Punchplet

[Penelope Parker]

Det var en ret hyggelig aften indtil videre. Parker havde givet det et ærligt forsøg at få Mimi i tre farver, men det havde i stedet ført til, at hendes pandehår nu var blevet rødt, hvidt og blåstribet. Et udfald, hun ikke havde forventet og ikke lod til at kunne ændre.

Bortset fra det, var det dog gået forholdsvist begivenhedsrigt for sig og hun var i godt humør, da hun vendte sig om fra punchskålen. Desværre havde hun ikke set, at hun ikke var alene og i bevægelsen fik hun stødt armen direkte ind i skikkelsen bag sig i et sammenstød, der sendte det meste af indholdet ud over pigen.

Uheld blev til et mareridtsscenarie, da Parker så op og opdagede ingen anden end én af de kusiner, hun normalt undgik på skolen. "U-undskyld," kvækkede hun.

Antonia Ferris

[Antonia Ferris]

Antonia var blevet tørstig og stod i kø, da en pige vendte sig og uheldet var ude. Førstnævnte gispede forskrækket og så med gru ned på den lyserøde plet på det hvide skørt.

"Åh nej..."

[Penelope Parker]

"Lad m-" Parker havde allerede hevet tryllestaven frem, men kom til at tænke på forsøget med at farve rotten og hvordan, hendes pandehår nu så ud. Og var Antonia ikke også vejleder?

Hun gemte hurtigt staven væk igen. "Jeg mener... Skal jeg hjælpe dig med at finde noget papir?"

[Antonia Ferris]

Antonia havde ikke rigtigt ænset, hvem der stod foran hende - delvist på grund af kostumet og delvist fordi hun ikke havde set op.

"Ja," svarede hun blot, bekymret. "Åh, jeg håber det kan gå af."

[Penelope Parker]

Med tryllestaven pakket af vejen, gloede Parker sig lidt omkring for at finde noget papir, men uden held. I stedet stod der en mumie ikke vanvittigt langt væk og han bemærkede heldigvis ikke, da hun var henne og tage lidt af hans.

"Her," sagde hun og rakte det til Antonia, atter tilbage foran hende. "Min bedstem-.." resten af ordet blev mumlet. Burde hun nævne hende? "... siger altid at der ikke er den plet, der er for genstridig til at komme ud."

[Antonia Ferris]

Antonia var bekymret for sin fine kjole og så først for alvor op efter hun havde fået papiret og havde forsøgt at få det af.

"Det håber jeg," nåede hun at sige, før hun indså hvem pigen egentlig var. "Åh. Penelope."

[Penelope Parker]

Navnet skar Parker i ørerne, men hun vidste godt, at det var dét, kusinerne og fætrene kendte hende som. Tidligere havde hun grædt meget over det til sin morfar, når hun var hjemme i ferierne. Nu flakkede hendes blik bare en smule over det prøvende smil.

"Ja," svarede hun og fangede sig selv i at vinke uden nogen rationel grund til at bakke handlingen op. "Hej."

[Antonia Ferris]

Antonia var lidt splittet. Hun havde altid fået at vide, at hun skulle holde sig væk fra Penelope og havde gjort det i god tro om, at det var fordi de ikke var gode mennesker. Lige nu virkede det dog ikke sådan og hun mente også det var uhøfligt bare at gå, selvom kusinen gjorde hende nervøs.

Hun tog en lille indånding. "Hvad... Hvordan var det du sagde, at man kunne få en plet ud...?"

[Penelope Parker]

Parker var virkelig ikke plet-specialist og hendes bedstemor plejede at bruge magi, så det var ikke til megen hjælp, når ingen af dem var myndige og måtte svinge staven selv. Men så slog det hende, hvad hun havde læst lige over tegnestriben i et af de mugglerblade, hendes far havde givet hende.

"Citron," udbrød hun derfor også, præcis som tanken fandt hende. "Citronsaft hjælper."

[Antonia Ferris]

Antonia vidste intet om husarbejde. Kun at det var noget husalferne tog sig af. Derfor blinkede hun lidt nu.

"Hvor skal vi få citron henne?"

[Penelope Parker]

Parker vidste ikke meget om husalfer, men hun vidste, at det var dem, de skulle til, hvis de skulle have en citron. Og til en eftersidning for sin udvandring i botanik havde hun erfaret, at de holdt til i køkkenet.

“Jeg kan følge dig ned til køkkenet?” foreslog hun, tydeligt usikker på, om forslaget overhovedet ville blive velmodtaget. Hun havde ikke hørt gode ting om familien fra sin bedstemor.

[Antonia Ferris]

Antonia tøvede. Hun holdt sig fra køkkenet derhjemme og havde aldrig tænkt over, hvor det var her. Men Penelope vidste det åbenbart og ultimativt vandt bekymringen for kjolen.

"Ja... Ved du hvor det er?"

[Penelope Parker]

Parker nikkede, stadig ikke helt sikker på, om det var en god ide. Men hun havde venner, der var mere afvisende, end Antonia, så i sidste endte vendte hun om på hælen og begyndte at gå ud af salen med vejlederen.

“Jeg håber, vi kan redde din kjole,” bemærkede hun tøvende, mens de gik.

[Antonia Ferris]

Antonia ville bryde sig bedre om at der bare kom en alf og ordnede det, men nu fulgte hun alligevel med. Selvom det betød at være alene med Penelope, hvilket gjorde hende nervøs.

"Også mig. Det er ægte silke," sagde hun, lidt mismodig. "Men du gjorde det ikke med vilje... Vel?"

Blikket flakkede usikkert.

[Penelope Parker]

Parker var også ret nervøs, men havde nok bare besluttet sig for at give Antonia en ærlig chance. Derfor så hun også slet og ret forfærdet ud ved forslaget.

"Nej, selvfølgelig ikke! Jeg så mig bare ikke for. Det er jeg ked af."