Afslutning eller begyndelse

[Finley Runcorn]

Finn havde forsøgt ikke at få øjenkontakt med forældrene hele aftenen. For han havde pænt* fortalt dem, at han kun deltog i festen fordi hans venner kom der. Ikke fordi han ville være sammen med dem. Nej. Han havde praktisk talt flygtet fra Diagonalstræde til Hogwarts i juleferien sammen med Calliope Zabini , og havde allerede fået et par skrålere omkring sin opførsel ved Storsalens morgenbord.

Desuden var festen vigtig. For forældrene. Og Finn vidste at han hverken ville få lommepenge eller nogen flygtig fornemmelse af frihed, hvis han ikke deltog. Desuden... Måske kunne han taktisk få Miles til at invitere ham til at crashe hos ham i aften. På en eller anden måde. Planen var undervejs.

"... er det ikke det sygeste du har hørt?" afsluttede han fortællingen af, efter at have berettet om forlovelsen til vennen ved sin side. Finn havde mindst snakket i seks minutter uden pause.

Milphio Borgin

[Milphio Borgin]

Miles der ellers havde rocket et par solbriller hele aftenen, havde skubbet brillerne op i krøllerne og sad nu med åben mund, og kunne snildt sammenlignes med en torsk der havde vanskeligt ved at vurdere, om den skulle grine eller græde.

”Forlovet!?” Blev han nødt til at gentage for sig selv, før det rigtigt trængte ind. Og selv da, virkede det helt absurd. Men allerede få sekunder efter spyttede han alligevel en undertrykt latter ud, der ret hurtigt udviklede sig til et mere højlydt grin som pressede tåre ud af øjnene på ham, mens han forstillede sig de to venner på vej ud ad vinduet.

”Åh, fuck jeg gad godt at have set jeres ansigter! Dips på at trække dét minde ud af knolden på dig, inden du dør!” Tungen var halvt på vej ud, så han kunne bide den ned for at stoppe latteren. ”Må jeg være din forlover?”

[Finley Runcorn]

Finn himlede en gang med øjnene, pænt overbevist om at hans ansigt havde været så blegt - og dog rødmosset - efter forældrene havde fortalt om den glimrende ide. Selvfølgelig grinede Miles af det, som var det hylende morsomt. Finn var dog ikke ligefrem nået det stadie, hvor han kunne grine af det.

I stedet fnøs han teatralsk. "Ej, hold dog kæft..." bed han dæmpet ved hele forlover-spørgsmålet. "Jeg skal finde en vej udenom. Det ved du godt. Det er det jeg... gør."

[Milphio Borgin]

Endnu engang bed Miles ned i tungen for ikke at bryde ud i grin. Selvfølgelig var det vel et lidt alvorligt emne, men det var også umådeligt morsomt. Alligevel forsøgte han at samle sig lidt og se en smule mere seriøs ud.

”Ja ja, selvfølgelig.” Han nikkede og lignede en der endelig tog vennen lidt mere alvorligt. Indtil han ikke gjorde. ”Du kan skynde dig at blive gift med mig i stedet?” Han tog begge hænder op til kæben, og blinkede overdrevent.

[Finley Runcorn]

"Ad, for hevede..." Bandede Finn, før han skubbede vennen mod skulderen. Ryggen sank lidt tilbage mod ryggen på møblet, før han druknede flere bandeord i glasset med bobler. Alkoholsfrie, fordi forældrene holdt øje med ham som to engobserverende musvåger.

"Du hvad hvad gifte folk gør," Bare tanken gjorde ham kvalm. "Så næsten hellere gøre det med Calliope Zabini . Men stadig... ad."

[Milphio Borgin]

Miles kunne ikke lade være med at grine af Finleys reaktion, inden han skubbede solbrillerne tilbage på plads så alt blev lidt for mørkt igen. ”Jeg er en smule såret Hr. Fincorn, men du har en pointe.” Han stak hånden ned i en nærtstående skål med noget der enten var snacks eller ægte små stjerner. Miles gættede på snacks og kastede et par stykker i lufte, for at gribe én lidt akavet med munden. Resten ramte ham bare i ansigtet for derefter at falde på gulvet.

”Wow, de her er gode!” Han bukkede sig for at samle afstikkerne op, og tilbød en til Finley. ”Så hvad er planen? Når du nu ikke vil gifte dig med mig. Skal vi smede hende den hidsige sammen med en anden i stedet? Eller vil I flygte til et andet land, måske?Hvad med Sverige?”

[Finley Runcorn]

Selvom Finley var en slikmund, rystede han på hovedet, da Miles tilbød ham en af stjernestykkerne. Efter de kvalmende billeder der var vandret gennem hovedet, kunne han nok ikke få en bid ned. I stedet sank han mere fra glasset, mens han lyttede til vennens mærkværdige forslag.

For det første, skulle Calliope Zabini fandme ikke smedes sammen med en anden. Ikke at han... Sådan ville giftes med hende, men ingen skulle røre et hår på hendes krøllede hoved.

"Sverige?" Et skeptisk øjenbryn hævede sig. "Du er så'n en Gryffindor. Ved du godt det?" Det var ikke ligefrem en kompliment når det kom fra Finley.

[Milphio Borgin]

Det kunne ikke påstås at Miles virkede synderligt bekymret på vennernes vegne. Han stoppede bare munden med de stjerner Finley ikke ville have, og stak hånden i skålen igen for at liste en håndfuld i lommen.

