En fisk på landjord

[June Chang-Masters]

June havde ikke længere den bedste aften på året, men da hun fik øje på Rabbie Fletcher stående uden Henrietta Fletcher , kunne hun alligevel ikke lade være at smile lidt over synet, før hun forbarmede sig og gik hen til ham.

"Holder du skansen?" spurgte hun med et skævt smil og nikkede sigende til glasset i hans hånd.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie smilede varmt, da Hens veninde kom hen imod ham. Han hævede sit glas ved hentydningen. “Jeg har øvet mig til denne her aften hele livet,” spøgte han.

“Hvordan har du det?”

[June Chang-Masters]

June grinede indforstået ved bemærkningen, selvom latteren døde lidt hurtigere ud end normalt. Hun havde dog stadig et smil til overs til Rabbie.

"Fint, fint," svarede hun høfligt, som man nu gjorde det. "Begejstret over æggesnapsen i år."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie havde ikke noget nært forhold til June - endnu. Hun var dog Henriettas bedste veninde og han havde en glimrende grund til at prøve at gøre sig venner med hende. Desuden brød han sig ganske udmærket om hende.

"Hellere dig end mig," konstaterede han derfor som respons på æggesnapsen. "Hvem af jer to valgte de der trøjer...?"

[June Chang-Masters]

June slap en munter lyd, der aldrig helt blev til en latter. Især ikke, da han fik hende til at se ned på den omstridte julesweater igen. Hun tog en dyb indånding.

"Det må være mig," svarede hun, endnu ikke helt opgivende, og så op på ham igen.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie fnøs lavt, men uden det store grin. Han fornemmede at hun ikke var i helt så stort festhumør, men han kendte kendte hende ikke rigtig godt nok til at fiske efter hvad der var. Så i stedet rømmede han sig lidt.

"Hvor meget har Henrietta fortalt om... Det?"

[June Chang-Masters]

June var ved at være lidt træt af, at folk skulle træde på trøjen. Men hun vidste også godt, at det slet ikke var Rabbie, hun var irriteret på og hun kunne derfor også sagtens mønstre et smil ved spørgsmålet.

"En del."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie havde ikke et problem med trøjen. Han morede sig kun, men skiftede dog emne og rankede sig en smule. Han kastede et tøvende blik efter Henrietta.

“Det er bare... Du bliver jo tante,” pointerede han. “Det tror jeg Hen og jeg begge er rigtig glade for. Den eneste tante.”

[June Chang-Masters]

Tante. Den vinkel havde June ikke lige forberedt sig på, og blikket flakkede mod veninden, før hun igen tvang det tilbage til Rabbie.

"Det får mig til at lyde i hvert fald dobbelt så gammel," bemærkede hun spøgefuldt i stedet for at hænge sig i den ubehagelige tumlen i maven.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie fnøs let og rystede på hovedet. “Pjat,” svarede han. “Tanter kan være alle aldre. Men vi håber du har lyst til at være yndlingstanten. Den lille får vist brug for mere normale forbilleder end Hen og jeg,” spøgte han.

[June Chang-Masters]

June ville virkelig gerne være yndlingstanten, men hun arbejdede stadig lidt med den tåbelige jalousi over venindens tilstand, og håndterede det som normalt, når hun var på dybt vand. Med humor.

"Jeg ved ikke helt, hvad der har fået jer til at se min retning, men tak, tror jeg?" bemærkede hun med et fåret grin.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie hævede begge bryn lidt. June var den eneste tante og han tænkte derfor svaret var lidt for åbenlyst. Samtidig havde han ikke helt grejet Henrietta Fletcher’s veninde endnu, så han smilede bare tøvende.

“Personligt håber jeg at det udløser både gaver til den lille og pasning, så du behøver nok ikke kun føle dig smigret,” forsøgte han at spøge.

[June Chang-Masters]

June slap en munter lyd, som lidt af den nagende fornemmelse gled i baggrunden. Hvad så, hvis hul aldrig selv fik børn? Hun skulle være tante til Rabbie og Henriettas. Det kunne vel være nok.

"I kan regne med mig," svarede hun og undlod ganske bevidst Ben i garantien.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie smilede varmt og rakte en hånd ud for at give Junes arm et klem.

“Tak,” svarede han. “Det betyder meget. Og jeg ved du betyder meget for Hen.”

[June Chang-Masters]

June var en lille smule beruset, selv hvis hun ikke kunne mærke det i sit underlige humør, men berøringen fik det til at blusse lidt op og hendes øjne blev afslørende blanke.

"Åhr, det er nu ingenting," mumlede hun, men rykkede sig ikke fra berøringen. Man blev hurtigt fravænnet almindelige, menneskelige følelser, når man brugte det meste af sin tid med McLaggens.