Gå ud med et brag [S]

[Emilia Yaxley]

Emilia var ikke genert og havde altid godt kunne lide, at Hamish heller ikke var det, selvom han fra tid til anden så ud til at være udfordret på sin anstædinghedsfølelse. Men det gjorde det kun dét sødere, når han så stod helt tæt på hende. Med fingrene mellem hendes ben.

Hånden søgte lidt op igen og knappede hans bukser op, distraheret af følelsen af ham under trusserne. Men snart kunne hun søge ned i hans underbukserne og lukke hånden om det meget fysiske bevis på hans ophidselse.

[Hamish Buchanan]

En dyb, mørk lyd undslap Hamish over fornemmelsen af hendes fingre om sig. Som altid var alt meget umiddelbart med Emilia. Ikke planlagt, men impulsivt. Og han havde i det øjeblik ikke tid til at føle skyld, selvom det nok ville komme senere. Lige nu gled hans hånd blot ned fra hendes bryst og gav sig til at trække op i kjolens stof.

Tålmodigheden var blevet skiftet ud med behov og han havde snart fået stoffet op over hendes hofter, alt mens fingrenes bevægelser mod hende havde intensiveret sig.

[Emilia Yaxley]

Knæene vaklede lidt under berøringen, men Emilia fandt balance og stabilitet i Hamish' arme om sig. Desuden kunne hun fokusere på følelsen af ham og håndens bevægelse i hans bukser. Hun bed sig i underlæben, men formåede kun halvt at dæmpe de instinktive lyde, hans berøringer trak fra hende.

Med skørtet oppe om hofterne behøvede hun da heller ikke anden opfordring til at trække hånden op af hans bukser for i stedet af skubbe stoffet nedad.

[Hamish Buchanan]

Hamish var absolut ikke upåvirket af hendes berøring, men formåede at holde sine egne tegn på nydelse til den tunge vejrtrækning. Han smilede lidt, da Emilia ikke helt formåede det samme, men hånden, der havde trukket kjolen op, gled alligevel op over hendes overkrop igen og lagde sig let over hendes læber.

"Ssch," mindede han hende drillende om, mens den anden hånd trak sig væk fra hendes varme indre og i stedet trak ned i trusserne.

[Emilia Yaxley]

Enhver anden end Hamish havde nok fået en hæl jaget i foden over manøvren, men hans hånd over hendes mund og den dæmpede påmindelse ud for hendes øre var ved at drive hende til vanvid på den bedst tænkelige måde.

Emilia slap en lyd af overgivelse mod hans hånd, da trusserne gled ned, men hun tøvede ikke længe med at kroge en hånd om hans hofte og skubbe sig lidt på tæer mod ham.

[Hamish Buchanan]

Der var ingen reel kontrol i hånden, som kun netop lå over hendes læber og den gled snart ned til hendes hals igen. Hendes villighed gjorde ham kun mere opstemt og hånden, som havde fjernet stoffet, lukkede sig om hendes hofte. Fast, så han kunne flytte hende på plads.

Selv bøjede han en anelse i knæene, lod hendes hånd følge sig på vej og da han i én bevægelse pressede sig helt tæt på hende, slap han alligevel selv et åndeløst støn.

[Emilia Yaxley]

Grebet var nok til at gøre Emilia blød som smør, selv hvis han ikke allerede havde gjort det. For Gud måtte vide hvilken gang. Og hun kunne godt have brugt hans hånd over sine læber, da hendes støn blandede sig med hans.

Fest, kulde og alt andet var effektivt glemt, som øjnene gled i. Hånden greb lidt tomt i luften, men endte med at folde sig hårdt om stoffet, lige så meget for at have noget at knytte sig om, som for at holde det oppe.

[Hamish Buchanan]

Hånden gled ned i hulningen ved halsen, før den lukkede sig om hendes skulder og holdt hende dermed fra at falde forover, som han stødte ind mod hende. Den anden forblev på hoften og han fortabte sig, ikke for første gang, i den varme, bløde fornemmelse af kvinde.

