Stjernekiggeri

[Finley Runcorn]

Finn bemærkede ingenting. For, han mente vel ikke at han havde en grund til at bide mærke i Summers opførsel. I stedet kiggede han lidt op mod himlen og ned mod det blanke papir i overvejelse.

"Lad os vente så. Det er så skide koldt alligevel," bemærkede han. Egentlig udsatte han bare det hele til en anden nat. En sikkert meget koldere nat. Han begyndte at pakke pergamenterne sammen, selvom det betød at han måtte vriste sig mere fri fra det varme og skærmende tæppe.

[Summer Maddox]

Summer frøs også og havde temmelig svært ved at få fjerpennen til at arbejde sammen med de tykke strikvanter. Så hun nikkede og pustede sit blæk tørt, før hun lukkede bogen sammen om stjernekortet.

"Lige nu misunder jeg tårnkollegierne, der har lidt kortere til sengen," indskød hun og lagde både bog og pergament ned i tasken, før hun lukkede blækhuset godt til og også smed det ned i dybet.

[Finley Runcorn]

Med lidt mumlende brokkeri, kom Finn på fødderne. Uden tæppet som ekstra komfort og varme, føltes sengen bestemt endnu længere væk end hvad godt var. Han nikkede.

"Det er rædsomt," sammenstykkede han, før han pakkede de sidste ting ned og hev tasken over skulderen. "I det mindste kan vi følges ad, right." Han trak på skulderne.

[Summer Maddox]

Summer brugte lidt mere tid siddende på at pakke tasken færdig, lukke den og lægge tæppet sammen, men da hun rejste sig op, var hun til gengæld også helt klar til at gå. I hvert fald, da først hun havde svunget tasken over skulderen.

"Mh, selvfølgelig," svarede hun, selvom hun var ivrig efter at få et øjeblik alene og finde ud af, hvorfor Finley sendte breve til en mand, der hed det samme som hendes far.

[Finley Runcorn]

Nok var Finn ikke altid den bedste til at læse andre mennesker, men han fornemmede alligevel noget distraheret i Summers tone. Ikke at han havde planer om at spørge ind til. Hvis det var et muligt dybt emne, kunne det ødelægge en allerede lang gåtur mod slottets nedre arealer.

"Lad os," Lød det fra ham, før de fulgtes ud af det kolde tårn.

"Man kunne næsten have sovet deroppe. Der er så langt," brokkede han sig.

[Summer Maddox]

Summer kastede et blik efter Megan, men kunne ikke umiddelbart spotte hende nogle steder og forlod tårnet med en mental skuldertrækning. Veninden kunne jo sagtens finde ned selv, så hun fulgtes bare med Finn og nikkede lidt til hans beklagelser.

"Jeg forstår generelt ikke, hvorfor de havde behov for at lave en skole med så mange rum. Jeg mener, jeg er ret sikker på, at jeg kun har været på lidt over halvdelen af slottet."

[Finley Runcorn]

"Mhm," Finn nikkede bekræftende til Summers visdomsord. Slottet var unødvendigt stort og komplekst. Selv i forhold til hvor mange elever, personalemedlemmer, spøgelser og husalfer der var.

"Du burde seriøst udforske den sektion af krypten hvor der er den her evige trappe og..." Han lukkede munden, da han overvejede at han faktisk plaprede ud med det hele til en vejleder."Man hører om alle mulige steder i hvert fald.." Han rømmede sig lidt.

[Summer Maddox]

Brynene samledes let over de lyse øjne, som hun vendte hovedet mod ham. Det var nok et held, at Summer ikke var helt vant til vejlederemblemets tyngde, for hun overvejede ikke engang om hans fortælling kunne involvere regelbrud.

"Ja? Hvor fører den hen?"

[Finley Runcorn]

Havde det ikke været mistænkeligt, ville Finn nok have sluppet et suk af lettelse over at Summer ikke havde vejleder-tonen i stemmen. Ikke at hun var den han havde haft flest problemer med. Han trak på skulderne. "Aner det ikke. Der var pissemørkt," bemærkede han, uden at lufte det faktum, at døren mod trappen havde været lukket godt til med magi. Det var nok ikke meningen at man trissede derned.

"Men det var nok ikke hemmelighedernes kammer. Det kunne ellers have været fedt."

[Summer Maddox]

Summer anede ikke, hvad hemmelighederne kammer var, men hun smilede mildt over afsløringen af, at Finley rent faktisk havde været dernede. Selvom hun selvfølgelig hellere ville vide, hvem Christopher var, spurgte hun alligevel ind til emnet.

“Hvordan opdagede du det?”

[Finley Runcorn]

Finn trak skulderne op mod ørene og lod dem slippe temmelig tungt. Han var skidetræt og tasken vejede lidt for meget, når man ikke ligefrem var muskuløst bygget. Tværtimod, gjorde vægten nok holdningen endnu værre end den var i forvejen. "Tilfældighed," svarede han. Løgnen var kun gråtonet - næsten hvid.

"Kommer du nogensinde på afveje på vejlederrunderne? Jeg mener... Hvis man er totalt træt, og nu går forkert." Han lød næsten nysgerrig, selvom han ikke misundede titlen det mindste.

[Summer Maddox]

Det var ikke et langt svar, Summer fik, og hun overvejede, om de måske bare burde fortsætte resten af vejen i tavshed. Men de nåede knapt ned fra tårnet, før Finley talte igen.

“Ikke rigtigt,” svarede hun ærligt. “Vi går jo rundt med en makker, så det ville kræve, at begge var lige trætte og distræte. Desuden vil man oftest gerne bare tilbage og i seng, i hvert fald når det er afrenrunderne.”

[Finley Runcorn]

Det lød virkelig kedeligt, hvis man spurgte Finn. Det pointerede han dog ikke højt, selvom han normalt ikke havde meget imod at være ubehøvlet. Men vejen mod kælderen var lang.

Efter nogle minutter stoppede han dog op. "Hov... Jeg tror jeg glemte..." Han rodede rundt i tasken efter brevet. Det han egentlig skulle have sendt mod sin far. "Fuck. Shit. Lort." Han orkede ikke at gå op af de mange trapper igen.

[Summer Maddox]

Summer stoppede selv op, men så forholdsvis rolig ud, indtil Finley begyndte at rode sin taske igennem. Hjertet slog lidt hurtigere, men hun prøvede at se upåvirket ud, som hun strøg en krølle væk fra ansigtet med den behandskede hånd.

“Hvad?”

[Finley Runcorn]

Finn rodede videre i tasken. Han praktisk talt gravede i den, så sedler fra både Miles og Calliope faldt ud i krumlede stykker. Det var dem de normalt smed i baghovedet på hinanden i de kedelige lektioner.

"Jeg lovede min far at sende det her brev omkring mine.... Fandens..." Han rev sig lidt på en skarp pergamentkant. "- mine planer for julen. Og jeg tror jeg glemte det i tårnet."