Så tæt på

[Kala Patil-Fawley]

I starten af året havde det vigtigste i verden været at slå Gryffindor. Hvert ledige øjeblik var dedikeret til dét, og selvom turneringen allerede lod til at være afgjort, kunne hun ikke se sig tilfreds uden den sidste sejr. Og træningen bar præg af det.

Hun var også både tilfreds og en anelse udmattet, da hun slog sig ned i græsset ved banens kant på højre side af Ailis C. Finnigan for at nyde forårssolen.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis havde slet og ret ikke orket at bevæge sig mere, men var sunket sammen i græsset efter træningen. Der sad hun i solen, lettere stakåndet, da Kala også dumpede ned.

Hendes mundvige sitrede lidt. "Du tager virkelig ingen chancer, hm?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala trak håndryggen over den svedige pande, men der var ikke hverken fortrydelse eller beklagelse af spore i det smil, hun sendte Ailis.

“Jeg har jo ikke mange muligheder for at gøre op for et eventuelt nederlag, har jeg?” pointerede hun og stak albuerne i græsset, så hun kunne læne sig lidt tilbage, mens vejrtrækningen nærmede sig normalen.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis slap en munter lyd og trak på den ene skulder. "Det kan der selvfølgelig være noget om," medgav hun og så tilbage på Kala over skulderen.

"Så må os der har et år mere vel bare bide det i os."

[Kala Patil-Fawley]

Kala grinede dæmpet. “Det kan du tro,” bemærkede hun, før hun lod sig glide helt ned at ligge i græsset med en tilfreds lyd.

“Jeg kan fortælle dig, at det er meget nemmere hernedefra.”

[Ailis C. Finnigan]

Ailis fnøs muntert over Kala, men kunne alligevel ikke lade være med at følge eksemplet og lade sig glide tilbage ned i græsset. Det var ikke helt varmt nok til det, men de var tykt pakket ind i deres træningstøj, som trods alt var værn mod vinden. Så kunne lidt kold jord ikke gøre så meget.

"Det kan du jo sagtens sige," svarede hun og hævede øjenbrynene lidt over et drillende blik.

[Kala Patil-Fawley]

Hvis jorden var kold, bemærkede Kala det knapt. Hendes krop dampede stadig efter træningen, men det tilfreds smil om hendes læber var sejlivet. Hun slap en munter lyd og drejede hovedet, så hun kunne se på Ailis.

“Siger du, jeg tager fejl?”

[Ailis C. Finnigan]

Ailis åndede ud og rettede blikket op mod himlen, før hun lukkede øjnene i et øjeblik. Det trak lidt i hendes læber og hun trak den friske luft dybt ned i lungerne.

"Måske ikke," indrømmede hun overgivende. "Alt ér ret nemt lige her."

[Kala Patil-Fawley]

Lige dér virkede livet ret simpelt, som fremtidsfrygt og følelsesforvirring gled lidt i baggrunden og der bare var forårssol og lyden af deres åndedræt, som langsomt havde fundet tilbage til normalen.

"Det er det bedste ved Quidditch," musede hun. "Alt andet forsvinder bare. Der er luft og dine holdkammerater og lyden af din puls. Intet andet betyder noget."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis lå og lyttede til Kalas ord, som fik hendes mave til at vride sig lidt sammen. Vride sig og så alligevel løsne sig lidt. Hun blinkede øjnene op igen og så på den blå himmel over dem. Så tog hun en indånding.

"Problemet er bare, at man på et eller andet tidspunkt skal tilbage til alt det andet," konstaterede hun lavmælt.

[Kala Patil-Fawley]

Blikket fulgte dovent de få skyers vandring over himlen, før Ailis brød stilheden igen og Kala rynkede brynene lidt. Hun trak på skuldrene i en lidt klodset bevægelse, nu hun lå ned.

"Sandt, men af og til falder ting alligevel på plads, når man bare ligger her og ser på skyerne," konstaterede hun og skævede til holdkammeraten. "Eller taler om sine problemer?"

[Ailis C. Finnigan]

Ailis havde ikke intention om at være deprimerende selskab og derfor tog hun sig også sammen, som Kalas sidste ord gjorde hende opmærksom på at hun var netop det. Så hun skruede et smil på igen og trak selv på skuldrene.

"Jeg kan bedst lide den første mulighed," svarede hun og rynkede lidt på brynene, på trods af smilet.

[Kala Patil-Fawley]

Kala vendte straks blikket tilbage mod skyerne. Det var måske også for meget at forvente, at Ailis ville lette hjertet til hende, men nu var tilbuddet der i hvert fald. Hun tog en dyb indånding og slap den langsomt.

"Jeg håber for resten, at alt er cool. Du ved, efter sidst," bemærkede hun forsigtigt, da de havde ligget lidt i tavshed og kigget på skyer.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis ville måske have godt af at få lettet hjertet til nogen, der ikke var involveret i det hele, men hun ville ikke bebyrde Kala med det. Så godt kendte de heller ikke hinanden, på trods af... Ja, det Kala bragte op nu. Ailis drejede hovedet og så over på den anden, lidt overrasket. Så sneg et oprigtigt smil sig dog ind over hendes læber.

"Selvfølgelig," svarede hun og så spørgende på anføreren. "Er det ikke?"

[Kala Patil-Fawley]

"Jo, det er vi vel." Tænderne blev blottet i et smil, der vel bedst kunne beskrives som lettet, og Kala trak lidt på skuldrene.

"Det gik bare lige op for mig, at vi jo ikke har snakket om det siden, og ja, så er der hele det med, at vi er på hold sammen og at, ja, anfører, så... Jeg ville bare være sikker på, at du ikke havde det underligt."