Hjemvendt

[Archie McCormack]

Der var ingen tvivl i ham om, at de skulle til huset, men han var lige så lidt i tvivl om, at han ikke var i stand til at transferere sig hele vejen til Godricdalen lige nu. Den kolde natteluft havde ramt ham som et slag i ansigtet, selv i sin granatchoklignende tilstand.

"Lad os gå lidt," mumlede han i stedet for direkte at indrømme noget.

[Valerie McCormack]

Valerie vidste ikke, hvad Archie tænkte og tolkede ikke den indirekte afvisning som noget godt. Det øgede kun til den tavshed, han havde mødt hende med og hun pressede læberne sammen om flere ord, selvom hun kun havde det tynde sjal til at beskytte sine nøgne skuldre og allerede skælvede af kulde.

Hun trak det sammen om sig, efter heldigvis at have hentet det i garderoben og følte sig barsk bragt tilbage til virkeligheden. Det skrøbelige øjeblik, der havde været på dansegulvet, føltes smuldrende nu og hun anede ikke, hvad hun skulle sige eller gøre.

[Archie McCormack]

Archie tog en dyb indånding og prøvede at klare tankerne lidt, mens stederne gled gennem hans tanker. Afrika, Godricdalen, hospitalet, Syrien, deres hjem. Han tvang tankerne væk og rakte hende sin hånd uden at have set følelserne, der tegnede sig over hendes ansigt.

"Er du klar?" spurgte han i stedet blødt.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ingen anelse om, hvad der gik gennem Archies hoved. Kulden gjorde det også sværere at fokusere på egne tanker og hun tøvede ikke med at sige ja, da han brød tavsheden. Og Valerie burde naturligvis have vidst bedre end at forsøge at transferere så langt, to sammen, der både havde drukket og var følelsesmæssigt oprevet.

Konsekvensen ramte dog først, da de dukkede op i landsbyen foran deres hjem og en brat smerte skar sig gennem helbrederen. Hun gispede og da hun så ned, spredte der sig hastigt røde plamager på den lyseblå kjole. Og så gav benene efter.

[Archie McCormack]

Archie havde tænkt på det tynde sjal og sin egen utålmodighed efter at få talt ud med Valerie, da han rakte hende hånden. Sekunder efter fik han lov at fortryde og han så hjælpeløst til, mens stoffet skiftede farve.

"Val," gispede han og greb hende. "Skat, jeg har dig. Val." Ordene forlod ham ufiltreret, panisk og med konstant voksende følelse af utilstrækkelighed. Det var hende, der var helbrederen.

[Valerie McCormack]

Chokket ramte, som alt blod drænede fra hendes ansigt og hun sank sammen i hans arme. Blikket var stadig rettet mod stoffet, der blev mørkere og mørkere og det susede lidt for hendes ører, før Archies stemme svagt trængte igennem. Hjernen var sløret, men selv gennem det var hun helbreder og fik et par rystende ord frem.

"Oregano. Indenfor."

[Archie McCormack]

Archie vidste selvfølgelig godt, hvad han skulle gøre, hvis han selv gik i spåner, men chokket af at stå sådan med Valerie var nok til at efterlade hans tanker i kaos. Hastigt skovlede han hende op i sine arme og stormede indenfor, så hurtigt benene kunne bære ham.

Blidt lagde han hende i sofaen, før han trak staven og få sekunder efter kunne gribe den lille flakon. Hænderne rystede, da han fik skruet den op og gav sig til at dryppe væsken ud over de store, væskende sår.

"Jeg har dig," mumlede han som sit mantra, mens han greb staven igen og fik skåret kjolen af hende med et koncentreret udtryk. Sårene over hendes perfekte hud fik det til at vende sig ubehageligt i ham, og han strøg hende over håret med den blodige hånd, mens han fortsatte med at pleje hver af de store kødsår.

[Valerie McCormack]

Valerie slap et udbrud af smerte, da han løftede hende op og med det slap hendes bevidsthed lidt. Hun svævede ind og ud af den, da hun lå på sofaen og hørte kun halvt mumlende ord, mens det sydede i sårene på hendes mave. Det var først, da de langsomt begyndte at knytte sig sammen, at øjnene for alvor flakkede op.

Hun gispede igen, som hun mærkede smerten og det sortnede for hendes øjne igen, men sårene blev mindre og mindre og da de ikke længere var livstruende, var Valerie dækket af sved og lå afkræftet på sofaen. Men hun åbnede også øjnene og søgte Archie.

