07-03-2027

[Hamish Buchanan]

Hamish var dybt kontrolleret, men ikke overfor Alissa. I hvert fald ikke nu. Fortrydelsen lyste klart ud af hans ansigt og de brune øjne var sørgmodige. Alt i ham brændte efter at kunne røre hende. Trække hende ind til sig og forsikre hende om at det nok skulle gå. Men det kunne han ikke. Og ville ikke kunne det i lang tid.

"Men vi kan ikke risikere det," svarede han lavmælt, beklagende. "Jeg kan ikke risikere, at han prøver at forlove dig med en anden. Og skandalen det ville medføre, når jeg nægter at lade det ske."

[Alissa Avery]

Alissa var i forvejen vaklende efter weekenden og indrømmelsen, der var at finde i hans ord, fik hende til at se på ham med et blik, der bedst kunne beskrives som sårbart. Instinktivt rykkede hun sig lidt tættere på spejlet og manden i det.

"Han kan ikke gøre det. Du er allerede min anden forlovelse, Hamish. Det ville være det samme som at slagte mine muligheder for at få en ny. I hvert fald uden han er nødt til at forklare," pointerede hun. En forlovet i Azkaban var én ting...

[Hamish Buchanan]

Alissas ord ansporede intet håb i Hamish' blik. Tværtimod rystede han bare på hovedet. "Min opførsel har givet ham al den forklaring han har brug for. Det ville ikke være svært at forklare det med, at jeg forsøgte at udnytte dig. At det var nødvendigt for at beskytte dig og dit ry," konstaterede han og i hans tonefald var der noget der antydede, at han ikke var helt uforstående overfor Francis' reaktion. Det var præcis, hvad han selv ville have gjort i sin fars sted, hvis det havde været Fiona, der var tale om.

"Jeg har ikke lyst til at være adskilt fra dig, Alissa. Men det er den eneste mulighed."

[Alissa Avery]

Alissa rettede sig sjældent ind efter regler eller autoritetspersoner, i hvert fald ikke når de kiggede væk. Men hun fandt en fornuft i Hamish' ord, der ikke var lige så let at modsige.

"Jeg hader det," svarede hun lavmælt. "Jeg hader at savne dig."

[Hamish Buchanan]

Hamish' bryst svumlede lidt, samtidig med at det også gjorde lidt ondt. Han havde midlertidigt glemt at han stod alene i lejligheden, for al hans fokus var på det lille spejl og pigen bag det. Smilet var trist og nåede ikke helt hans øjne.

"Jeg ved det," forsikrede han ømt, mens fingerspidserne endnu hvilede over hendes på spejlet. "Men i mindste kan jeg tale med dig. Resten må min hukommelse klare."

[Alissa Avery]

Selvom mange på skolen betragtede Alissa som lidt af en isdronning, blødte hendes hjerte varmt over at se den normalt så kontrollere Hamish sådan. Hun havde lyst til at trykke sig ind til ham og der gik et øjeblik, før hun indså, at det ikke var sit eget behov for tryghed, men trangen til at trøste ham, der havde affødt den.

"Er det forkert af mig, at jeg på trods af alt alligevel ikke helt kan få mig selv til at fortryde det?" spurgte hun lavmælt efter lange sekunders tavshed.

[Hamish Buchanan]

Hamish var temmelig vred på sig selv. Formentlig mere end Alissa havde været. Og af samme grund var han stille lidt over hendes spørgsmål. Han slog blikket ned og rynkede lidt på brynene, eftertænksom.

"Det var dumdristigt," konstaterede han, før han søgte hendes lyse øjne gennem spejlet igen. Så slap han en udånding. "Men det var også... Jeg kan ikke lade være med at tænke på det. På trods af alt, det har medført."

[Alissa Avery]

Alissa havde delvist forventet et svar som dét, men en lille del af hende havde dog tilladt sig at håbe på, at deres sidste møde alligevel havde forandret noget. En del af hende, der lod sig formildne af hans efterfølgende indrømmelse.

