Skræmmende

[Antonia Ferris]

Antonia greb instinktivt fat i Caileans arm, da et spøgelse pludselig dukkede op foran dem. Han virkede dog venlig og af samme årsag blødte hendes ansigt sig på i et smil.

"Tak, Sir. Vi hørte at der var en fejring, men vi ved ikke hvad anledningen var..." sagde hun med al den lyse uskyldighed, som faldt hende naturligt og ikke var bevidst, men som også havde det med at gøre det nemt at slippe afsted med ting.

"Men vi vil gerne sige tillykke, ikke...?" Hun så på Cailean.

[Cailean Morgaine]

Cailean rykkede lidt i armen da Ferris tog fat i den, og sendte hende et utilfredst blik. Men hun var vidst travlt optaget af at svare på hvad end næse-spøgelset snakkede om, og Cailean vendte blikket ud i rummet i stedet.

"Hvad? Øh, jo jo. Tillykke, sir." Sagde han til spøgelset. da Ferris åbenbart havde brug for hans godkendelse af hvad de skulle gøre.

Spøgelset, der ellers havde storsmilet til Ferris, så en smule forvirret ud. Men så grinte han, så det var lige før, at det var Cailean der skulle til at gribe fat i armen på nogen.

'Ved vinduet', gentog spøgelset muntert. 'Sir Nicholas står henne ved vinduet. Vi fejre hans dødsdag hvert år til Allehelgens.'

[Antonia Ferris]

Antonia spærrede øjnene op over informationen, men fik smilet og takket spøgelset, som lod dem få fri bane. I mellemtiden lænede hun sig ind mod Cailean og hviskede.

"Dødsdag? Er det ikke noget mærkeligt noget at fejre?"

[Cailean Morgaine]

Cailean sendte et lidt dømmende blik efter spøgelset, og var ikke ked af at rykke videre. Mest fordi han fandt spøgelset irriterende muntert. Men nu hang hendes Ferris pludselig op ad ham, og det var mindst ligeså irriterende, så han rykkede på sig for at skabe en civiliserede afstand.

”Det ved jeg da ikke. Folk fejrer også den dag de bliver født. Det er vel ligeså mærkeligt.” Halvhviskede han tilbage, og undgik kun med nød og næppe at træde lige igennem en rundrygget ældre dame.

[Antonia Ferris]

Antonia bemærkede ikke nogen irritation, men rynkede bare undrende på brynet.

"Det virker makabert," bemærkede hun. "Men det er det med hans hoved også..."

[Cailean Morgaine]

Cailean himlede lidt med øjnene. ”Er der nogen af spøgelserne, du ikke er bange for.” Spurgte han retorisk, lige inden de nåede hen til vinduet med Sir Nicholas, så hun ikke fik en ærlig chance for at svare eller forklare sig.

”Sir Nicholas, sir? Vi er kommet forbi for at ønske tillykke med dagen.” Hilste han, som havde det været de to elevers plan fra starten.

[Antonia Ferris]

Antonia ville have sagt, at hun altså ikke var bange for ham, men det nåede hun ikke. Ikke før selvsamme spøgelse stod lige foran dem.

"Tillykke, Sir Nicholas," istemte hun. "Det er vel nok en... Uhm. Livlig fest."

Det var svært ikke at fnise.

[Cailean Morgaine]

Spøgelset så først overrasket på dem, men nikkede så hilsende, 'Åh mange tak! Mange tak, unge mand og den dame. Bestemt mere livligt, nu I er dukket op.’ Han blinkede til dem og særligt til Ferris, som lignede en der synes hun selv var rigtig morseom. I hvert fald i Caileans øjne. ’ Men jeg mindes ikke at have inviteret, Mr. Morgaine og Ms. Ferris?'

Cailean havde hele tiden troet at festen i kælderen bare var spøgelserne der fejrede allehelgen, men måske var det mere privat at fejre dødsdag. ”Eh… Nå, øh, nej… Nej vi ville komme som en overraskelse faktisk. Og Ferris har taget en gave med også!”

Hvis ikke hun kunne hive et eller andet frem fra under det dér kæmpe skørt, så kunne han virkelig ikke se formålet med det. Og så kunne han vel altid give hende skylden for at have glemt en gave. Havde man overhovedet gaver med til dødsdage?

