Et møde i Hogsmeade

[Vera M. Selwyn]

Lucas Selwyn

En hel måned var der gået, siden hun sidst havde set Lucas og hun havde ikke været god til at svare på hans breve. For det meste havde hun svaret med korte, små sætninger, ikke meget om hvordan hun havde haft det eller hvordan det gik. Sandheden var at hun havde haft en del at tænke på, noget som hun altid havde haft på fornemmelsen ville ske for hende, men det var næsten en joke, at det skulle ske med hende forlovede, når man tænkte på hvor mange mænd hun havde været sammen med.

Nu sad hun ved et bord på De Tre Koste og ventede på Lucas. Hun havde en stor trøje på, selvom der ikke var meget at se i øjeblikket. Det virkede dog bare som det bedste, for en sikkerheds skyld. Forsigtig drak hun lidt af den varme kakao hun havde købt, med Lucas' penge, fordi hun ikke selv havde nogle i øjeblikket. Hendes hænder blev presset rundt om den varme kop, selvom den var alt for varm og hun næsten brændte dem. Men hun var så nervøs. Nervøs for, hvad hans reaktion ville være, på det hun skulle fortælle ham om og bange for den fremtid der nu føltes helt uforudsigelig.

[Lucas Selwyn]

Lucas ville selv mene at han kendte Vera exceptionel godt. Nogen gange ville han endda påstå at han kendte hende bedre end hun gjorde. Han var ikke sen til at spotte ændringen i måden hvorpå hun besvarede hans breve. Det havde resulteret i endeløse vågne nætter og arbejdsdage som var fyldte med bekymring. Han frygtede at hun havde fundet en anden. En der måske et eller andet sted var mere på bølgelængde med hende selv, og ikke var lige så kedelig og fast i betrækket som Lucas kunne være alt for tit.

Han var både lettet og frustreret over at skulle se hende igen. Da han trådte ind på de tre koste søgte hans mørke øjne strakt den velkendte skikkelse. Der var noget galt, og først nu blev han rigtigt bekræftet i sine spekulationer.

Alligevel smilte han til hende, og bøjede sig ned for at plante et kys mod det brune hår. "Det er godt at se dig, min egen" hviskede han varmt før han satte sig.

[Vera M. Selwyn]

Det føltes som evigheder før Lucas trådte ind på De Tre Koste, selvom der reelt ikke var gået så længe. Vera havde aftalt med sig selv, at hun ville vente til de var alene med at sige noget, men nu indså hun hvor svært det ville blive. Hun kunne knapt nok sidde stille af bar nerver.

"I lige måde." Sagde hun med et svagt smil. "Jeg bestilte en øl til dig." Bemærkede hun og lod flygtigt blikket glide ned mod den varme kakao, noget hun ellers sjældent drak.
Alle de følelser der havde hobet sig op, begyndte at trænge sig mere og mere på og hun blev nødt til at slå blikket ned i et forsøg på at samle sig.

[Lucas Selwyn]

Lucas klarede halsen en smule som blikket blev slået ned på kruset med øl der ganske rigtigt stod foran ham. Han havde forsøgt ikke at drikke sine frustrationer væk, men han måtte erkende at der ofte var røget en flaske vin. Ellers havde han knapt nok kunne klare sin arbejdsdag igennem, der havde været mere udfordrende end først antaget. Særligt efter at Vera var taget tilbage til Hogwarts.

Smilet nået knapt nok op; det var som en lille trækning i den ene side. Langsomt nikkede han og tog en tår. Den var kold og forfriskende, men fjernede ikke den dårlige mavefornmmelse. Hans blik søgte hendes, og bare måden hun så ud på, og tydeligvis ikke søgte hans øjne fik Lucas til at række ud efter hendes hånd.
"Hvad er der sket?"

[Vera M. Selwyn]

Jo mere det virkede som om, at Lucas forsøgte at komme i kontakt med hende, jo mere trak hun sig. Situationen havde vokset sig så stor i hendes tanker at hun slet ikke kunne overskue det og lige nu havde hun bare lyst til at forsvinde og aldrig se ham igen. På den måde ville det hele måske bare gå væk.
"Ikke noget." Sagde hun og rejste sig pludseligt op. Hun blev nødt til at komme væk fra mylderet af Hogwartselever. Den høje støjniveau stressede hende.
"Jeg bliver nødt til.." Sagde hun flygtigt inden hun pludselig hastede mod døren og ud i den friske luft.

[Lucas Selwyn]

Lucas rykkede så kraftigt i sig at stolen han sad på skrabede mod gulvet og i én bevægelse fik han rejst sig. Han priste sig selv lykkelig for at han ikke fik lavet et større postyr af sitationen og i stedet blot søgte Vera ud på den snebeklædte hovedgade.

