Stjålne blikke

[Abigail Bancroft]

Så ung følte Abbie sig nu heller ikke igen. I hvert fald ikke med tanke på, at hun endnu ikke var gift eller havde nogle umiddelbare udsigter til at få børn. Sidstnævnte havde hun måske i virkeligheden heller ikke vanvittigt travlt med.

"Råderum, hm?" Hun lænede sig lidt frem mod ham. "Der kommer kønnenes forskelligheder nok i spil igen."

[Sylvester Buchanan]

Mørke bryn krøb lidt sammen og mens hun lænede sig lidt tættere på, kunne han ikke lade være at tænke, signalerne var en smule blandede. Det afskrækkede ham dog ikke. Hun var selv kommet til ham denne gang "Ja? På hvilken måde?" spurgte han. Nysgerrigt og med en duft han huskede fra en elevator i næseborene.

[Abigail Bancroft]

I et øjebliks frihed, der sikkert kom fra champagneindtaget, tillod blikket sig at vandre over hans ansigt, inden det igen fandt tilbage til de mørke øjne.

"Jeg tror, at råderum er noget, der i højere grad anbefales mænd, Mr. Rosier" konstaterede hun langsomt, påpasselig ved hvert nøje udvalgte ord. Den slags kunne man hurtigt komme til skade på i Ministeriet.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester betragtede hende tænksomt et øjeblik før han vippede lidt med hovedet, hverken et nik eller det modsatte "I nogle aspekter, måske, men vi har dog flere kvinder i ledende stillinger end nogensinde før. Kvinder der i højere grad selv vælger." konstaterede han med et smil og slog ud med hånden der stadig holdt glasset "Mulighederne er der.. hvis man tager dem."

[Abigail Bancroft]

Abbie mente ikke, at hunkønnet på nogen måde skulle ynkes eller tilbydes særbehandling. Hun vidste godt, at der var massere muligheder - hun havde jo selv i sinde at gribe en del af dem. Alligevel længere hun sig langsomt tilbage og vippede lidt med den ene fod.

“Og, tillad mig at spørge, hvor mange ugifte kvinder finder vej til disse stillinger? Og hvis de gør, hvad tror De så, man siger om dem?”

[Sylvester Buchanan]

Brynene trak sig igen lidt sammen, men han havde ikke for vane at pakke tingene ind "Jeg ved hvad man siger om dem." konstaterede han blot, uden behov for at uddybe det "Men ægteskab er i min optik ikke en nødvendighed for at nå til dem." han havde arbejdet side om side med stærke, selvstændige kvinder det meste af sin karriere - gifte som ugifte "Er det urimeligt, ja, men ændringer sker ikke fra den ene dag til den anden."

[Abigail Bancroft]

Bemærkningen havde ikke været for at starte en kønsdebat, men det var hurtigt dér, de var endt, og selvom Abbie ikke nødvendigvis var enig med ham, fik troldmandens fremstilling af dét tirret hende.

"Jamen hvis det er sådan i Deres optik, Mr. Rosier, hvem er jeg så at sætte spørgsmålstegn ved det?" bemærkede hun i subtil sarkasme.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn trak sig lidt sammen over svaret, men der lurede et glimt i hans blik stadig “Jeg fornemmer jeg ramte et ømt punkt?” Brynene trak lidt opefter i stedet, i ordløs opfordring, selvom han fortsatte “Hvis ikke De skulle sætte spørgsmålstegn ved det, hvem så?” Han slog ud med den ene hånd “Der er ikke andre til at banke mig tilbage på plads end Dem lige nu.”

[Abigail Bancroft]

Ømme punkter var der rigeligt af, men Abbie ville aldrig sådan uden videre indrømme det over for en fremmed, især ikke én, hun jo i princippet arbejdede for. Ikke, at det var den tanke, hun holdt fast i, som mundvigen dirrede over hans ord.

"Jeg kunne forestille mig langt værre aktiviteter at fordrive tiden med," indrømmede hun og burde måske nok holde igen med champagnen. Men hun løftede igen glasset til læberne, denne gang uden at slippe hans blik.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters blik spillede hen over glasset mens han selv drak og et smil fik de små rynker ved hans øjenkroge til at stå tydeligt frem “Ja?” Han så nysgerrigt på hende mens han mentalt tørt konstaterede, at hans det i hvert fald ofte var en af hans kones yndlings-beskæftigelser “Men også aktiviteter der er bedre håber jeg.”

[Abigail Bancroft]

Blikket strøg igen over ham, studerede de små linjer ud for hans øjne, der fik hende til at tænke på ministerieelvatorens forgrenede ruter. Men de klædte ham meget godt.

"Så længe det sikrer mig De Herrers selskab," svarede hun med et klædeligt smil og blinkede til en af de andre trolmænd ved bordet, før blikket som af magneter blev trukket tilbage til Mr. Rosier.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var lettere ligeglad med de ved bordet, men indså det først rigtigt, da Abigail henvendte sig til dem "Og De ville ikke hellere slå håret ud med Deres jævnaldrende end at holde gamle mænd med selskab?" spurgte han spøgefuldt og fortsatte "En aften som i aften er reglerne anderledes. Det meste er tilladt." spøgte han videre, men der lurede en udfordring bag smilet.

[Abigail Bancroft]

En af de andre troldmænd kom med en kommentar, men Abbie bemærkede den knapt nok ved siden af Mr. Rosiers spøgefulde bemærkning og intense blik. Langsomt stillede hun sit glas fra sig på bordet.

"Jeg kunne vel kombinere de to. Hvis altså De kunne undvære en dans til mig, Mr. Rosier."

[Sylvester Buchanan]

Mundvigene søgte opefter og afslørede momentært hvide tænder før han nikkede "Det ville være mig en udsøgt fornøjelse, Miss Bancroft." han tømte sit glas, satte det fra sig og rejste sig så, med en fremstrakt hånd og et afventende blik.

[Abigail Bancroft]

Smilet gjorde noget godt ved troldmandens ansigt og Abbie slog flygtigt blikket ned. Måske burde hun have taget aftenens første dans med Padraig, men lagde nu hånden i Mr. Rosiers, som hun rejste sig fra stolen.

Tavst fulgte hun ham med ud på det stykke gulv, der var blevet ryddet for at gøre plads til dansende.