[Antonia Ferris]

Antonia grinede lidt over spøgelsets ord og erfarede, at hun ikke fandt ham skræmmende alligevel. Cailean kunne man dog ikke sige det samme om, som han mere eller mindre kastede hende ind under natbussen. Øjnene spærrede sig lidt op, som hun så på ham.

"Øh... Ja..." fremstammede hun. Hvad gav man overhovedet et spøgelse. Så slog det hende. "Det er en vittighed!"

[Cailean Morgaine]

Både Sir Nicholas og Cailean så overrasket på pigen i den store kjole. Men hvor Caileans overraskede ansigtsudtryk lænede sig op af en generel utilfredshed, var Sir Nicholas langt mere positiv i sin fremtræden. 'En vittighed, siger de?’ Spøgelset vendte sig omkring med en sådan iver, at hans hoved virkede faretruende tæt på at falde af. Men han havde nok mere styr på sit hoved end det lige så ud til, for det blev da siddende. Cailean så alligevel skeptisk ud.

'De damer og de herre,’ Sir Nicholas henvendte sig til det nærmeste dusin svævende genfærd. 'Den unge dame her har noget at sige.’ Han blinkede til Ferris, som et par stykker af de adresserede kom nærmere.

En ældre skaldet mand så meget investeret ud i hvad der skulle ske, og koncentrerede sig ikke om den vin han hældte igennem sig, eller hvor tæt han stod på Cailean som nu havde våde tær, og stirrede vredt på spøgelset uden rigtig at turde sige noget til ham.

[Antonia Ferris]

Antonias hjerne kørte på højtryk, men hun var også vant til at skulle svare på en gåde, hver gang hun skulle ind i opholdsstuen, så hun fandt snart en vittighed, der enten var passende eller som ville fornærme hele selskabet. Hun håbede så sandelig på det første. Hun så til gengæld ikke på Cailean efter bekræftelse, men fugtede læberne nervøst, før hun med et lille smil vendte sig mod forsamlingen. Hun blinkede et par gange med de store dådyrøjne, før hun talte.

"Der var engang en lille pige, som skulle skynde sig hjem, fordi det var blevet mørkt," begyndte hun og hævede stemmen lidt, så alle kunne høre hende. "Derfor slog hun genvej ind over en kirkegård, hvor hun så en gammel dame. Hun spurgte damen, om hun ikke nok ville følge hende på vej, fordi hun var bange for spøgelser."

Hun holdt en kunstpause, før hun afsluttede. "Den gamle dame svarede: Jo, selvfølgelig. Det var jeg også, da jeg levede!"

[Cailean Morgaine]

Der var et øjebliks intens tavshed. Cailean så smånervøst fra spøgelserne til Ferris, og tilbage igen. Han havde ikke brug for, at blive uvenner med Sir Nicholas eller nogle af de andre, og han skulle lige til at skælde Ferris ud, inden en enkelt latter lød, straks forfulgt af resten af selskabet.

Cailean skulede til Ferris, og henvendte sig i en dæmpet stemme. ”Lad os smutte mens de er optaget. Jeg gider ikke være her mere.” Hans våde tær var begyndt at blive kolde.

[Antonia Ferris]

Antonia holdt vejret. Så lød der latter og hun selv brød ud i et smil. Det fik Cailean dog hurtigt afbrudt og hun blinkede lidt, før hun fulgte pligtskyldigt efter ham.

"Det var tidligt. Jeg troede gerne du ville være her?"

[Cailean Morgaine]

Cailean pegede på sine fødder, ”ja men det var indtil jeg fik hældt vin ud over tæerne.” Brummede han småirritabelt.

”Hvad handler dét i det hele taget om? Hvorfor hælder de vin i sig, når det bare ryger på gulvet?” Han regnede med at Ferris ville komme med et logisk svar. Hun var i Ravenclaw trods alt, og de skulle være så pokkers smarte.

[Antonia Ferris]

Forståelsen gryede og hun var ved at udbryde at citron nok kunne få det af, takket være Penelope Parker, men Cailean kom hende i forkøbet.

En tænksom lyd undslap hende. "Måske er det bare gammel vane? Eller fordi de savner det..."