And cauldron bubble

[Vincent Ferris]

Vinnie brummede lidt bag masken. Han vidste sgu ikke rigtig hvad han ville gøre, hvis nogen sagde noget til, at han ikke selv havde sit emblem. Eller værre endnu, at det var hos en Gryffindor. Men at afslå en udfordring blankt var den sikre vej til social udstødelse fra den eneste vennegruppe han havde. Så han trak lidt på skuldrene.

"To timer," tilbød han. "Sidste mulighed."

[Milphio Borgin]

Miles trak på skuldrene, men endte med at snøvle et ”okay,” som han serverede med et grin og et håndtryk. ”Giv mig… Et kvarter og så har jeg været alle skålene rundt, ikke? Så mødes vi bare her igen. Eller du kan også gå med, hvis ikke du skal ud og kysse resten af salen i mellemtiden?”

[Vincent Ferris]

Vinnie grinede lidt akavet under masken og trykkedes Miles' hånd, selvom den sikkert var snasket af snot og klamme pastiller. Han havde heldigvis handsker på.

"Jeg skal ikke ud og kysse nogen," konstaterede han bestemt. "Men vi ses bare her."

[Milphio Borgin]

”Så er du ikke en særlig uhyggelig dementor, Vin-Vin.” Bemærkede han drillende, mens han satte kursen mod første bord med en slik anordning.

Og derfra gik der ellers ret præcist enogtyve minutter, før Miles have været samtlige skåle igennem med multismagsbønner, og rodet dem alle sammen godt og grundigt igennem med fingrene, for at finde de bønner han ledte efter.

Han fandt tre med samme syrlige, brun-gule farve. Og syv snotgrønne, som han håbede Vinnie ville godkende som erstatning for de to han manglede, da han vendte tilbage til den malplacerede dementor.

[Vincent Ferris]

Vincent nåede at have en sygt akavet snak med Elliott Wood, før han vendte tilbage til punktet, hvor han havde aftalt med Miles. Miles kom selvfølgelig for sent. Chokerende.

“Nåmen fandt du så ti?” Gud hvor han håbede på et nej.

[Milphio Borgin]

Miles var et stort grin, ”ja!” Erklærede han og præsenterede dem for Vinnie. ”Jeg fandt ti, men der var kun tre med den dér farve, så jeg tænkte de her snot grønne måtte gå for resten. Skal jeg bare hælde dem i munden på én gang, eller spise dem en ad gangen?” Han var allerede i gang med at finde de andre frem fra lommen.

[Vincent Ferris]

Vinnie overvejede seriøst, om han kunne tillade sig at sige nej og konkludere, at det ikke var godt nok. Men alligevel 23 pastiller med bræksmag og syv med hvad der lignede snot kunne han da vel umuligt holde nede. Han havde ærlig talt selv lidt kvalme ved tanken, men fik klaret halsen.

"Du skal da tygge dem alle sammen en af gangen," konkluderede han. "Selvfølgelig. Få den fulde oplevelse ud af det."

[Milphio Borgin]

Miles betragtede Vinnie, og så en smule skeptisk ud for en stund. Men ultimativt trak han bare på skudrende med et ”okay.” Og så gik han ellers i gang.

Første brækfarvede bønne, viste sig at være noget der ikke var bræk. Det smagte ikke godt, men det var ikke bræk og Miles kom bare til at grine lidt i stedet, inden han sank den og holdt smagen hemmeligt for Vinnie.

Men den næste var uden tvivl bræk. Miles tyggede den med et sammenkrøllet ansigtsudtryk, men han havde den ikke i munden længe før han tvang sig selv til at synke den. ”Okay okay, hvad med sådan… To eller tre ad gangen?” Prøvede han at forhandle.

[Vincent Ferris]

Vinnie var ikke specielt ude på at Miles skulle lide, men han ville til gengæld gerne vinde og grinede derfor lidt af vennen, da han forsøgte at snige sig udenom.

"Niks," svarede han. "Så får du jo slet ikke den fulde oplevelse af det." Han hævede begge bryn. "Smagte de begge to af bræk, så?"

[Milphio Borgin]

Miles så misbilligende på Vinnie, men stadig med smil i øjnene. ”Vinnifred McFerris, vær lige en ven.” Han svarede ikke på spørgsmålet om deres smag.

”To ad gangen. Det er én til hver kind, så jeg går stadig ikke glip ad noget, vel?” En kuldegysning skød gennem hans krop ved tanken om overhovedet at spise flere, men det var også lidt skægt. Og han kunne sagtens gøre det. Han stod allerede klar med de to næste bønner.

[Vincent Ferris]

Vincent grinede lidt modvilligt og trak på skuldrene. “Okay så. To,” gik han med til.

“Hvis du skal brække dig, så gør det lige væk fra mig.”

[Milphio Borgin]

Miles blinkede og pegede taknemmelig på Vinnie med et par knipsende fingre, inden han smed de næste to bønner i munden, som begge uden tvivl var med bræksmag. Miles kunne mærke det hele vende sig lidt i maven, inden han sank dem. Men det lod sig dog gøre, og han præsterede endda at åbne munden for Vinnie, så han kunne se at de var væk, inden han med en pint grimasse smed to mere i munden.

Men det var også kun lige hvad der skulle til, før han lidt desperat så sig om, efter et sted han kunne levere aftensmåltidet. ”Okay okay,” en faretruende lyd brød ind, ”okay. Måske er tredive lidt mange.” Erkendte han ærligt, mens et tandgrin banede sig vej gennem grimassen.

[Vincent Ferris]

Vinnie grinede ret åbenlyst bag masken af kammeraten, men følte også med ham og fik selv lidt kvalme af at betragte det hele ske.

"Såeeeh... Du giver op...?"

Det måtte vel være konklusionen. Og det passede ham helt fint.

[Milphio Borgin]

Miles grinte og rystede på hovedet, selvom det ikke gjorde noget særlig godt for kvalmen. ”Selvfølgelig gør jeg ikke det, men jeg fortryder vi ikke vædede om mere.”

Hurtigt smed han tre bønner mere i munden, og håbede ikke at Vinnie så det. Men det var i det hele taget temmelig ligegyldigt, for kun få sekunder efter dukkede bønnerne op igen, sammen med de første stykker og hele festmåltidet.

[Vincent Ferris]

Et lattergrynt over konstateringen døde ud, da Miles kastede det hele op igen ud over gulvet og han klogeligt trådte et solidt stykke bagud og undgik at få noget på roberne. Han klemte læberne sammen om både latter og en klar, fysisk impuls til selv at kaste op.

"Ad for..."