"Hvis du skal se bort fra det... Jeg håber, at din fødselsdag ikke skuffede."

Normalt en bemærkning, der ville blive leveret med større selvsikkerhed. Men den var forsvundet, da hendes far brød ind i hendes kærlighedsliv på det mest ubelejlige tidspunkt.

[Hamish Buchanan]

Hamish vidste udmærket at han ikke engang burde have den samtale med Alissa. At han burde holde sig fra alt, der overhovedet gik i den retning. Men det kunne han jo ikke. Ikke når hun så på ham på den måde ud gennem spejlet, som ingen - forhåbentlig - vidste, at de havde.

"Skuffede?" gentog han og et skævt smil, der var meget mere reelt end de tidligere, strøg kort over hans ansigt. "Du må være vanvittig. Jeg har kun sværere ved at få dig ud af hovedet nu."

[Alissa Avery]

Det var den sødeste form for selvpineri. Selvom den forbudte samtale var med til at genskabe lidt af intimiteten, de fandt i møderne, blev længslen kun mere insisterende.

"Det føltes i hvert fald, som om du godt kunne lide, hvad du så," bemærkede hun med skyggen af et dristigt smil.

[Hamish Buchanan]

Det var helt sikkert stærkt på vej til at blive en upassende samtale, men Hamish stolede fuldt og fast på at Alissa var alene på den anden side, selvom han af gode grunde ikke kunne vide det. Og det var da i øvrigt også smart, at hun heller ikke kunne se, hvor letpåvirkelig han var af hendes ord og de billeder de frembragte, som han stod der i sine pyjamasbukser.

Det drengede smil på hans læber var dog måske afslørende nok i sig selv, sammen med den dybe indånding der fulgte. "Jeg er kun ked af, at jeg ikke fik længere tid til at nyde det," indrømmede han lavmælt.

[Alissa Avery]

Alissa kunne allerede høre sit åndedræt blive ujævt, men hun kunne ikke lade være. Hun følte sig lidt tør i halsen og fugtede læberne.

"Der er ingen, udover pigerne på min sovesal, der har set mig sådan," gengældte hun helt ubevidst hans indrømmelse. Det var efterhånden en indgroet vane; sådan fungerede hendes belønningssystem, selvom Hamish spillede efter helt andre regler end nogen anden i hendes liv.

[Hamish Buchanan]

Hamish' øjne udvidede sig i det korteste øjeblik over denne nye information. På en eller anden måde havde han været helt sikker på, at det ikke var tilfældet - ikke at han havde tænkt meget over det. Men han vidste, at der havde været andre i Alissas liv og det havde han ikke haft et problem med. Det faktum at det åbenbart ikke var sådan, gav ham en uventet kriblen i mellemgulvet og der var noget ømt i hans blik, som det trak i hans mundvige.

Han betragtede hendes ansigt lidt gennem spejlet og bare i et øjeblik havde han glemt frustrationen over at være adskilt fra hende. Der var varme i stemmen, da han talte og tonefaldet var lavmælt, selvom han var alene. "Jeg håber, at jeg fortsat viser mig værdig til det privilegie."

[Alissa Avery]

Alissa kunne slet ikke tage blikket fra hans mørke øjne, der reagerede på hver af hendes ord. Fyldtes med overraskelse, fyldtes med varme. Hun smilede med den ømhed, hun normalt ville lægge i en berøring.

"Værdig?" gentog hun og kunne ikke lade være at slippe en munter lyd. "Ved du da ikke, at du tager pusten fra mig, Hamish?"

[Hamish Buchanan]

Hamish var komplet opslugt af pigen i spejlet, som selv nu kunne få hårene til at rejse sig i hans nakke og hele hans hud til at sitre af længsel. Tænderne kom impulsivt til syne i endnu et skævt, drenget smil over hendes spørgsmål og han slog kort blikket ned, men kunne kun undvære at se ind i hendes i få øjeblikke.

"Hvis ikke det var tilfældet, ville du aldrig have taget mig med hjem," konstaterede han. "Men jeg er stadig dybt taknemmelig for det."