Double double

[Eileen O'Leary]

Eileen var ikke særlig god til at danse, men det var lidt nemmere at følge Endar end hun havde regnet med at sådan noget stiv bal-dans kunne være og hun grinede lavt, da hun alligevel trådte lidt forkert.

"Ja, det er okay," svarede hun muntert, som hun krummede fingrene lidt omkring hans skulder. "Bare du ikke sætter tempoet op."

[Endar Eitan Vetrov]

Endar så ned på Eileen. Noget i hendes stemme havde ikke lydt, som han forestille sig og noget ved det irriterede ham. Noget, han ikke kunne sætte en finger på, hvad var.

Langsomt slap han taget omkring den rødhårede heks og hævede armen, så hun atter kunne snurre rundt. Det havde hun nydt før, ikke sandt?

[Eileen O'Leary]

Eileen havde det strålende. Hun kunne heldigvis ikke se sig selv udefra. Græskarrene, der snart snurrede rundt med hånden i den ganske formelt udseende russers. Hun grinede lidt, da hun vendte tilbage til ham, men det døde ud igen og blev til et lille, varmt smil.

“Du er meget bedre til det her end jeg er,” konstaterede hun lavmælt, men med et glimt i de lyse øjne.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar så ned på Eileen, som hendes kompliment lod sig registrere hos ham. Dernæst nikkede han – for det var han.

”Det forventes”, brummede han, som han instinktivt rankede ryggen en anelse, i det realiteten af hans slægtsnavn pludselig ramte. ”Vi får undervisning fra barnsben i blandt andet dans, så vi ikke bringer skam over familien ved de store fester. Vi er Vetrov. De øvrige slægter kigger på os og spejler sig selv i os. Vi kan ikke fejle”, fortalte Endar indøvet videre, for mindet af faderens jernhånd og sorte bælte genspillede sig selv livligt i den unge russers fantasi.

[Eileen O'Leary]

Eileen fik en pludselig lyst til at tvære den stive mine af russerens fjæs og himlede teatralsk med øjnene af ham.

“Mary, Michael og Josef, hvor kedeligt,” svarede hun med et spillende blik. “Du er da langt fra perfekt, din ånd. Men du er ok alligevel.”

[Endar Eitan Vetrov]

Et glimt af noget, der hverken var fjendtligt eller uvenligt, sneg sig ind i de sorte øjne for blot et øjeblik og som han hev Eileen indtil sig igen, sagde han:

"Du skal høre, hvad jeg siger. Jeg siger det, jeg mener. Så undgår vi en misforståelse." Ordene var så forsonende, som Endar Vetrov kunne mønstre. Tøvende søgte det mørke blik de rødhårede heks.

[Eileen O'Leary]

Eileen mistede lidt pusten, da Endar trak hende ind til sig. Hun blinkede og så tavs på ham, før hun nikkede lettere overrumplet.

"Okay," fik hun endelig frem. "... Men jeg siger bare at du godt kan fejle, Endar. Det gør vi da alle sammen."

[Endar Eitan Vetrov]

Endar mærkede taknemmeligheden og lettelsen sprede sig i hans brystkasse, som Eileen nikkede. Og dernæst gjorde han det også selv, dog uden at den tætte dans blev afbrudt.

"Hos nogle er det mere acceptabelt, end hos andre", brummede den unge russer alvorligt, som han så ned på Eileen med sine sorte øjne.

[Eileen O'Leary]

Et lavt fnys forlod Eileen, som dog ikke helt kunne holde et varmt smil væk. Hun klemte lidt om hans skulder og vrikkede lidt med hofterne.

"Hos mig...?"

[Endar Eitan Vetrov]

Uden at Endar selv havde noteret sig det, var hans ene hånd gledet ned langs Eileens ene side og fæstnet sig omkring hendes bløde hofte. Som hun vrikkede, så han ned.

"Nej. Her. England. Alting er anderledes. Jeg kan godt lide det dog", sagde han, som de sorte øjne atter landede i Eileens.

[Eileen O'Leary]

Eileen forstod ikke rigtig Endar, selvom hun prøvede, men hun kunne godt lide at være tæt på ham og forsøge at finde ud af hans kringlede hjerne. Så hun smilede svagt og brummede lidt.

"Hvad mener du? At du kan begå fejl her...?"

[Endar Eitan Vetrov]

En tænksom rynke satte sig fast mellem de sorte øjenbryn, som Endar ubevidst strammede grebet om den rødhårede heks.

"Der er ikke de samme konsekvenser", sagde han omsider, efter at have brudt sit hoved med alverdens ord, der om muligt kunne beskrive situationen til fulde.

De sorte øjne fæstnede sig derefter igen i Eileens. "Når jeg vender hjem igen, vil min far finde mig en hustru. Forstår du, hvad jeg mener?"

[Eileen O'Leary]

Det blev pludselig meget alvorligt og Eileen trak sig lidt, uden at slippe Endar helt.

“Okay, Romeo. Slap lige af,” svarede hun ironisk og med begge bryn hævet. “Hvorfor siger du det til mig? Og hvad er der lige galt med jer fuldblodstyper og jeres middelalderlige liv?”

[Endar Eitan Vetrov]

Endar frøs i en bevægelse, som Eileens kolde ord nåede ham. Dernæst flakkede hans blik nedover hende, til det nåede hans skosnuder og instinktivt trak han på skuldrene. Hvor han kom fra det, var det ganske normalt at italesætte men det var efterhånden gået op for den unge russer, at det ikke var tilfældet i England.

Langsomt gav han slip på Eileen og nikkede et sted til højre for sig. ”Jeg må hellere finde Natalya. Er jeg stadig inviteret?”

[Eileen O'Leary]

Eileen var ikke kold - som englændere havde for vane - men temmelig sprudlende og irsk. Hun tog dog heller ikke en masse pis og det heller ikke fra Endar. Hans reaktion fik hendes bryn til at trække sig sammen, men tydeligvis betød fandens Natalya Grekova meget for ham og måske var det fint at hun lige blev mindet om at slå koldt vand i blodet og huske at han var en total særling og klart mere vennemateriale end noget andet.

Hun trak på skuldrene. "Jeg har ikke trukket invitationen tilbage. Men du behøver ikke komme, hvis du hellere vil være sammen med Natalia," konstaterede hun, uden helt at kunne se udefra hvor jaloux hun kom til at lyde.