Og selvom han ikke ville det, så var det i et øjeblik et glimt af andet lyst hår og grønne øjne, som han så for sit indre blik. Det dukkede op, udenfor hans kontrol og han stønnede lavmælt igen.

"Tag fast i stolpen," bød han lavmælt, stemmen en anelse hæs, som han hentydede til en del af det træværk, der holdt de mange ranker oppe. Som tilfældigvis også skjulte dem helt.

[Emilia Yaxley]

Det eneste gode ved den slags fester var muligvis, at Emilia tit endte dér. Med Hamish dybt i sig og hans hånd hårdt om sin hofte. Hun greb fat om stolpen og neglene kørte over den, uden hun helt var bevidst om, hvordan træet knagede beklagende under det.

Flere lyde pressede sig på og hun bed sig selv i skulderen, netop som hun havde kastet et blik over den på ham.

[Hamish Buchanan]

Modstanden fra Emilias greb tillod ham at intensivere sine bevægelser. Den anden hånd fandt også hendes hofte og fingrene borede sig lidt ind i huden der, mens han undertrykte flere lyde. Anstrengt.

På et tidspunkt løsnede han den ene hånd, men kun for at lade fingrene glide ind mellem benene igen og kærtegne hende insisterende. Mens han selv nærmede sig det punkt, hvor han ville blive nødt til at trække sig ud. Som han altid gjorde.

[Emilia Yaxley]

Emilia var virkelig ikke til hverken ømme berøringer, bløde kys eller kærlige ord og fandt ærligt mere nydelse dér i skyggerne med Hamish. Fingrene lukkede sig hårdere om træet og hun slap en stakåndet lyd, da han igen rakte ind mellem hendes ben.

Fortænderne lukkede hårdt om underlæben for at forhindre flere, måske lidt for hårdt, men hun var blind for alt andet end den nydelse, han gav lidt til. Benene vaklede lidt, da hun pressede knæene lidt sammen og skød ryg.

Og så gav hun efter under dæmpede gisp efter luft.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke selv holde en lyd tilbage, da han mærkede det bølge gennem hende og musklerne trække sig sammen. I et øjeblik var han ved at tabe kontrollen helt, men han genvandt den og trykkede sig mod hende et par gange endnu, før han selv brat måtte trække sig lidt tilbage.

Hånden forlod hendes hofte, som han i stedet greb om sig selv. Millimeter fra kanten.

[Emilia Yaxley]

De havde været sammen flere gange før og Emilia undrede sig ikke over, hvad han lavede. I stedet lagde hun hånden mellem benene, helt stille, mens en sidste skælven gled gennem hende.

Et smil brød fram, snigende, men skilte snart hendes læber, så overbiddet blev synligt. Hun tog en dyb indånding og slap kun langsomt stolpen igen, da hun også trak hånden fra sit skød.

[Hamish Buchanan]

Der var nærmest rutine i den sidste del, som resultatet af det hele endte mod den hud, som kjolen havde blottet. I et øjeblik stod Hamish og trak vejret tungt, før han nærmest uden at tænke over det, trak sin tryllestav og med en simpel besværgelse, fjernede det fysiske bevis på deres anstrengelser.

Den røg tilbage i ærmet, før hans hånd blødt greb fat om Emilias hofte igen. Bød hende at komme tæt på et øjeblik, som den anden fandt hendes skulder og guidede hende helt tilbage ind mod ham. Her slap han en tilfreds lyd og trykkede et enkelt kys mod hendes hals.

[Emilia Yaxley]

Emilia tænkte ikke engang over det, da Hamish tog sig af det uønskede bidrag til festen. Der var en form for syndig nydelse i de øjeblikke, det lå der, før hun igen lod skørtet falde og var blød, da hun lod sig trække ind til ham.

"Mh," mumlede hun i dæmpet værdsættelse. Et tiltrængt øjeblik uden bekymringer. Hun lod modsatte hånd søge over sin mave for at finde hans på sin hofte i en bevægelse, der virkede naturlig for øjeblikket.