Dør til fortiden

[Maisie Vane]

Nytårsfesten var lidt af et prøvende event. Maisie og Egerton Boot var der selvfølgelig sammen, men deres relation virkede kun mere anstrengt end nogensinde før, efter hun havde prøvet at have en ordentlig samtale med ham. Og hun var næsten lettet, da hun kunne træde af på naturens veje. Med alvorlig øjenkontakt med sit spejlbillede blev hun enig med sig selv om, at mere champagne nok ikke var løsningen, inden hun åbnede døren ud til festen igen.

Hun nåede ikke mere end et par skridt, før hun ramlede ind i én, der var på vej og sikkert ikke havde set døren gå op, og hun skulle lige til at undskylde sig, da hun så op og fik øje på William Knight.

[William Knight]

Fingrende havde lukket sig om et næsten-tomt glas. Liam havde tænkt sig at stille det, et-eller-andet sted på vej mod toilettet, fordi han nægtede at bevæge sig hen til et af bordene med drikkevarer, nu hvor gamle venner af familien sikkert ville gribe muligheden til at dræne ham fra energi gennem ministeriesnak.

Den smule punch i glasset, væltede dog snart ned over den hvide skjorte, som bestemt kunne være blevet strøget bedre. Selv med magi, var han ikke helt præcis. "Se lige hvor du går..." nåede han at sige, inden han indså, hvem han talte til. Munden føltes pludselig temmelig tør.

[Maisie Vane]

Maisies kæbe spændte lidt sammen, mens hun så på ekskæresten, der nu vrissede af hende. Den eneste, er havde fået lov til at knuse hendes hjerte. Liam stivnede. Det fik hende næsten til at savne, at han sagde noget dumt. Hun klarede halsen.

“Jeg skal nok gøre mig bedre umage,” svarede hun køligt og kastede et blik ned over ham. “Jeg ser, du altså ikke har forandret dig.”

[William Knight]

Ikke en dråbe var efterladt i glasset. Da heksens blik strøg ned over ham, bukkede han selv hagen for at betragte den plettede skjorte. Magi kunne fikse det, men det var ikke på grund af plettede gevandter at han følte en mærkværdig skam. Han forsøgte først at slå det hen.

"Det har jeg hørt før," bemærkede han, før han rømmede sig lidt.

"Jeg skulle nok have set mig bedre for."

[Maisie Vane]

Lige nu var det svært at se, hvad hun nogensinde havde set i tåben foran sig. Selvom hjertet da slog en smule hårdere i brystet. Maisie fugtede læberne og nikkede lidt.

“Det skulle du nok,” konstaterede hun. “Så, jeg hører, du blev forlovet. Tillykke.” Tonefaldet var monotont og lød ikke vanvittigt lykønskede.

[William Knight]

Bemærkningen stak et ømt sted, men Liam forsøgte at ranke sig mentalt. "Blev," understregede han, før han - trods det ikke nødvendigvis kunne redde op på akavetheden, uddybede det mere; "to gange faktisk."

"Og du... Tillykke med Montrose. Stillingen, mener jeg."

[Maisie Vane]

Maisie hævede et bryn over understregningen, og havde det kunne søge højere, var der nok sket, da Liam yderligere uddybede. “Imponerende,” konstaterede hun tørt og lagde armene over kors under brystet.

“Tak.” Det var vel den nødvendige udveksling af ord, før de kunne gå hver sin vej igen...

[William Knight]

Bestemt ikke imponerende. Liam havde ødelagt to forlovelser. Og det var sandsynligvis kun på grund af det rene blod, at nogen af de fornemme familier overhovedet havde overvejet hans ægteskab med deres døtre. 

"Øhm.." Han virkede temmelig kejtet og kiggede endda også ned på sine fødder. "Så lidt." Der gik lidt tid før han sagde noget. Egentlig havde han tænkt sig at gå forbi, men noget holdt ham tilbage.

"Jeg er glad for at tingene... er faldet på plads for dig."

[Maisie Vane]

Tingene føltes overhovedet ikke som om de var faldet på plads. Det havde det gjort i omkring et splitsekund, lige da hun var flyttet sammen med Roxanne Weasley, var i Montrose’ startopstilling og endnu ikke var fanget i et rædselsfuldt PR-mareridt.

“Ja,” svarede Maisie alligevel, uvillig til at vise ham, hvor meget hendes liv sejlede. Hun ville gerne sige i lige måde, men det virkede mere sarkastisk end nødvendigt. “Jeg håber også, at du er... At det går.”

[William Knight]

Liam havde aldrig udvist megen anger for hvad han havde udsat Maisie for. Eller hvordan han havde reageret efter. Visse perspektiver kom ved at blive ældre, men der var så mange ting han havde klokket i, at det ikke udenvidere virkede appellerende at tage endnu en på skulderne.

"Så..." Den forhenværende løve virkede ikke halvt så stolt som han havde været dengang. Ikke lige nu, i hvert fald. "... du har ikke en nagende lyst til at sparke mig et vist sted? Eller forhekse mig en enkelt gang, for god ordens skyld?" Det var et lamt forsøg på at finde spøg i akavethed.

[Maisie Vane]

Maisie målte ham lidt med blikket, mens hun reelt overvejede hans spørgsmål. “Jo,” svarede hun så, simpelthen fordi det var sandheden. Mest det første, i hvert fald. Eller en velrettet smasher.

“Men jeg tror det gælder for folk med punch ud over det hele som det er med folk med briller. Det ville bare være usportsligt.”

[William Knight]

Trækningen i mundvigen var smal, men i det mindste, var den der. Liam kiggede flygtigt ned ad sig selv igen. "Så betaler det sig åbenbart endelig at være klodset," bemærkede han.

Øjnene vendtes mod Maisie igen, før han nikkede. Som en høflig indikering af at han nok burde finde toilettet. Både for at tømme blæren, men også fikse skjorten. Han nåede dog kun lige at passere heksen, før han stoppede. "Du... Maise..." Han tøvede lidt. Intet var gennemtænkt.

[Maisie Vane]

Maisie havde lidt lyst til at bede Liam smile af sine egne jokes, men den slags barnagtige bemærkninger holdt hun dog tilbage. Vreden brændte ikke længere så varmt mod ham, som den tidligere havde gjort. Derfor var hun også klar til at gå videre, da han stoppede.

Kælenavnet fik maven til at trække sig ind mod midten. En magt, hun ikke troede, han havde over hende længere. Langsomt vendte hun sig halvt mod ham.

“Ja?”

[William Knight]

Han fik ikke noget ud af en undskyldning. Alligevel rykkede en smal impuls sig i ham, om bare at gøre, eller sige, et-eller-andet. Han klarede halsen lidt.

"Jeg ved godt at jeg er en nar. Altid været," lød det fra ham. Han søgte ingen tilgivelse, men følte at han skulle sige det. "Beklager at det skulle gå ud over dig."

[Maisie Vane]

Det var årevis siden, at Liam havde trukket hendes hjerte igennem sølet med hele skolen som vidne, og Maisie var for længst videre. Alligevel måtte hun standse sig selv i at fnyse af hans ord. Hun nikkede lidt i stedet.

“Blev I i det mindste kærester efterfølgende, dig og Fawley?”