[Archie McCormack]

Archie var våd hele vejen ned ad ryggen, men han ænsede det knapt. Han tog sig blot af hendes sår og strøg hende over håret, mens han mumlede for at få dem begge gennem det.

"Jeg er så ked af det," dukkede alligevel op i den repetitive mumlen. Han opdagede ikke engang, at hun kiggede på ham.

[Valerie McCormack]

Alt ved den nuværende situation var så uvirkeligt, at Valerie blev i tvivl om, hvorvidt det overhovedet fandt sted. Smerten var reduceret til en ubehagelig pulseren, men der var stadig blod alle steder og synet var makabert. Alligevel så hun det knapt nok, skønt det kunne få hele hendes verden til at styrte i grus at se møbler og tæpper ødelagt på den måde.

I stedet løftede hun en svag arm og rakte frem for at stryge Archie fjerlet over håret. Først i det øjeblik sikker på, at han rent faktisk var der. Og bare i et sekund var alt glemt. Alt hvad der var sket.

"Musling," mumlede hun, uendelig blidt.

[Archie McCormack]

Archie var blind for møbler og kjole og det lille blodspor hele vejen fra det lille hegn og ind i stuen. Det var forkert at se hende sådan, gispende og dækket i blod, og han havde en klar fornemmelse af, at en boggart for fremtiden ville tage en lidt anden form.

Forbløffet så han op ved berøringen og nåede knapt at komme sig over overraskelsen, før kælenavnet fik hjertet til at skippe et slag. Han tyssede blidt på hende.

"Jeg er her," forsikrede han hende for Gud måtte vide hvilken gang. "Hvad kan jeg mere gøre, Val? Hvordan er smerten?"

[Valerie McCormack]

Valeries hjerne føltes sløret, som kroppen kæmpede med både chok og blodtab. Øjenlågene var tunge og han var lidt sløret i kanten. Hun registerede kun halvt hans ord, men uanset hvad han havde sagt, ville svaret have været det samme.

"Bliv," lød den fløjsbløde stemme, på kanten af bevidsthed. "Bliv her. Bliv hos mig."

[Archie McCormack]

Archie følte sig ualmindeligt hjælpeløs, som han sad dér, på knæ ved hendes side og strøg hende over håret uden at ane, hvad han ellers skulle gøre. Han nikkede, selvom han ikke var blind for hendes kamp med øjenlågene.

"Altid," hviskede ham ømt og lænede sig frem for at kysse hendes pande. Han blev siddende der, til hun faldt i søvn og lidt længere. Så rejste han sig langsomt og gik ud for at vaske blodet af de stadig let rystende hænder. Han fjernede så meget af blodet, som han formåede med magi, inden han lagde et tyndt lagen over hende for at dække hende lidt til igen. Det føltes ikke rigtigt at lade henge ligge sådan til fuldt skue.

Efter et par timer flyttede han det alligevel forsigtigt og vaskede blidt den bløde hud, før han lagde en forbinding, hvor det var muligt uden at vække hende. Tæppet blev omhyggeligt lagt over hende igen, før han vaskede sine arme og sit ansigt. Tavst skiftede han tøj, hele tiden bevidst på den mindste lyd fra stuen. Men Valerie sov og der var ikke andet end hendes overfladiske vejrtrækning.

Han anede ikke, hvor længe der var gået, da han sank ned at sidde på gulvet ved hendes side og overgav sig til sine tunge øjenlåg.

[Valerie McCormack]

Valerie sov tungt, som hendes krop kæmpede for at helbrede selv. Hun mærkede ikke forbindingerne der blev lagt, men vågnede først mange timer senere.

Det var smerten omkring maven, der bragte hende op til overfladen og først havde hun ingen anelse om, hvor hun var og hvad der var sket.

Så faldt blikket dog på skikkelsen, der sad ved siden af hende. Hendes stemme var svag og raspende, da hun talte.

"Archie?"

[Archie McCormack]

Archie havde været vågen en gang mere, mens hun sov og set til sårene, før han havde skiftet hendes forbindinger. Han sov dog, da Valerie vendte tilbage til bevidsthed, og han vågnede med et sæt, da hun sagde hans navn.

"Mh?" lød det fra ham, allerede før øjnene var gledet op, men han fik dog kæmpet sig i mål og så søgende på hende med en hamren i brystet. "Skal du have noget vand?"