Han så forvirret rundt da han kom ud, og heldigvis var hun ikke nået særlig langt fra kroen, og han hastede derfor hen imod hende. Blidt greb han om hendes arm. "Vera."

[Vera M. Selwyn]

Det var et mysterie hvordan Vera kom ud af kroen så hurtigt. Udenfor mærkede hun den friske kolde mod sit ansigt som en mur der ramte hende. Hun bemærkede ikke Lucas' hånd, før det var forsent.
"Giv slip." Hviskede hun og holdt sin ene hånd op foran sin mund, hun følte sig dårlig tilpas og kunne knapt nok stå på sine ben.
"Du har gjort mig gravid, din idiot." Sagde hun og forsøgte at vride sig fri af hans arm. Det var delvist hendes egen skyld, hun vidste godt at hun havde sjusket lidt med at tage sin eliksir mens hun havde været på Hogwarts. Hun havde ikke ligefrem forestillet sig, at hun rent faktisk ville blive gravid, når de var sammen så sjældent.

[Lucas Selwyn]

Lucas så forundret på hende. Det tog et øjeblik før hendes ord sank ind. Først fik det hans bryn til at krølle sig frustreret sammen. "Nej hør nu.." Protesterede han. Han nægtede at stille sig skyldigt til mangel af beskyttelse når han vidste at Vera havde fortalt ham at hun drak en eliksir der gjorde at hun ikke kunne blive gravid så længe hun tog den. Hvilket hun tydeligvis havde glemt.

"Jeg har ikke gjort noget som helst." forsvarede han sig og rankede sig, så man tydeligt kunne se at han var lidt over et hoved højere end hende. Han mærkede lysten til at påpege at hun ikke havde haft brug for at blive gravid for at holde på ham. Tvære det ud i hendes ansigt at hendes selvværd var dalet så meget at behovet for beskæftigelse ofte gjorde hende svær at være sammen med.

Men han stoppede sig selv, og slap i stedet grebet om hendes arm. I stedet sagde han noget som var meget værre end det. "Er det mit barn?" Lød det fra ham. Han fortrak ikke en mine som han så ned på hende.

Han var i det hele taget for stresset til at tænke klart, og bare tanken om at skulle håndterer Vera og hendes graviditet, samt hans mors og alle de andre i familiens mening omkring det. Og ej forglemme at Vera ville være nødsaget til at droppe ud af Hogwarts. Det var simpelthent for meget for ham at skulle håndterer på engang. Så meget at han ikke engang kunne være glad for den glædelig nyhed det jo egentlig var.

[Vera M. Selwyn]

Lucas' rettelse var rimelig og det var en af grundene til at hun opførte sig sådan. I et eller andet lamt forsøg på ikke at føle sig som en idiot, ikke at blive vred på sig selv og ikke at føle sig helt mutters alene, havde hun beskyldt Lucas for at være grunden til at hun var blevet gravid.

Hans næste ord skar dog direkte ind til hendes største usikkerhed. En gang en luder, altid en luder. Hun havde muligvis aldrig følt sig så såret. Hun så ned på den mudrede vej, inden hun løftede blikket, helt bleg i sit ansigt. Hun elskede ham så meget, mere end nogen anden.

"Tænk at du har brug for at stille mig det spørgsmål." Hviskede hun og vendte sig om for at begynde at gå væk fra ham, hun kunne vel bare droppe ud af Hogwarts alene og få sit barn alene. Et eller andet sted i Galway, så kunne hun forsætte sit liv der, som hun altid havde levet. Det ville nok blive et kort liv, men det var der ikke noget at gøre ved. Vera kæmpede med sig selv, men hormonerne tog over og fik tårerne til at trille ned ad hendes kinder. Hun hulkede dog ikke, men var helt stille, for ikke at gøre opmærksom på at hun græd.

[Lucas Selwyn]

Veras fortid i betragtning skulle det ikke undre nogen at Lucas havde tænkt tanken. Men det var slet ikke derfor at han følte sig nødsaget til at spørge. Han forstod godt hvorfor hun blev ked af det, og der gik heller ikke lang tid før at det mørke blik søgte jorden. Han veg dog kun fra hende i et ganske øjeblik.

"Selvfølgelig er jeg nødt til at spørge. Du har knapt nok kunne besvare mine breve. Hvilken tvivl tror du så ikke der bliver sået!" besvare han og havde ikke i et split sekund tænkt sig at lade hende gå derfra.

Han havde længere ben end hende, men Lucas var alligevel nødt til at småløbe efter hende. Denne gang slap han ikke grebet om hendes arm. "Lad være med at blive ved med at løbe" mumlede han i et forsøg på ikke at alarmerer de forbipasserende.

