Ulv i Fåreklæder

[Finley Runcorn]

"Kom nu, taber," Lød det fra Finn, før han trak i Calliope Zabini 's kappeærme, for at få hende med sig ned ad Ulvesmøgen. Det var bestemt ikke et sted eleverne burde, eller sandsynligvis måtte, snige sig hen, men det var som regel ikke noget der stoppede dem oppe på slottet.

Huen var trukket godt ned om ørene, men de støvblonde lokker tittede nu alligevel ud i et pjusket rod omkring panden. Det var skide koldt, men denne del af Hogsmeade havde han aldrig udforsket, og det trak mere i ham, end ideen om en varm ingefærøl på den lokale.

December. Hogsmeadeweekend.

[Calliope Zabini]

Calliope fnøs, men sagde ikke noget, som hun fulgte den egentlige taber ned mod Ulvesmøgen. De burde selvfølgelig ikke bevæge sig i den retning, men det var jo lige netop pointen, som de slog ned på den skæve sidegade.

"Slap nu af, har du fundet dit nye drømmebo hernede eller hvorfor har du så travlt?"

[Finley Runcorn]

Finn forsøgte at gøre sit opfølgende fnys endnu højere end Calliopes. "Tjoh. Jeg er vel ikke dum nok til at lade en off-duty vejleder se os dreje skarpt til venstre ned ad smøgen fra Hovedgaden. Amirite?" spurgte han retorisk. Da de var kommet yderligere ind i smøgens skygger, slap han hendes ærme.

"Men det kunne nu være fedt at bo her. Finde det grimmeste hus. Måske et der har en gespenst boende." Det lød ikke ligefrem som det stereotypiske efterstræbsomme liv.

[Calliope Zabini]

Der var få ting bedre end at komme med det helt rigtige svar igen, der fik Finley til at holde kæft. Men han havde selvfølgelig en pointe, så det var Callie, der tav resignerende denne gang.

Hun slap dog snart en latter, mens hun kastede et blik på en af de særligt vakkelvorne bygninger, der passerede. "Hvad med det der?" bemærkede hun og pegede. "Det er fandeme grimt."

[Finley Runcorn]

Finn fulgte venindens blik mod huset, der lignede at det kunne falde over hvert øjeblik det skulle være. Hvis altså ikke det blev støttet godt op af bygningen ved siden af, der næsten var ligeså grim. Da de passerede, kunne han se at der hang et skilt over døren med et mærkeligt symbol. En alklymist, måske, at dømme på de mærkelige frøøjne der lå i en dugget flaske i vinduet.

"Charmerende nabolag," lød det fra ham, med en overdreven imitation af en formel overklasse-dialekt. "En af den slags, hvor man ikke behøver låse hoveddøren."

[Calliope Zabini]

Symbolet fangede ikke Calliopes opmærksomhed på samme måde som Finns. Hendes blik sejlede snart videre og hun fnøs muntert.

"Stedet, hvor du har lyst til at kende dine naboer," bød hun ind med.

[Finley Runcorn]

Finn rettede på kappens krave, som var det en aristokratisk halsklud. Selvom der ikke var et bredt smil om hans læber, var smilehullerne tydeligt markeret.

"Stedet hvor man opdrager fornuftige, søde og dydige børn," Han kunne ikke holde et grin tilbage.

[Calliope Zabini]

Finleys smilehuller var ærligt pisse charmerende og Callie fangede sig i at skæve lidt til dem, frem for at se på huse. Det fik hun dog hurtigt rettet op på, da han talte igen.

"Hvor man hilser på hinanden gennem de løse mursten i væggen," fortsatte hun med tænderne blottet i et ulvesmil.

[Finley Runcorn]

Slangen kastede et blik mod løven ved hans side. Det kunne være ret fedt, hvis boede tæt på hinanden når de blev voksne. De havde altid boet tæt på hinanden i Godricdalen, men kollegierne føltes unødvendigt langt væk fra hinanden. Han stoppede snart ved et temmelig slidt hus.

"Wow. Spindelvævet hænger så tæt derinde. Se lige," Når man kiggede ind, lignede det bestemt at ingen havde været derinde i årevis. Møblerne var dog vilde og antikke.

[Calliope Zabini]

Calliope stoppede op, da Finn gjorde og fulgte nysgerrigt hans blik. "Shit," sev det fra hende og hun ventede ikke på opfordring, før hun skridtede frem mod det. Det blev heller ikke til mere end et splitsekunds tøven, inden hun trådte hen til hoveddøren.

"Tror du, der bor nogen her?" spurgte hun og lagde en hånd frem for at finde et dørhåndtag, men greb i luften. Hun så ned og rynkede brynene. "Der er ikke noget dørhåndtag."

[Finley Runcorn]

Finn havde lagt en hånd mod ruden, så han bedre kunne tørre frosten og duggen af og se ind. Det var et vanvittigt syn. Alt var dækket af et lag af støv, der nærmest var tykkere end hans pegefinger. Overdrivelse fremmede forståelsen, velnok. Han rettede sig nu op, da Cals hånd søgte håndtaget.

"Hvad?" Han gik hen mod hende for at forsøge selv. Han tjekkede om der kunne være en mekanisme i døråbningen, men... intet. Der var absolut intet.

"Lad os prøve at gå rundt om. Måske er der en bagdør." Han tøvede ikke med at gå rundt om facaden.

[Calliope Zabini]

Callie trådte modvilligt et skridt til siden for Finley og fnøs lidt. "Tror du nu på mig?" mumlede hun, lige akkurat højt nok til, at han selvfølgelig ville kunne høre hende. De stod ikke ligefrem langt fra hinanden.

Hun fulgte ham dog alligevel lydigt med rundt om huset, nysgerrig efter at komme ind, nu det havde vist sig som en udfordring.

[Finley Runcorn]

Det var ikke første gang Finn, mere eller mindre, ignorerede hvad Calliope sagde. Ikke fordi det var Calliope, men fordi han generelt kunne være mere fokuseret på sin indre monolog, end andres bemærkninger. Lige nu, var han også optaget af at undersøge alt ved facaden, mens han bevægede sig rundt.

"Ingen bagdør," mumlede han. Panden rynkede lidt. Han trådte tæt på bygningen og den vildtvoksende, lillebitte urtehave derbag. Og så stødte foden på noget hårdt bag ukrudtet.

"Ved merlins venstre nos'..." Han kom ned på hug og begyndte at trække ukrudtet lidt væk. "Jeg tror der er en kælderlem hernede. Hjælp lige."

[Calliope Zabini]

Calliope var så klar til at følge med og nysgerrig nok, til at gå direkte ind i ham, da Finley lige pludselig stoppede. Hun så irriteret på ham, men glemte hurtigt alt om det, da han fandt en kælderlem.

"Cool," sev det fra hende, som hun rykkede sig hen på hug ved siden af ham og greb fat. "Sammen, okay? Tre, to, en..." De trak hårdt til og lemmen fløj op med en sådan hast, at de begge blev skudt bagover.

[Finley Runcorn]

Pusten blev slået ud af ham, men bagdelen landte i det mindste blødt mod ukrudtet. Med lidt brokkeri og et par bandeord, kom han på benene. Selvom han nu havde lyst til bare at løbe mod lemmen og kigge ned i mørket, rakte han nu alligevel en hånd ned mod Cal for at få hende på benene.

"Op med sig," bemærkede han med et grin. Pigebarnet havde noget ukrudt i håret, men han sagde intet. Det var kært og grimt på samme tid, sådan der.