Ude af syne

[Abigail Bancroft]

Dage var blevet til uger, efter Abbies første besøg i Sylvester Buchanan 's hjem. I starten havde den dårlige samvittighed været nagende, hver gang hun så ind i Padraigs velkendte øjne, efter hun havde været sammen med højesteretsmagikeren, men med tiden var følelsen gledet lidt i baggrunden. Hun formåede endda at lægge et blødt kys på sin kærestes kind, mens de gjorde sig klar til brylluppet.

Det lod endda til, at både hun og Padraig Ogden morede sig, mens de talte med troldmænd og hekse fra samfundets øvre lag, men snart fik alligevel sneget sig fra hendes arm. Og forsvandt. Hun var ikke helt sikker på hvornår, men da blikket faldt på ham i samtale med Cedrella Ogden, blev hun meget bevidst om hans fravær fra hendes arm, hendes seng og hendes hverdag.

Tålmodigt færdiggjorde hun samtalen og mistede ham af syne, da hun endelig kunne slippe væk.

[Abigail Bancroft]

Abbie burde måske have sagt sig selv, at Padraig var søgt væk fra festens midtpunt, men hun nåede alligevel at tage to omgange, før det faldt hende ind at lede væk fra borde og dansegulv. Hun tog en dyb indånding, da hun endelig fandt ham, inden hun gik hen til ham.

En blid hånd lagde sig mellem hans skulderblade, som hun pressede sig blidt ind mod ham bagfra og lod hagen hvile på hans skulder. Læberne strejfede hans kind.

"Dér var du."

[Abigail Bancroft]

Kroppen syntes kun at blive mere anspændt i hendes nærvær, og Abbie trak sig instinktivt tilbage i respekt for hans grænser. Selvom hendes indre vred sig over afstanden mellem dem, der altid syntes at ligge i mere end blot det fysiske rum.

"Selvfølgelig ledte jeg efter dig," svarede hun og rynkede brynene. "Jeg troede, du ville komme tilbage."

[Abigail Bancroft]

Abbie havde en god aften, men det virkede upassende at sige det nu. Som om hun viftede ham under næsen med det. Hun trak på skuldrene.

"Den er fin," underspillede hun det af hensyn til ham. "Hvad med dig? Er det helt skidt?"

[Abigail Bancroft]

Det var ikke helt slemt, for der var jo Cedrella Ogden og god vin. Det var i hvert fald sådan, Abbie hørte det, og hun prøvede at pakke sin ulykke væk, selvom den ikke helt forlod de brune øjne.

"Ja? Var hun glad på sin brors vegne?" forsøgte hun sig konverserende, selvom tanken fik hendes mave til at knibe sig sammen.

[Abigail Bancroft]

Abbie nikkede tamt uden at kunne slippe den insisterende fornemmelse af jalousi og det, der vel bedst kunne beskrives som ugengældt affektion. Affære eller ej. Hun fugtede læberne og tvang smilet frem igen.

"Ja? Tilbringer I meget tid sammen på slottet?"

[Abigail Bancroft]

Abbie bøjede nakken lidt og accepterede svaret, for nu. Hvis de havde været i private rammer, havde det været en anden historie. Hun nippede til sit vinglas og trak på skuldrene.

“Og farfar, selvfølgelig,” svarede hun. “Han sagde, han slet ikke havde fået talt med dig endnu?”

[Abigail Bancroft]

Abbie havde lyst til at pointere, at manden var hendes kød og blod - og desuden grunden til, at de havde deres eget sted at bo. Men han havde selvfølgelig slottet. Og hun manglede desuden viljen til at skændes med ham, og trak i stedet halvhjertet på skulderen.

“Han ville nok bare se dig. Find ham, før vi tager hjem, okay?”

[Abigail Bancroft]

Abbie var ret sikker på, at de begge var bevidste om samtalens hulhed, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle ændre det. Især ikke, da hans spørgsmål fik det til at knuge hårdt i maven. Heldigvis var hun ikke i stand til at græde i offentligheden, men hun tog en vaklende indånding.

“Jeg havde håbet, du ville danse med mig,” svarede hun lavmælt og tvang mundvigene lidt op.

[Abigail Bancroft]

Abbie vidste ikke helt, hvordan hun skulle få Padraig til at se på hende, som han engang havde gjort. Hun lagde en blød hånd i hans og fulgte ham med ud på dansegulvet, selvom det nok i virkeligheden var ham, der fulgte hende.

Nervøsiteten ramte hende, så snart de var nået ud på gulvet og hun tog en dyb indånding, før hun lagde hånden på hans overarm og fandt hans med den anden.

"Det er ved at være længe siden, at vi har gjort det her," bemærkede hun dæmpet og prøvede at fange hans blik helt. På den måde, hvor hun kunne mærke, at han så ind bag det beherskede ydre.

[Abigail Bancroft]

Abbie kendte alt til de lunkne, distancerede forhold fra sit barndomshjem og havde virkelig troet, at hun kunne leve det. Men de sidste par måneder havde vakt andre behov i hende. Behov, der fik skammen til at gnave insisterende i hendes indre.

“Jeg er nok bare lidt påvirket af brylluppet,” svarede hun undvigende. “Men det er vel meget normalt.”

[Abigail Bancroft]

Abbie rynkede brynene, som blikket flakkede lidt mellem hans øjne og hun igen måtte overveje, om han virkelig ikke vidste bedre, eller om han bare prøvede at undgå en ubehagelig samtale. Hun smilede mat.

"Ja, selvfølgelig," slog hun det derfor også bare hen med. "Ved siden af Mr. Appleton og Maeve var deres... forbehold slående." Ikke at hun nogensinde ville turde at gøre veninden opmærksom på det.

[Abigail Bancroft]

Abbie nikkede lidt til hans ord, før tilføjelsen fik hende til at stoppe den bevægelse. Måske hun burde holde munden lukket og værne om sin venindes tillid, men det var efterhånden en indgroet vane at fortælle Padraig alt. Eller, næsten alt.

"Hun er ret overbevist om, at de er det perfekte par," indrømmede hun dæmpet. "Og at vores børn kommer til at blive bedste venner."

Måske havde der været en gang, hvor tilføjelsen virkede naturlig. Men nu fik den det til at gnave ubehageligt i hendes indre.

[Abigail Bancroft]

Ordene virkede ætsende mellem dem, men der var alligevel ikke andet at gøre lige nu end at danse. Så det gjorde hun, og rystede lidt på hovedet ved spørgsmålet.

"Du ved, hvordan hun er omkring den slag. Hun har de her... Forestillinger om, hvordan tingene er," listede hun sig lidt omkring emnet. Hun og Sinéad L. Yaxley havde været veninder længe og hun holdt oprigtigt af veninden, selvom hun var bevidst om, at hun til tider havde sine udfordringer med virkeligheden.

[Abigail Bancroft]

Tavsheden mellem dem faldt igen og Abbie var næsten lettet over, at der var musik og de summende samtaler fra salen til at distrahere fra, hvor larmende den var. Men på et tidspunkt døde selv nummeret ud og hun smilede mat op til ham.

"Skal vi tage hjem?"