Første besøg

[Maisie Vane]

Maisie var ikke langsom, men hun var samtidig også trilstrækkeligt grøn på området til bare at smile over undvigelsen. Svar blev der dog aldrig tid til, før hans læber var mod hendes igen og hun tillod sig at dvæle et økeblik ved dem, før hun trak sig tilbage igen.

"Det kan vi godt arrangere," bemærkede hun overflødigt og kyssede ham igen.

[William Knight]

Liam vidste ikke hvor lang tid han havde til at udforske muligheden. Han vidste bare, at det var dumt at bakke ud, nu hvor de lå på det bløde sengetæppe. Derfor lænede han sig mere ind i det denne gang, da læberne mødte hendes. Fingrene slap hendes fingre for at pille lidt ved stoffet på hendes kjole. 

Indtil han da knugede det lidt i håndfladen, da kysset blev dybere. Bare så han kunne forsøge at trække den en anelse opad over hendes lår.

[Maisie Vane]

Stoffet havde generelt bevæget sig både lidt op og ned, mens de havde ligget der sammen og Maisie tillagde det ingen værdi, da han lukkede fingrene sammen om skørtet, som han bevægede sig dybere i kysset.

Tværtimod nussede hun ham lidt og slap en dæmpet nyd i værdsættelse over den måde, Liam lænede sig ind mod hende.

[William Knight]

Selvom lyden Maisie brummede mellem hans læber var dæmpet, havde det sin effekt på ham. Det fortalte ham nok, at hun var ligeså optaget af det hele som han var, og derfor gik der ikke længe før han havde listet kjolen længere opad.

Åndedrættet var tungt, og blev kun tungere, da kysset formede sig til noget langt mere insisterende og nærmest utålmodigt.

[Maisie Vane]

Maisie var virkelig forelsket i sin kæreste, men hun havde alligevel sine udfordringer med at følge med, da kjolen lige pludselig nærmede sig hendes hofter, og læberne stadig bevægede sig næsten krævende mod hendes læber.

Hun slap en dæmpet lyd og brød sig fri igen med et lille smil til ham. "Wow, hva'?" bemærkede hun. "Det er til at blive helt opslugt af."

[William Knight]

Smilet om Liams læber var lidt dumt, da Maisie brød kysset. At dømme på måden hvorpå hans blik vandrede mod hendes læber igen, og hånden ikke ligefrem flyttede sig væk fra den del af hendes krop han havde blottet, var han åbenbart ikke helt klar til at stoppe det her endnu.

"Hermed opslugt," indrømmede han med et spillende blik.

[Maisie Vane]

En dæmpet latter forlod hende og Maisie nikkede lidt. "Ja, det tør siges," konkluderede hun, men søgte ikke ind til et kys mere nu. Hendes kinder blussede, og det var i forvejen svært at forme tanker med hans hånd mod sit lår.

"Vi glemte helt, at vi havde saft med."

[William Knight]

Liam værdigede ikke glassene med saft på skrivebordet, et eneste blik. Nej. Han var virkelig helt opslugt af Maisie, eller i hvert fald af den boblende og varme fornemmelse hun sendte gennem hans krop. I stedet for at kommentere på hendes ord, ignorerede han dem.

"Du ser virkelig godt ud Maise," Blikket gled ned over hende igen.

[Maisie Vane]

De skulle tydeligvis hverken drikke eller tale om saft. Ikke at Maisie beklagede sig over komplimentet. Hun var ikke blind og vidste godt, at hun var pæn. Men det var sjældent, at hun fik det at vide så direkte og hun fnes selvbevidst.

"Tak," svarede hun med blikket flakkende i pludselig generthed, men hun fandt et ståsted i de brune øjne. "Det gør du virkelig også."

[William Knight]

Genertheden klædte hende. Liam gengældte den dog ikke ligefrem. Komplimenter var bare som ekstra gnister under selvtilliden, der ikke rigtig havde nogen oprindelig kilde. Snarere sagde den meget om hans uvillighed til at indse at alting ikke altid handlede om ham og hvad han ville have.

Han blottede tænderne i et smil, før han sank mod hendes læber igen. Denne gang lænede han sig tættere mod hende, indtil han nærmest kunne skubbe hende over på ryggen, så han måske kunne forsøge at lægge sig over hende.

[Maisie Vane]

Selvtilliden klæde ham, og Maisie så betaget til, som han kom tættere. Læberne mødtes igen og selvom hendes læber var ved at være lidt møre, besvarede hun dem gladeligt.

Det var dog med hamrende hjerte, at hun lod sig trille om på ryggen og hun spændte lidt op over følelsen af hans vægt over sig.

"Liam, hvornår-øh-hvornår ville dine forældre komme hjem?"

[William Knight]

Liam ønskede virkelig ikke at tænke på de gamle nu. Maisie tvang ham dog til det med sine ord. "Det ved jeg ikke. Lad os bare nyde friheden lidt endnu," mumlede han med et drenget smil.

En hånd lagde sig mod hendes kind, mens den anden bevægede sig fra hendes lår mellem dem, til hoften. Der gik ikke mere end et par utålmodige sekunder, før han forsøgte sig med endnu et kys.

[Maisie Vane]

Maisie nød friheden til at kysse og se dybt i hinandens øjne, men var ikke i samme grad klar til, hvor Liam var på vej hen med den. Hånden på hendes kind blødgjorde hende dog, og hun smilede op til ham.

Okay, lidt mere kysseri kunne de vel godt, så hun mødte hans læber med en blød lyd i overgivelse.

[William Knight]

Liam vidste, at han nok ikke kunne få alle forhåbninger opfyldt i dag. Men han ville gerne undersøge hvor langt de kunne gå. Og måske var der faktisk en spænding i, at tiden var knap for ham.

Da han brød kysset, var det for at stryge lidt af hendes hår væk fra ansigtet. Og forsøge at tegne et par varme kys over hendes hals. Det var dog ligeledes klodset og utålmodigt, men Liam skænkede det ikke en tanke. I stedet fumlede han lidt efter hvor i alverden den fandens kjole kunne løsnes.

[Maisie Vane]

Det virkede som en situation, der lynhurtigt kunne eskalere, og Maisie var tøvende over for at bryde fri af ham igen. Liam skulle jo helst ikke tolke det som, at hun ikke var interesseret.

Da han gav sig til at løsne kjolen, fjernede hun dog hans hånd og førte den til siden, der virkede som et mere sikkert hvilested.