"Jeg troede du ville gøre det forbi" Røg det så endelig over ham.

[Vera M. Selwyn]

Efterhånden som Vera var begyndt at indse hvad der var sket, havde hun lukket sig mere og mere inde og afskåret sig fra det meste menneskelige kontakt. Hun brugte det meste af sin tid på toiletterne, hvor hun kastede op hver morgen. Det var i virkeligheden et mirakel, at ingen havde lagt mærke til noget endnu.

"Nej, hvorfor skulle jeg gøre det?" Sagde hun, med tårerne løbende ned over kinderne.
"Men jeg var sikker på at du ville hade mig så meget, fordi jeg ikke havde husket at tage min eliksir. Og se selv, hvor vred du er blevet." Sagde hun.

"Jeg prøver bare at gøre det nemt for dig at gå din vej. Så du ikke hænger på hende den fattige mugglerfødte pige, der blev gravid. Hvorfor er du overhovedet sammen med mig?" Sagde hun afdæmpet og tog sig til hovedet, fordi hun følte sig en smule svimmel.

[Lucas Selwyn]

Lucas bryn trak sig sammen, og han var nødt til at bruge et øjeblik for at samle sig, og tænke over hvordan han valgte at formulerer sig næst. Da det tydeligt virkede til at de begge to lige nu var i et stadie hvor alt kom forkert ud, og man kun fangede halvdelen af det der blev sagt. Hun fugtede sine læber og tog en dyb indånding.

"Af samme grund som du hele tiden tror at jeg vil forlade dig" pointerede han roligt og løftede til sidst blikket op mod hendes. "Jeg er mere vred over at du forsøgte at undgå mig. Nok er det tidligere end jeg havde regnet med. Men vi finder ud af det" lovede han og nikkede.

Let brummede han før han prøvende lagde en hånd mod den flade mave. "Hold din mund" mumlede han før han lod sine læber presse sig mod hendes.

[Vera M. Selwyn]

Det var alt, alt for tidligt og Vera vidste godt hvad der skete med mænd efter man havde fået deres barn. Man var ikke længere den tiltrækkende unge kvinde mere, nærmere end slags kone eller noget i den dur. Hun kunne ikke holde ud at Lucas på et tidspunkt ikke ville se på hende og have lyst til hende.

"Jeg var bare." Forsøgte hun at sige. Hun havde stadig lyst til at skændes, at få ham til at indse at de ikke skulle være sammen, hvor nedern og træls hun var og at hun fortjente at ende i rændestenen. I samme øjeblik mærkede hun dog hans læber mod sine og selvom hun forsøgte at kæmpe mod følelsen, var det som om hans kys fik hele hendes krop til at smelte som smør. Forsigtig gengældte hun hans kys, selvom det gjorde ondt i hende at mærke ham tæt på, efter et så voldsomt et skænderi. Langsomt blev hendes kys mere insisterende og hun lagde armene om hans hals, helt ligeglad med, hvad de forbipasserende tænkte.

[Lucas Selwyn]

Der var alt for mange tanker der for gennem hovedet på Lucas, og til at starte med forsøgte han blot på ikke at reagerer impulsivt. Han vidste at han var både glad og lykkelig over at de skulle være forældre, men timingen blev ved med at være den værste nogensinde. Vera krævede i forvejen alt hans opmærksomhed når han var hjemme fra det arbejde der stadigvæk hev og sled i ham. Hvordan skulle det ikke blive når der kom et barn? Og hvilken effekt ville det have på Vera, der i forvejen tænkte så lidt om sig selv. Der var kun så meget som Lucas kunne sige og gøre for at vise sin hengivenhed.

Det var rart da stilheden langsomt lagde sig over dem. I det mindste kunne det forhindre dem i at sige flere dumme ting til hinanden. Lige nu var der kun hende. Langsomt gled armene omkring hende, og blidt trak han hende tættere indtil sig. "Kom, lad os gå tilbage til kostene" Nu behøvede de ikke længere snige sig rundt på svinet.

[Vera M. Selwyn]

Boblen var sprunget nu og kysset havde efterladt Vera med en afslappet og lettere følelsesløs krop. Hun indså hvor åndssvag hendes opførsel havde været og at hun måtte undskylde for Lucas på et eller andet tidspunkt. Lige nu ville hun dog bare nyde, at freden havde lagt sig mellem dem. Da han lagde en arm om hende, lagde hun hovedet mod hans skulder og nikkede.
"Ja, god ide." Sagde hun og forsøgte at smile lidt til ham. Svinet var heldigvis ikke en ting mere og det var rart, at kunne gå i al offentlighed, selvom hun risikerede at få et par nedgørende blikke fra et par slange ind imellem. Det kunne hun dog leve med.