På vej til drivhusene

[Cailean Morgaine]

Cailean gjorde sig ikke megen notits af Parkers kamp med potterne, men var i stedet travlt optaget af at fjerne noget tyktflydende rødt saft fra den ene af svampene, og tørre det af på en lille flad tallerken. Men han kiggede alligevel op da hun stillede ham et spørgsmål.

”Nej,” han kastede hurtigt et blik ud i rummet for at se hvor Aedan var og om han lignede en der lyttede med. Det så det ikke umiddelbart ud til. ”Det kan være han synes det er pinligt, eller sådan noget. Han har måske ikke lyst til at nogen skal vide det.” Faktisk havde de to drenge ikke snakket ret meget om noget som helst, men det var også bare fordi Aedan var underlig og altid blev sur på Cailean uden grund.

[Penelope Parker]

Det tog lidt tid at få samt potterne ned, især nu Cailean ikke havde tænkt sig at hjælpe og Parker bemærkede ikke, hvor han kiggede hen i rummet. Til gengæld var det med et temmelig betuttet udtryk, at hun satte den sidste fra sig.

“Det tror jeg nu altså ikke,” konstaterede hun. Hun vidste jo godt, at det var et hensyn til Ailis. Det var i hvert fald det, hun mindede sig selv om.

[Cailean Morgaine]

Cailean dykkede ned i sin taske efter den nye botanik bog, som allerede så ud til at være blevet læst godt og grundigt igennem. Ryggen var knækket og der var æseløre flere steder, hvilket måske også var årsagen til at Cailean fandt den rigtige side så hurtigt.

”Ja?” Svarede han mens øjnene vandrede ned over siden i bogen, ”hvorfor tror du ikke det?”

[Penelope Parker]

Parker skævede over mod Aedan C. Finnigan igen med et øjebliks fortrydelse over, at hun ikke bare havde holdt sig ved hans side i stedet for igen at stå her med en underlig fornemmelse i maven over Cailean.

"Hvis han var pinlig over mig, ville han jo nok heller ikke have været venner med mig før," svarede hun og trak på den ene skulder.

[Cailean Morgaine]

Cailean så uimponeret op fra bogen og betragtede Parker. ”Det er da overhovedet ikke det samme. Jeg synes jo heller ikke det er pinligt at være din ven, men jeg gad da godt ikke have at folk troede vi var kærester for eksempel.” Forklarede han, som var det det mest åbenlyse i hele verden, mens skubbede en af svampene over til Parker. Han gik automatisk ud fra, at hun vidste hvad hun skulle gøre med den, mens han selv tog en af de andre.

[Penelope Parker]

Hvis Parker på noget tidspunkt havde vidst, hvad hun skulle stille op med svampene, var det da effektivt ryddet fra hendes tanker af den verbale mavepuster fra sidemakkeren. Hun blinkede og trak svampen til sig.

"Det er da gengældt," mumlede hun stødt.

[Cailean Morgaine]

”Præcis! Her,” han skubbede et par handsker og en kniv over til hende, da han kunne se hun var gået i stå. ”Men det er dét jeg mener. Man kan godt være venner, uden man synes det ville være fedt at folk vidste man var kærester og sådan noget. Så selvom Aedan ikke er pinlig over at være venner med dig, kan han jo godt være pinlig over at være din kæreste, ikke?” Det var alt sammen ret logisk for Cailean, men måske var Parker bare ikke så smart.

[Penelope Parker]

Selvom Cailean var lidt en nar, og Parker egentlig var sur på ham, kunne hun se fornuften i hans ord, og mens hun tog handsker på, gik hun fra at føle sig forurettet til at skæve halvnervøst over mod Aedans nakke.

"Joeh, men... Men jeg tror altså ikke, at det er det," mumlede hun og gav sig til at snitte svamp.

[Cailean Morgaine]

Cailean spærrede øjnene op over Parkers arbejde, ”stop! Hvad laver du? Du behøves ikke ødelægge den, Parker, vi skal ikke bruge den i en eliksir! Bare skær nogle prøver fra og lad den leve. Merlin! Måske skal du bare fylde muld i potterne i stedet,” bemærkede han en smule kommanderende og fortrød han havde sagt ja til at arbejde sammen.

[Penelope Parker]

Parker var lidt i sine egne tanker og bemærkede ikke rigtigt Caileans anfald, før han sagde hendes navn og det gik op for hende, at hun fuldkommen havde molestreret den første svamp.

"Så gør du det selv," mumlede hun hårdt og skubbede svampestykker over i hans retning i vildskab, før hun vendte sig om mod potterne.

[Cailean Morgaine]

”Hallo, det var dig der spurgte om vi skulle arbejde sammen. Lad være med at vrisse af mig, fordi du ikke ved hvad du laver.” Han himlede med øjnene inden han tog over, og gjorde et forsøg på at redde svampen med en helende besværgelse.

”Er du sur på mig nu?” Spurgte han endelig og så på hende.

[Penelope Parker]

Det gavnede aldrig at diskutere følelser med Cailean. Faktisk var Parker ikke sikker på, at det hjalp at snakke følelser overhovedet, men med ham virkede det mere håbløst end sædvanligt.

"Nej, lad os bare arbejde," mumlede hun og fyldte jord i potten.

[Cailean Morgaine]

Han trak på skuldrene, ”okay.” Men han stolede ikke helt på, at de hun lavede var godt nok, så han blev ved med at kigge hende over skulderen. ”Du sal bare fylde dertil, cirka.” Han pegede et sted i potten, ”og ikke trykke det for hårdt sammen.” Sådan fortsatte han med at rette på hende, mens han selv arbejdede videre.

[Penelope Parker]

"Det ved jeg godt," mukkede Parker, men fyldte alligevel en halv håndfuld mere i i trods, før hun fortsatte til den næste.

"Lad mig nu bare." Denne gang var det en vrissen, da Cailean for femte gang var henne og rette på hende.

[Cailean Morgaine]

”Jeg gider bare ikke lave det om bagefter,” konstaterede han praktisk og lod hende absolut ikke værre. ”Og hvis vi skal krydse alle fire arter på tværs af hinanden, bliver du også nødt til at gøre det hurtigere - men ikke så hurtigt at du lavere rod i det.”

Selvom Parker vrissede var Caileans tone egentlig ganske rolig. Måske var det fordi de stod i drivhuset og han havde jord under neglene. Det var på en eller anden måde altid meget beroligende, og Cailean kunne ikke rigtig hidse sig op over Parkers surmulen.