For to, som gerne vil sammen være

[Maeve Appleton]

Maeve trak hånden til sig med et skævt smil og klemte læberne sammen et øjeblik, før hun trak på skuldrene. Hun synes ikke han burde dele whiskey med flere, men det var ikke det hun sagde. I stedet rankede hun sig blot og rettede lidt på kjolen og sin underdel, så hendes fortrin sad som de skulle.

"Bare lad være med at være for længe om det," opfordrede hun med et glimt i øjet, før hun gøs, gav ham et kindkys og begav sig indenfor med svaj i hofterne.

[Keeran Appleton]

Det var med et tomt glas og en underlig fornemmelse i kroppen, at Keeran vendte tilbage til selskabet. Han fangede sig selv i at kaste et blik på Tom, der var på vej tilbage til tossen, før han rystede lidt på hovedet og selv fandt vej tilbage til Maeves side.

"Har du savnet mig?" mumlede han ud for hendes øre, da han kunne stille sig bag hende. Hænderne smøg sig om hendes hofter og om på hendes mave, så han (knapt så) blidt kunne trække hende tættere.

[Maeve Appleton]

Maeve havde været travlt optaget af at blive frustreret over Aleksander Karkaroff, imens Keeran var væk og opdagede ham ikke, før han trak hende insisterende ind mod sig. Hun skulle lige genfinde fatningen, men han fik hende til at le og det i sig selv var vel også en god del af grunden til, at de var så gode sammen.

“Mmh,” brummede hun endelig bekræftende, selvom hun ikke havde haft tid til at savne ham. “Fik du gjort det du skulle?”

[Keeran Appleton]

Keeran havde måske været ude i mørket med sin elsker, men det betød ikke, at han ikke havde øjne på sin brud imens. Det var selvfølgelig ikke hans egne, men han havde både en lærling og en god ven i Jesse Jones, og det var sidstnævnte, der havde overhørt Aleksander Karkaroff omtale sig selv som Maeves tidligere elsker.

Fingrene strøg hende lidt over maven. "Ja," svarede han og kyssede hende bag øret. "Fik du?"

[Maeve Appleton]

Maeve vidste ikke at Keeran vidste noget og hun havde absolut ikke lyst til at dele informationen om Aleksander med ham. Det var ikke en del af hendes fortid hun var stolt af. Derfor sagde hun heller ikke noget, men tiltede hovedet lidt og var egentlig ret tilfreds med, at han ikke kunne se hendes ansigtsudtryk. Hun kæmpede med at holde det neutralt.

"Jeg havde ikke rigtig noget jeg manglede," svarede hun ærligt nok. Det var ikke hendes ærinde at tale med Aleksander. Han var kommet til hende.

[Keeran Appleton]

Keeran brummede lidt og kyssede hende bag øret, mere end bevidst om hendes strategiske dansen uden om. Men det var ikke for ingenting, at han var i specialstyrken. Eller overvejede at søge ind som forhørsleder.

"Ingen aurorer, du skal have talt færdig med?" fortsatte han roligt, dæmpet. Det angik ikke andre.

[Maeve Appleton]

Maeve stivnede et øjeblik, men forsøgte at huske sig selv på, at det ikke betød noget. Måske havde han set hende med Aleksander. Hun løftede den ene skulder lidt.

“Nej. Jeg har talt med alle de aurorer jeg har brug for,” svarede hun, stadig ærligt nok.

[Keeran Appleton]

De stod tæt nok til, at Keeran kunne mærke hendes muskler spænde op, og han tog blot en dyb indånding ud for hendes øre, kyssede hende en gang mere og rettede sig op.

"Jamen så lad os sige godnat til selskabet," svarede han, før han vendte hende i sine arme, til han igen kunne møde hendes blik.

[Maeve Appleton]

Maeves skuldre faldt, da han stoppede sin spørgsmålsrække. Se, paranoid, sagde hun til sig selv. Hun smilede lidt til Keeran, da de stod ansigt til ansigt, og nikkede.

“Jeg kan ikke vente til vi er alene,” mumlede hun sigende.

[Keeran Appleton]

Keeran sagde ikke mere for nu, men lagde i stedet en arm om hende. Farvelrunden gik hurtigere og mere smertefrit, end han havde forventet, men han klagede nu ikke, da han kunne feje Maeve op i armene foran det værelse, de skulle bruge natten i.

"Klar, smukke?" spurgte han med et rigtig drengerøvssmil.

[Maeve Appleton]

Maeve gispede lidt, da Keeran fejede hende op i armene. Hun klyngede sig instinktivt til ham, før en lille, punkteret latter forlod hende.

“Uh-huh, ja. Vær sød ikke at ødelægge ryggen,” bad hun underholdt. “Eller tabe mig.”

[Keeran Appleton]

"Det er godt, at vores ægteskab er bygget på den slags tillid," grinede han dæmpet. Selvfølgelig var han selv ikke hævet over at have en lill beholder med blot et par dråber veritaserum i underlommen. Bare for en sikkerheds skyld.

Det nævnte Keeran dog intet om. I stedet trådte han ind i soveværelset med sin nye brud og stoppede først ved sengekanten, hvor han satten hende ned.

[Maeve Appleton]

Maeve døde lidt indeni over ordet tillid og hendes latter var helt væk, da han satte hende på sengekanten. I stedet så hun temmelig skyldbetynget ud. Vidste han det? Hendes blik gled op på ham.

“Mente du noget bestemt med det du sagde med at tale færdig med en auror?”

[Keeran Appleton]

Keeran så ned på hende, ikke blind for hvad det kunne betyde for samtalen, at han stod og tronede sig over for hende. Men han opgav ikke sin højdefordel. I stedet så han roligt ned på hende.

"Fortæl mig om Aleksander Karkaroff," bød han hende og tog kun langsomt plads i en blød lænestol ved væggen, ikke mere end et par meter fra hende.

[Maeve Appleton]

Maeve faldt lidt sammen i skuldrene. Det var ikke den måde hun havde håbet aftenen ville udvikle sig på, men løbet var kørt for at feje det under gulvtæppet. Hun sænkede til gengæld blikket til gulvtæppet.

“Jeg ved ikke hvornår eller hvordan du har hørt om det, men det var ikke mig, der inviterede ham til brylluppet. Jeg har ikke talt med ham i et år og jeg har ikke lyst til at tale med ham nu.” Hun tog en dyb indånding og hendes blik flakkede til Keeran. “Han var gift, da vi var sammen. Det var ikke rigtigt af mig, men jeg faldt for ham. Så vi var elskere i et år. Hans hustru gik fra ham, da hun fandt ud af det. Ikke længe efter gik vi også fra hinanden...”