøre klar til den næste time, denne gang med første årgang, da den unge kvinde kom op til ham. Han hævede begge bryn let, men nikkede selvfølgeligt. Utvivlsomt handlede det om hendes forestående F.U.T. Det var de alle optaget af. Han var ikke meget nervøs på hendes vegne, men hun var faldet lidt af på den for nylig.

"Sig frem, Miss Monaghan," bad han.

[Vera M. Selwyn]

Vera bed sig lidt forsigtig i sin underlæbe, mens hun lod blikket glide hen over ham. Hun havde ikke meget tillid til voksne så egentlig regnede hun med at udfaldet af samtalen ville være ringe.
"Jeg har lidt svært ved at præstere i timerne i øjeblikket." Sagde hun.
"Jeg har ikke beviserne for det, men jeg tror der er en af eleverne i klassen, der fik mig til at falde. På trappen. Det gør mig lidt nervøs når jeg, når jeg er til time..." Bemærkede hun og pillede lidt ved en lok af sit hår. Forsigtig så hun væk fra Professor Ogden af ren nervøsitet over om han ville blive vred på hende.

[Padraig Ogden]

Padraig rynkede brynene over historien. Han forstod ikke helt sammenhængen, men var ikke så usympatisk overfor situationen, at han helt forkastede muligheden. Den lød dog lidt langt ude.

“Du faldt ned af trappen og nu har du svært ved at koncentrere dig? Det lyder ikke som et problem, der er isoleret til mine timer, Miss Monaghan. Har du overvejet at tale med dit kollegieoverhoved?”

[Vera M. Selwyn]

Vera havde overvejet kollegieoverhovedet, men det var ikke ligefrem en lærer hun havde lyst til at tale med af flere forskellige årsager.
"Ja men ja, jeg tror ikke jeg er så populær hos ham, så jeg har ikke rigtig lyst." Sagde hun.
"Eleven truede med at få mig til at falde på trappen og øjeblikket efter, så skete det." Bemærkede hun, uden at vide hvorfor hun blev ved med at tale. Det virkede ikke som om Professor Ogden havde lyst til at høre på hende alligevel. Det kunne hun måske godt have regnet ud.
"Men jeg vil ikke bruge mere af Deres tid, De er vist travlt beskæftiget." Sagde hun så og smilede undskyldende. Det var vist bedre hvis hun gik sin vej, hun var alligevel snart færdig på den her dumme skole.

[Padraig Ogden]

Padraig hævede begge bryn over anklagen, som virkede meget voldsom, koblet med at hun øjeblikket efter opgav mere forklaring. Han besvarede ikke hendes forsøg på et smil, men så ganske alvorlig ud.

"Det er en seriøs anklage du kommer med der, Miss Monaghan," konstaterede han. "Mener du at en af de andre elever skubbede dig ned af trappen?"

[Vera M. Selwyn]

"Som sagt så har jeg ingen beviser, men hvis nogen truer dig med at skubbe dig og det sker et par minutter efter, er det så ikke lidt mistænksomt?" Spurgte hun og bed ned i sin underlæbe.
"Han fik mig til at falde med magi. Det føltes ikke som om jeg snublede, ikke sådan rigtigt." Sagde hun nervøst. "Men grunden til at jeg ikke har sagt hans navn endnu er fordi at jeg nemlig ikke har nogle beviser, så egentlig, så ville jeg nok bare høre hvad dit råd er. Der hvor jeg kommer fra, plejer man bare at slå igen hvis nogen truer en." Sagde hun og så ned på gulvet.

[Padraig Ogden]

Hele affæren lød underlig og lidt som om den unge kvinde foran ham havde taget en tår for meget af ungdommens evige kilde til at at dramatisere deres liv. Han havde ikke været en meget dramatisk teenager, men det var ikke unormalt, at bølgerne gik højt. Derfor tog han det heller ikke så tungt, men smilede svagt til hende.

"Der er under tre måneder til I er færdige på Hogwarts," pointerede han. "Jeg ville fokusere på mit skolearbejde og undgå konflikter eller dem, der ønsker at starte dem," svarede han diplomatisk.

[Vera M. Selwyn]

Veras blik hvilede opmærksomt på hendes professor og hun nikkede derefter lidt over hans ord. Hun brugte et lille øjeblik på at tænke lidt nærmere over det han havde sagt, men derefter svarede hun og smilede en anelse.
"Det lyder klogt. Tak Professor Ogden." Sagde hun og sukkede en anelse. Der var selvfølgelig ikke lang tid tilbage. Lige om lidt ville alt dette være overstået og hun ville være helt fri til at gøre det hun havde lyst til. Derefter løftede hun sin ene hånd lettere akavet op i en hilsen og vendte sig så om for at gå.

[Padraig Ogden]

Padraig nikkede let. Han vidste sørme ikke om det var klogt, men det var lidt sent at gøre op med konflikter fra skolen nu og han ville helst ikke selv involveres i noget. Han havde rigeligt at gøre med konflikter på hjemmefronten. Alligevel rømmede han sig en smule, som hun lagde an til at gå.

"... Og Monaghan," talte han videre. "Apropos skolearbejde. Jeg forventer at din indsats også bliver skærpet den sidste tid. Hvis vi skal nå at få dig klar til en god eksamen. Ikke?"

[Vera M. Selwyn]

Det ville blive et svært løfte at leve op til, men måske netop fordi Professor Ogden insisterede følte hun at hun måtte gøre en indsats.
"Ja, ja det skal jeg nok." Sagde hun. Måske ville eksamen endda være nemmere for hende, så behøvede hun ikke sidde i timer hele dagen men kunne planlægge sin dag efter behov.
"Tak professor." Bemærkede hun flygtigt og smilede til ham, inden hun forlod klasselokalet.

Afsluttet.