”Men det er din forlovede også, så måske vil hun gerne til Sverige, ikke?” Han snøftede af vane og sendte et hurtigt blik rundt for at se om han kunne få øje på den kommende brud. Det var ikke umiddelbart tilfældet, så han vendte opmærksomheden mod Finley igen. ”Ved du godt at de har drager? I kunne starte en dragefarm!”

[Finley Runcorn]

Etableringen af en dragefarm var mindst ligeså usandsynlig, som det nok var at kunne snige sig udenom ægteskabet. Finn var ganske sikker på, at det ville smadrehans og Calliopes venskab. Især fordi at han måske havde undgået hende en smule på slottet, fordi han simpelthen ikke kunne lade være med at tænke på sørgelig reproduktion, skrigende unger, formende rynker og kedelige samtaler over søndagsaviser.

"Det lyder nærmere som om du lige har fundet din egen personlige fremtidsdrøm," bemærkede Finn tørt, men med et semi-sitrende smil i mundvigen.

[Milphio Borgin]

Miles rystede på hovedet, og sendte et par lange øjne efter hvad end Finley stod og drak. ”Nej nej, vi har rigeligt farm derhjemme.” Bemærkede han kort, inden nysgerrigheden tog overhånd.

”Hvad drikker du?” Hånden var allerede på vej hen, for at låne glasset så han lige kunne smage.

[Finley Runcorn]

Finn trak på skuldrene, men druknede en sarkastisk kommentar som rævepis - hvad tror du ellers, da han indså at han egentlig ikke vidste hvad det var. En form for cider. Glasset blev overrakt til kammeraten uden de store indvendinger. "Der er ikke alkohol i," bemærkede han dog alligevel.

"Har du nogensinde været fuld?" spurgte han, efter nogle sekunder.

[Milphio Borgin]

Miles stak testende en tunge i væsken, samtidig med at han vendte blikket mod Finley da han talte igen. Endelig tog han en rigtig tår, og var kun lige akkurat så imponeret som Finley lød, inden han rakte glasset tilbage.

”Fuld? Det ved jeg ikke. Ikke rigtig.” Han trak på skuldrende og tænkte først ikke videre over spørgsmålet. Indtil han spærrede øjnene en anelse op og der i takt med aftenens tema dukkede et ar stjerner op i hans øjne.

”Har du… Skal vi..?” Han sendte et blik over skulderen mod de voksne. ”Hey, jeg tror godt vi kan snige et eller andet!”

[Finley Runcorn]

Finn havde været fuld én gang. Til allehelgens, sammen med Cal. Det havde endt ud i, at han blev kroplåst på gulvet og at de ikke snakkede med hinanden i noget tid. Fingrende lukkede sig om glasset igen, før han satte det fra sig. Det gav desuden tid til at Miles kunne dreje de rustne tandhjul.

"Mine forældre må ikke se mig snige noget med. Kan du gøre det?" spurgte han med et ´lad os mødes i gangen´nik med hovedet. Nok havde han kaldt Miles en typisk Gryffindor, men denne gang, var han nok selv en stereotypisk Slytherin. Han forsøgte i hvert fald at få vennen til at klare det beskidte arbejde.

[Milphio Borgin]

Miles var den stolte indehaver af en kronisk ja-hat, og han svarede med et ’den klare jeg’ nik. De voksne sendte han et hurtigt blik, inden han også stoppede den anden lomme med stjernerne, og gav Finley tid til at forlade stuen før projekt ’skaf alkohol’ kunne gå i gang.

Da vennen var ude, gik Miles i gang. Bordet med forfriskninger var da heldigvis en samling af drikkevare både med og uden alkohol, så det var heldigvis ikke underligt at han gik derover. Han faldt i snak med en ældre troldmand i et vældigt humør, mens han fyldte et glas med noget der kunne være det dér cider som Finley måske havde drukket.

Før eller siden begyndte han at hælde ud over glassets kanter, og i et klodset forsøg på at tørre det op, væltede han en hel række rene glas, og en enkelt åben flaske, der hældte sit indhold udover troldmandens sko. Ret hurtigt blev situationen en smule kaotisk, og Miles trak sin stav for at ’hjælpe’ med oprydningen. Han nåede kun lige at svinge den, uden nogen effekt på svineriet, inden nogen mindede ham om at han ikke måtte bruge den. Han grinte undskyldende, og påpegede at det vist heller ikke havde virket så der var ingen skade sket.

Med den store alkoholfrie flaske i hånden, konkluderede han at det måske var bedst han smuttede fra de dømmende blikke. Og han var et stort grin da han kom ud i gangen til Finley. ”Job done!”

[Finley Runcorn]

Finn var god til at foregive interesse. Derfor betragtede han da også et landskabsmaleri i gangen i et pænt stykke tid, før Miles dukkede op ved hans side. Håret var også blevet strøget tilbage over hovedet et par gange, men lokkerne havde formået at vende tilbage til deres utæmmede virvar, efter nok berøring.

Han var ikke sen til at give vennen et godt dask i ryggen, ved synet af flasken. Selvom han ikke syntes det så ud af meget. "Er der alkohol i?" spurgte han, da han fulgte vennen ned ad gangen - i en søgen på et fredeligt og privat hjørne, hvor de kunne smage på varerne.

Han lugtede til flasken.